Mobilside
Normal side
|
Daniel Pipes Mobilside Normal side |
| Hjemmeside | Artikler | Biografi | Søgning | English | |
af Daniel Pipes
Jerusalem Post
11. Marts 2009
Oprindelig engelsk tekst: Netanyahu as Prime Minister - Déjà Vu?
Oversat af Mette Thomsen
 Hvad mange har glemt er, at Binyamin Netanyahu (t.h.) underskrev Wye River-aftalen med Yasir Arafat (t.v.) i oktober 1998. |
To ting indikerer, hvad der måtte komme: (1) det generelle mønster hos de fire Likud-premierministre siden 1977 og (2) især Netanyahus egen historie som en af disse fire.
Levi Eshkol (pm. 1963-69) erkendte engang bedraget i israelsk politik: "Jeg har aldrig lovet, at jeg ville holde mit løfte!" I samme ånd har tre af de fire Likud-ledere ført en højrefløjskampagne og derefter ført venstrefløjspolitik og brudt deres kampagneløfter om ikke at trække sig ud af de områder, som Israel erobrede i 1967.
I sin gennemgang af Likuds historie bemærker Nicole Jansezian ironisk i Newsmax, at "Mens de palæstinensiske, amerikanske og europæiske ledere er bekymrede for, at Israels højredrejning skal påvirke fredsprocessen negativt, så er de eneste, der behøver at frygte en israelsk højrefløjsregering måske den israelske højrefløj."
Shamirs mening om Netanyahu dalede, efter at han havde iagttaget hans handlinger som premierminister, og han opfattede ham omkring 1998 som værende villig til at gøre næsten hvad som helst "for at fortsætte med at blive valgt og beholde sædet som premierminister." Jeg gennemgik en lignende desillusionsproces, idet jeg fejrede Netanyahus tiltrædelse i 1996, men blev så misfornøjet ved hans mangel på principper, at jeg modstræbende foretrak hans Arbejderparti-modstander ved valget i 1999.
Hvad med i dag, hvor Netanyahu på ny forbereder sig på at overtage embedet? Hverken hans partis historie, hans egen biografi, hans karakter eller de mislyde, som kommer fra Israel, synes at antyde, at han vil holde sine valgløfter. Faktisk dumpede Netanyahu allerede ved sin første prøve: efter at 65 af Israels 120 parlamentsmedlemmer havde underrettet præsident Shimon Peres om, at de støttede Netanyahu som premierminister, gav Peres den 20. februar Netanyahu mulighed for at danne regering.
Netanyahu kvitterede med at droppe disse allierede for at danne en "national samlingsregering" sammen med venstrefløjens partier, især Kadima og Arbejderpartiet. Han erklærede endda, at hans største fejltagelse i 1996 havde været, ikke at danne regering sammen med Arbejderpartiet: "Set i bakspejlet, så burde jeg have søgt national samling, og det forsøger jeg at rette op på i dag." Kadima og Arbejderpartiet synes at have besluttet sig for at gå i opposition og dermed forpurre Netanyahus planer. Men det, at han foretrak en koalition med venstrefløjen, afslører hans kampagneudtalelsers manglende tyngde.
Ligeledes, da Netanyahu af en interviewer blev spurgt: "Du er ikke den højrefløjshøg, aviserne beskriver dig som?" mindede Netanyahu stolt om sit eget svigt af sine valgløfter i 1990'erne: "Jeg er den, der underskrev Wye-aftalen og Hebron-aftalen i en søgen efter fred."
Tilsyneladende er diplomatiet allerede i gang vedrørende Golan-højderne. Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, har sagt, at betydningen af Syrien-Israel-samtalerne "ikke kan overvurderes." Selvom Netanyahu påstår at afvise disse forhandlinger, har en nærtstående hjælper ytret, at et gennembrud med Damaskus giver en mulighed for at indynde sig hos Obama-regeringen, og at Netanyahu vil forvente, at Washington til gengæld "giver ham et gennembrud med palæstinenserne."
Folk inden for partiet forsikrer mig om, at Netanyahu er modnet, og jeg håber, at de har ret. Men i forbindelse med sin overværelse af koalitionsforhandlingerne udtalte en Likud-leder: "Bibi sælger alt ud til koalitionspartnerne. Han er ligeglad med os. Han er kun optaget af sig selv." Også Netanyahus modstandere forventer, at han vil forfølge sin personlige dagsorden: Yaron Ezrahi, politisk videnskabsforsker ved Hebrew University, siger, at Netanyahu ikke har de store skrupler ved "at ofre en ideologisk holdning, blot det holder ham ved magten."
Selvom jeg håber på at blive behageligt overrasket, så er jeg bekymret ved de velkendte mønstre.
Beslægtede emner: Israel tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste
