Israelske jetfly versus iranske atombomber

For at hindre en "katastrofal udvikling," rapporterer Middle East Newsline, har George Bush besluttet ikke at angribe Iran. En regeringskilde forklarer, at Washington vurderer, at Irans samarbejde "er nødvendigt ved en tilbagetrækning [af amerikanske styrker] fra Irak."

Hvis dette er korrekt, betyder det, at den jødiske stat står alene over for et regime, som truer med at "fjerne Israel fra landkortet" og opbygger atomvåben til at gennemføre dette. Israelske ledere antyder, at deres tålmodighed er ved at være opbrugt; vicepremierminister Shaul Mofaz har netop advaret om, at de "diplomatiske bestræbelser bør bære frugt inden udgangen af 2007."

Kan de israelske forsvarsstyrker, IDF, rent faktisk afbryde Irans atomprogram?

Tophemmelige analyser fra efterretningsagenturer besvarer normalt sådan et spørgsmål. Men begavede udenforstående, som benytter åbne kilder, kan også gøre et forsøg. Whitney Raas og Austin Long har studeret dette problem på Massachusetts Institute of Technology og offentliggjort deres imponerende analyse, "Osirak Redux? Assessing Israeli Capabilities to Destroy Iranian Nuclear Facilities," i magasinet International Security.

Raas og Long fokuserer udelukkende på gennemførlighed, ikke på politisk ønskværdighed eller strategiske udløbere: Hvis den israelske nationalkommando besluttede sig for at beskadige den iranske infrastruktur, kunne dens styrker så gennemføre denne opgave? Forfatterne overvejer fem elementer af betydning for et vellykket angreb:

	Uranberigelsesanlægget ved Natanz.

Efterretninger: Til at hindre produktionen af fissilt materiale kræves, at kun tre anlæg i Irans nukleare infrastruktur sættes ud af funktion. Nævnt i opstigende rækkefølge efter vigtighed er disse: anlægget til produktion af tungt vand og reaktorerne til plutoniumproduktion under opførelse ved Arak, et anlæg til konvertering af uran i Isfahan og et anlæg til uranberigelse ved Natanz. Især ødelæggelsen af anlægget ved Natanz, bemærker de, "er afgørende for at hindre Irans udvikling frem mod atombevæbning."

Materiel: For at beskadige alle tre anlæg med rimelig sikkerhed kræves – når man betænker deres størrelse, deres placering under jorden, de israelske styrkers tilgængelige våbentyper og andre faktorer – fireogtyve 5.000-punds våben og fireogtyve 2.000-punds våben.

Platforme: I betragtning af den "tilfældige ansamling af teknologi", som er til iranernes rådighed, og deres kampflys og landstyrkers begrænsede evne til at klare sig mod det israelske højteknologiske luftvåben beregner Raas-Long, at IDF kun behøver en relativt lille angrebsstyrke på femogtyve F-15I og femogtyve F-16I-fly.

Ruter: Israelske jetfly kan nå deres mål ad tre veje: Tyrkiet mod nord, Jordan og Irak i midten eller Saudi Arabien mod syd. Med hensyn til brændstof og last er afstanden i alle tre tilfælde håndterbar.

En F-15I

Forsvarsstyrker: I stedet for at forudsige udfaldet af en israelsk-iransk konfrontation beregner forfatterne, hvor mange af de i alt 50 israelske fly, der skal nå deres tre mål, for at operationen kan lykkes. De regner med, at 24 fly skal nå Natanz, 6 Isfahan og 5 Arak, eller i alt 35. Vender man det om, betyder det, at det iranske forsvar mindst skal standse 16 af de 50 fly eller en tredjedel af angrebsstyrken. Forfatterne anser denne tabsrate for "betydelig" for Natanz' vedkommende og "næsten umulig at forestille sig" for de to andre mål.

I det hele taget finder Raas-Long, at den uophørlige modernisering af Israels luftvåben giver det "evnen til at ødelægge endda godt forskansede mål i Iran med en vis grad af sikkerhed." Sammenligner man en Iran-operation med Israels angreb i 1981 på Iraks Osirak-atomreaktor, som var en total succes, finder de, at den "ikke ville forekomme mere risikabel" end den forrige.

Det store spørgsmål, som hænger tungt over hele operationen, men som forfatterne ikke gør sig nogen overvejelser over, er, hvorvidt den tyrkiske, jordanske, amerikanske eller saudiske regering ville indvillige i en israelsk gennemflyvning af deres luftrum. (Irak, husker man, er under amerikansk kontrol). Medmindre israelerne på forhånd får tilladelse til at krydse disse landområder, kan deres jetfly være nødt til at kæmpe sig vej frem til Iran. Mere end noget andet bringer denne faktor hele projektet i fare. (IDF kunne reducere dette problem ved at flyve langs grænserne, for eksempel den tyrkisk-syriske, hvilket ville give begge lande på ruten mulighed for at hævde, at de israelske fly befandt sig i den andens luftrum.)

Raas-Long underforstår, men nævner ikke, at IDF kunne nå frem til Kharg Island, hvorigennem over 90 procent af den iranske olie bliver eksporteret, og derved voldsomt beskadige den iranske økonomi.

At de israelske styrker har "en rimelig chance for at lykkes" med ensidigt at ødelægge de vigtigste iranske atomanlæg, kunne måske hjælpe med at afholde Teheran fra at gå videre med dets våbenprogram. Raas-Long-undersøgelsen gør derfor en diplomatisk aftale mere sandsynlig. Dens resultater fortjener størst mulig udbredelse.

Mr. Pipes, direktør for Middle East Forum, underviste i to år ved U.S. Naval War College.

Beslægtede emner:  Iran, Israel tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste