"Irans holdning har altid været klar vedrørende dette hæslige fænomen [dvs. Israel]. Vi har gentagne gange sagt, at denne kræftsvulst af en stat bør fjernes fra regionen."
Nej, dette er ikke ordene fra Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, under en tale i sidste uge. De stammer derimod fra Ali Khamenei, Den Islamiske Republik Irans højeste leder, december 2000.
Med andre ord, Ahmadinejads opfordring til Israels udslettelse var slet ikke noget nyt, men føjer sig til et veletableret mønster i dette regimes retorik og ambition. "Død over Israel!" har fungeret som massernes råb i det seneste kvarte århundrede. Mr. Ahmadinejad citerede Ayatollah Khomeini, regimets grundlægger, med sin opfordring den 26. oktober til folkedrabskrig mod jøderne: "Regimet, som har besat Jerusalem, bør fjernes fra historiens sider," sagde Khomeini for årtier siden. Mr. Ahmadinejad hyldede dette modbydelige mål som "uhyre klogt."
I december 2001 lagde Ali Akbar Hashemi Rafsanjani, tidligere iransk præsident og stadig en magtfuld politisk figur, grunden til en atomvåbenudveksling med Israel: "Hvis den dag kommer, hvor den islamiske verden er passende udstyret med de våben, som Israel har i besiddelse, vil kolonianismens strategi løbe ind i et dødvande, for anvendelsen af en atombombe ville ikke efterlade noget som helst i Israel, men samme genstand ville blot forårsage mindre skader i den muslimske verden."
I samme ånd bar en Shahab-3 missilraket (som er i stand til at nå Israel) under en parade i Teheran i forrige måned sloganet "Israel bør fjernes fra landkortet."
Truslerne fra d'herrer Khamenei og Rafsanjani udløste gaben, men Mr. Ahmadinejads erklæring vakte opstandelse.
FN's generalsekretær, Kofi Annan, udtrykt "bestyrtelse," FN's Sikkerhedsråd fordømte den enstemmigt, og EU fordømte den "på det kraftigste." Premierminister Martin fra Canada kaldte den "hinsides grænserne for det acceptable," Englands premierminister Blair gav udtryk for "afsky," og den franske udenrigsminister, Philippe Douste-Blazy, erklærede, at "for Frankrig bør Israels ret til at eksistere ikke bestrides." Le Monde kaldte talen for en "grund til stærk foruroligelse," Die Welt gav den betegnelsen "verbal terrorisme," og en overskrift i London Sun erklærede Ahmadinejad for den "ondeste mand i verden."
Regeringerne i blandt andet Tyrkiet, Rusland og Kina fordømte omgående udtalelsen. Maryam Rajavi fra det Nationale Modstandsråd i Iran, en ledende oppositionsgruppe, krævede i Teheran, at EU renser regionen for "terrorismens og fundamentalismens monster." Selv Det Palæstinensiske Selvstyres Saeb Erekat talte imod Mr. Ahmadinejad: "Palestinenserne anerkender staten Israels ret til at eksistere, og jeg afviser hans kommentarer." Cairos dagblad Al-Ahram forkastede udtalelsen som "fanatisk" og skrev, at den ville betyde en katastrofe for araberne.
Iranerne blev overraskede og mistænksomme. Hvorfor, spurgte nogle, udløste den blotte gentagelse af lang tids politik en lavine af oprørte udenlandske reaktioner?
I en konstruktiv ånd gav jeg dem fire mulige grunde. For det første giver Mr. Ahmadinejads voldsomme karakter truslerne mod Israel øget troværdighed. For det andet gentog og uddybede han udfordrende sine trusler de følgende dage. For det tredje føjede han en aggressiv slutbemærkning til den sædvanlige formulering, idet han advarede muslimer, som anerkender Israel, om, at de "vil brænde i ilden fra den islamiske umma [nation]."
Dette var direkte rettet mod palæstinenserne og flere arabiske stater, men især nabostaten Pakistan. Blot en måned før Mr. Ahmadinejads tale erklærede den pakistanske præsident, Pervez Musharraf, at "Israel med rette ønsker sikkerhed." Han forudså, at åbningen af ambassader i Israel fra muslimske lande som Pakistan ville være et "tegn på fred." Mr. Ahmadinejad antydede måske en intention om at konfrontere Pakistan vedrørende forholdet til Israel.
Endelig vurderer israelerne, at iranerne inden for seks måneder kan besidde midlerne til at bygge en atombombe. Mr. Ahmadinejad bekræftede uudtalt denne hurtige tidsplan, da han advarede om, at efter bare "en kort periode … vil processen med at udslette det zionistiske regime forløbe glat og ubesværet." Truslen fra et kernevåbenbevæbnet Iran forvandler "Død over Israel" fra et tomt slogan til en potentiel forudsætning for et nukleart angreb på den jødiske stat, måske med baggrund i Mr. Rafsanjanis folkedrabstænkning.
Ironisk nok har Mr. Ahmadinejads oprigtighed haft en positiv effekt og har mindet verden om hans regimes uophørlige krigeriskhed, dets modbydelige anti-semitisme og dets farlige våbenarsenaler. Som Tony Blair bemærkede, så rejser Mr. Ahmadinejads trusler følgende spørgsmål: "Hvornår gør I noget ved det?" Og Mr. Blair advarede senere Teheran, med en vis trussel, mod at blive en "trussel mod vores verdenssikkerhed." Hans alarmering bør omsættes i handling, og det haster.
Vi er advaret. Vil vi handle i tide?
