Nu hvor koalitionspolitikken har nået et kritisk punkt, må jeg måske have lov til at genoplive en idé, som jeg har kæmpet for siden april 2003? Den tilbyder en vej ud af den standende debat med hensyn til at fastholde kursen (som præsident George W. Bush længe har gjort sig til talsmand for) eller at trække tropperne tilbage inden for en kort tidsplan (såden som hans kritikere kræver det).
Min løsning får enderne til at mødes på halvvejen, "Hold stand – men læg kursen om." Jeg foreslår, at koalitionsstyrkerne trækkes ud af de bebyggede områder i Irak og omplaceres til ørkenen.
På den måde kan tropperne forblive i Irak på ubestemt tid, men fjernt fra byernes blodbad. Det giver de amerikansk ledede tropper mulighed for at udføre væsentlige opgaver (beskytte grænserne, holde forsyningen af olie og gas igang, sikre, at ikke et Saddam-lignende uhyre tager magten), mens de ophører med deres uvæsentlige arbejde (at opretholde ro og orden i gaderne, bevogte deres egne barakker).
Ud over disse specifikke fordele ville sådan en omplacering af tropperne medføre en dybtgående og forbedret kursændring. Det ville betyde:
-
At lade irakerne styre Irak: Ønsk irakerne held og lykke, men indse, at de har ansvaret for deres eget land. Eller med udtrykket fra en overskrift i Londons Times, "Bush til irakerne: Tag I over." Koalitionen kan hjælpe, men irakerne er voksne mennesker, ikke umyndige, og de har brug for at tage ansvaret for deres land, rækkende lige fra intern sikkerhed til affattelse af deres forfatning, og det haster.
-
At betragte volden i Irak som et irakisk problem: Den nu konstante vold på grænsen til borgerkrig er en humanitær tragedie, men ikke en strategisk, et irakisk problem, ikke et koalitionsmæssigt. Koalitionen bør indse, at den ikke har større ansvar for at holde fred mellem irakerne end mellem liberianere eller somaliere.
-
At bringe den enorme amerikanske ambassade i Baghdad til ophør: Den amerikansk skabte "Grønne Zone" i Baghdad er allerede alt for fremtrædende, men de planer, der nu er undervejs, om at opføre den største ambassade i menneskehedens historie, et fort med 4.000 ansatte i hjertet af Baghdad, vil gøre tingene betydeligt værre. Dens truende, centrale placering vil irritere irakerne i årevis, ja årtier frem i tiden, ligesom den vil udgøre et sårbart mål for raketaffyrende fjender. Dette kæmpestore kompleks, som efter planen skal åbne i juni 2007, bør gives tilbage til irakerne, de over 1 milliard US$, der er blevet brugt på det, afskrives som en krigsmæssig fejltagelse, og en ny ambassade i normal størrelse opføres i dets sted.
-
At holde op med at pylre: Den uduelige, korrupte, islamistiske ledelse i Baghdad miskrediterer Bush-administrationens integritet; omvendt får Washingtons omfavnelse den til at ligne en marionet. Andre irakiske institutioner – min yndlingsærgrelse er Det Nationale Symfoniorkester i Baghdad – lider også under de amerikanske politikeres nedladende omfavnelse. Muslimsk følsomhed over for at blive regeret af ikke-muslimer gør dette til betændte krænkelser.
-
At mindske koalitionens ambitioner vedrørende Irak: Lige fra begyndelsen var "Operation Irakisk Frihed" alt for ambitiøs og alt for fjern fra amerikanske interesser ("Operation Koalitionssikkerhed" ville have været et bedre kaldenavn). Opgiv det uopnåelige mål om et demokratisk, frit og blomstrende Irak, et bavneblus for regionen, og accepter i stedet et stabilt og ordentligt Irak, et Irak hvis forhold kan sammenlignes med Egypten eller Tunesien.
Situationen i Irak er blevet en kilde til dyb, hjemlig modstand i koalitionslandene, især i USA og England, men denne kan manøvreres ved at notere sig, at støtten der faktisk er ganske beskeden, og derefter tilpasse mål og midler på denne basis. Har du, kære ikke-irakiske læser, stærke følelser vedrørende Iraks fremtid? Det tvivler jeg stærkt på.
Irakerne ønsker at eje deres land; og folk i de lande, som sender tropper ud for at aflægge tjeneste i Irak, er blevet trætte af de håbløse bestræbelser på at forvandle det til noget bedre, end det er. Begges længsler kan imødekommes ved at omplacere koalitionstropperne til ørkenen, hvor de kan koncentrere sig om de væsentlige opgaver med at bevare Iraks territoriale integritet, holde brændselsproduktionen igang og forhindre humanitære katastrofer.
Den forestilling har udviklet sig siden Anden Verdenskrig, at når USA beskytter sine interesser ved at invadere et land, så har det en moralsk forpligtelse til at rehabilitere det. Denne formodning - jævnfør "mouse that roared" eller "Pottery Barn rule" – er forkert og bør revurderes. Ja, der er tidspunkter og steder, hvor rehabilitering er på sin plads, men dette bør afgøres fra tilfælde til tilfælde og med et skarpt øje til gennemførlighed og amerikanske interesser. Irak – et endemisk voldeligt land – falder igennem i forhold til begge disse betingelser.
