Oversættelse: Lars Hedegaard
Undersøgelser af Europas muslimer viser til stadighed, at denne befolkningsgruppe er dybt fremmedgjort fra værtssamfundene. De forskellige forsøg på at forklare, hvorfor det forholder sig sådan, peger uvægerligt på muslimernes sociale patologi - arbejdsløshed, fattigdom, kriminalitet, stoffer o. lign. Blandt løsningerne indgår forslag, om at muslimer skal lære europæiske sprog, integreres socialt, nyde godt af ligestillingstiltag samt forsøg på at få værtsbefolkningerne til at udvise en mere imødekommende holdning til deres muslimske naboer.
Således har det britiske indenrigsministerium foreslået, at indvandrede religiøse ledere kun skal have lov at prædike, hvis de taler engelsk og demonstrerer kendskab til sådanne emner som det parlamentariske demokrati, skattesystemet, antidiskriminationslovene, de borgerlige rettigheder, immigrationens udvikling, landets forfatning og de lokale myndigheders rolle. På samme måde forlanger de franske myndigheder, at imamer taler fransk og kender landets historie, samfundsforhold og kultur.
I et forsøg på at komme den påståede "islamofobi" til livs tilbyder regeringerne til gengæld muslimer forskellige privilegier, og de gør sig store anstrengelser for at fremstille islam i et positivt lys.
Der er utvivlsomt en vis logik i den opfattelse, at uoplyste, fremmedgjorte og fattige muslimske befolkninger er særligt modtagelige for islamistiske budskaber. Men kan man deraf slutte, at oplyste, integrerede og økonomisk velstillede muslimer er mere loyale?
Ikke nødvendigvis.
Mercedes af far
Islamister taler alle mulige sprog, kan være velorienterede om britiske skatteregler eller fransk historie og økonomisk succesrige. Ingen af disse kvaliteter garanterer imidlertid, at de er loyale mod et vestligt land. Bombemændene i London var vokset op i stabile og velsituerede omgivelser, og en af dem havde fået en Mercedes af sin far, kort før han sprængte sig selv i luften. Marc Sagemans statistiske analyse af selvmordsbombere i Understanding Terrorist Networks viser, at de hovedsageligt kommer fra integrerede og velstillede hjem.
Her kan det være lærerigt at sammenligne med amerikanske erfaringer, for muslimer i USA lever under langt bedre forhold end deres europæiske trosfæller. Amerikanske muslimer taler for det meste engelsk, er velintegrerede (intetsteds findes der ghetto-lignende kvarterer), og de lever på et uddannelsesmæssigt og økonomisk niveau over det nationale gennemsnit.
Trods disse gunstige omstændigheder er amerikanske muslimer også fremmedgjorte. En meningsmåling fra 2003 viste f.eks., at to ud af tre muslimer i Detroit betragter De Forenede Stater som "umoralsk". Tidligere undersøgelser af Kambiz Ghanea Bassiri viste, at både immigranter og konverterede muslimer deler denne opfattelse af landet, hvilket betyder, at "et betydeligt antal muslimer, specielt indvandrede muslimer, ikke har nære forbindelser med eller føler loyalitet over for De Forenede Stater". Faktisk følte over halvdelen af immigranterne og en tredjedel af konvertitterne større troskab over for et fremmed land end over for USA.
"Du er muslim"
Et talende eksempel på denne fremmedgørelse drejer sig om muslimer, der melder sig til det amerikanske militær. Moufid El Khatib, en 57-årig palæstinensisk immigrant, der bor i Dearborn, Michigan, og hvis 24-årige søn Talal El Khatib er sergent i den amerikanske hær, blev i slutningen af 2003 udsat for kritik for at have tilladt sin søn at blive soldat. Selv kunne Talal El Khatib, der gjorde tjeneste på Guantanamo-basen, berette, at kan mødte mere diskrimination fra arabisk- amerikanere for at være soldat end hans soldaterkammerater udsatte ham for som muslim. "Jeg oplever flere negative reaktioner fra civile, når jeg tager uniformen af".
En anden soldat fra Dearborn, korporal Abraham Gebara, har oplevet problemet på en anden måde: "Jeg havde venner, der holdt op med at tale til mig". En pakistansk-amerikansk soldat fra Great Falls, Virginia, korporal Mirza Bashir Ahmad, oplevede modstand fra sin far ("Bashir, vil du virkelig af sted? Er der slet ingen forvirring i dit sind? Du er muslim".). I moskéen blev faderen selv udsat for kritik på grund af sønnens militærtjeneste.
Hvis europæiske muslimer tager til Irak for at bekæmpe koalitionsstyrkerne, så er amerikanske muslimer (John Walker Lindh, Portland-banden, Lackawanna-banden) taget til Afghanistan.
Hvis europæiske muslimer har udført selvmordsbombninger mod deres landsmænd, så har amerikanske muslimer prøvet det samme (Jose Padilla, De Los Angeles Fire).
Når Europas problemer er mere akutte, har det mindre at gøre med de europæiske muslimers socio-økonomiske status, men mere med det forhold, at de er forholdsmæssigt fire gange mere talrige end de amerikanske.
Det amerikanske eksempel sender således et nedslående budskab til europæerne. Deres problemer bliver ikke løst ved at forbedre forholdene for muslimer. De er underlagt en ondsindet ideologi, der må bekæmpes som det den er.
