Mens det iranske regime tromler frem, åbenlyst opfordrer til Israels udslettelse og tydeligt bryder reglerne om nuklear ikke-spredning af, står Vesten konfronteret med to klart uønskede muligheder.
Den første går ud på at føje Teheran og håbe på det bedste. Måske vil afskrækkelsen virke og seks årtiers standsning af brugen af atomvåben vil blive opretholdt. Måske vil den iranske ledelse aflægge sin messianske anskuelse. Måske vil ingen andre stater gentage Irans beslutning om at udstille de regler, som de havde lovet at overholde.
Nøgleordene i forbindelse med dette scenarium er "håb" og "måske," hvor slumpetræffet (wing and prayer) har erstattet strategiske planer. Dette er mildt sagt ikke den måde, hvorpå stormagter sædvanligvis fører deres forretninger ud i livet.
Den anden mulighed går ud på, at den amerikanske regering (og måske nogle allierede) ødelægger iranske nøgleinstallationer og derved forsinker eller afliver Teherans nukleare aspirationer. Militære analytikere hævder, at det amerikanske flyvevåben, sammen med god efterretningsvirksomhed og specielle forordninger, er nok til at udføre skaderne i løbet af nogle dage; samt at dette kunne sikre Hormuz-strædet.
Men et angreb vil få ugunstige følger, især på to forbundne områder: den muslimske offentlige opinion og oliemarkedet. Alle indikationer tyder på, at luftangreb vil få den i øjeblikket udgrænsede iranske befolkning til at flokkes om sin regering. Globalt set ville luftangreb opflamme eksisterende muslimske fjendtlige holdninger til USA og medføre en bølge af støtte til den radikale islam og en yderligere adskillelse af civilisationerne. Nyhedsrapporter antyder, at Teheran finansierer terroristgrupper, så disse kan angribe amerikanske ambassader, militærbaser og økonomiske interesser, optrappe angrebene i Irak og udløse raketangreb mod Israel.
Selv hvis Vestens militære styrker kan klare disse udfordringer, kan luftangreb få iranerne og deres støtter til at holde olie og gas tilbage fra markedet, kaste sig ud i terror imod energimæssige infrastrukturer og fremkalde civil uro, hvilket alt sammen vil kunne skabe en økonomisk nedtur svarende til den energifremkaldte tilbagegang i midten af1970'erne.
Stående over for disse to utiltalende muligheder konkluderer jeg, sammen med senator John McCain, en republikaner fra Arizona, at "Der er kun én ting, der er værre, end at USA udøver et militært valg. Det er et atombevæbnet Iran."
Men findes der mon en tredje, mere acceptabel mulighed? At finde den er målet for enhver kommentator, som udfolder sig om emnet, herunder også mig. Denne tredje mulighed indebærer nødvendigvis en mekanisme, der kan overtale det iranske regime til at undlade at udvikle og militarisere sin atomare formåen. Findes der en sådan afskrækkende mekanisme?
Ja, og den har endda chancer for at lykkes. Iran er heldigvis ikke et absolut diktatur, hvor en enkelt person træffer alle nøglebeslutninger, men et oligarki med mangfoldige magtcentre og med debat om mange emner. Den politiske ledelse selv er splittet, idet vigtige led stiller sig tvivlende over for visdommen i at fortsætte fremstillingen af atombomber, frygter den internationale isolation, som vil følge i kølvandet herpå for ikke at tale om luftangrebene. Andre indflydelsesrige dele af samfundet – religiøse, militære og især økonomiske – er også bekymrede over den hovedkuldse fremfærd.
En kampagne foretaget af iranere for at undgå konfrontation kunne meget vel sejre, eftersom Iran ikke selv står over for nogen atomtrussel. Brug af kernevåben er og bliver en frivillig beslutning, som Teheran kan afstå fra at træffe. Det kan med rimelighed hævdes, at den iranske sikkerhed vil vinde ved at forblive uden kernevåben.
De kræfter, der er imod brugen af kernevåben, bør motiveres og samles, og dette er mere sandsynligt under et stærkt ydre pres. Hvis europæerne, russerne, kineserne, Mellemøstens folkeslag og andre ville handle i samklang med Washington, ville det hjælpe med at mobilisere oppositionen i Iran. De nævnte stater har i virkeligheden alle deres egne grunde til at frygte såvel et atombevæbnet Teheran som den dårlige præcedens, dette skaber for andre potentielle atommagter, såsom Brasilien og Sydafrika.
Dette internationale samarbejde har imidlertid ikke materialiseret sig, som man kan se det i FN. Sikkerhedsrådet væver i spørgsmålet om Iran og en iransk embedsmand er blevet valgt til, af alle ting, FN's nedrustningskommission (som er rettet mod at opnå nedrustning på kernevåbenområdet).
Afskrækkelse af Teheran kræver et vedholdende, konstant ydre pres på de iranske politikere. Det betyder, ironisk nok, at de, der er mest imod amerikansk ledede luftangreb må (1) stå last og brast med Washington og (2) overbevise iranerne om de frygtelige følger, det vil få for dem at trodse den internationale konsensus.
Sådanne skridt giver ingen garanti for succes, men de udgør den eneste realistiske vej til at forhindre den truende fare.
