Det jødiske nytår falder i år i begyndelsen af oktober, og det er på dette tidspunkt, en massakre var blevet planlagt mod to synagoger i Los Angeles, samt nogle andre mål, ifølge en tiltale, som netop er blevet rejst imod fire unge muslimske mænd.
Lovens håndhævere har sporet oprindelsen til dette komplot tilbage til 1997. På det tidspunkt grundlagde Kevin Lamar James, en sort indsat i New Folsom-fængslet nær Sacramento, Californien, Jam'iyyat Ul-Islam Is-Saheeh (arabisk for "Forsamlingen for autentisk islam" og kendt som JIS). JIS støtter en form for jihadisk version af islam, som er typisk for de amerikanske fængsler. Ifølge anklageskriftet prædikede James, som i dag er 29 år, at JIS-medlemmer har pligt til "at gøre alle fjender af islam eller 'vantro' til mål for voldelige angreb, herunder USA's regering samt jødiske og ikke-jødiske støtter af Israel."
James, som afsoner en fængselsdom på 10 år for et væbnet røveri i 1996, rekrutterede hjælpere blandt sine medindsatte. Frivillige svor at adlyde ham og ikke afsløre JIS' eksistens. Ved deres frigivelse fra fængslet lovede de at indhente direktiver fra ham mindst hver tredje måned, at rekruttere muslimer til JIS og at angribe regeringens embedsmænd og støtter af Israel.
Levar Haney Washington på 25 sluttede sig angiveligt til JIS og svor troskab over for James umiddelbart inden sin frigivelse fra New Folsom i november 2004, hvor han havde udstået sin dom på seks år for overfald og røveri i 1999. Efter sin løsladelse begyndte L.H.Washington straks at rekruttere folk i sin moske, Jamat-E-Masijidul Islam i Los Angeles-området. "Han havde stor respekt for Osama bin Laden," fortalte en person, som samme Washington forsøgte at rekruttere.
To mænd, begge 21 år gamle og uden kriminel fortid, meldte sig: en lovlig pakistansk immigrant og studerende ved Santa Monica College, Hammad Riaz Samana; og en sort konvertit, Gregory Vernon Patterson, som havde arbejdet i en toldfri butik i Los Angeles' internationale lufthavn. Disse tre, plus James, står nu til livsvarigt fængsel for at have konspireret om "at udløse en krig imod USA's regering ved hjælp af terrorisme."
De gjorde dette på fem måder. De udførte overvågning af amerikanske regeringsmål (militære rekrutteringsstationer og baser), israelske mål (konsulatet i L.A. og flyselskabet El-Al) og jødiske mål (synagoger). Trioen førte kontrol med den jødiske kalender og, bemærker anklageskriftet, planlagde at angribe synagoger på jødiske helligdage "for at maksimere antallet af ofre."
De havde brug for et lager af våben. For at finansiere dette forehavende indledte de en bølge af kriminelle handlinger, begik røverier (eller forsøgte at begå røverier) mod tankstationer 11 gange i løbet af de første fem uger efter den 30. maj. De deltog i fysisk træning og træning i våbenbrug. Og endelig rekrutterede de andre muslimer.
Men Patterson tabte en mobiltelefon under et af tankstationsrøverierne, og politiet sporede den. Informationerne fra telefonen udløste en FBI-ledet undersøgelse, som involverede mere end 25 bureauer og 500 detektiver. Politiet satte Patterson og Washington under overvågning og arresterede dem, efter at de havde begået et røveri mod en Chevron-station den 5. juli. Washingtons lejlighed fremviste skudsikre veste, knive, jihad-litteratur og adresser på potentielle mål. Patterson afventede en levering af en AR-15 angrebsriffel.
Historien om JIS afstedkommer nogle foruroligende iagttagelser.
Selvom justitsminister Alberto R. Gonzales var ødsel i sin ros af "de kyndige undersøgeres arbejde på alle regeringsniveauer" under opklaringen af denne sag, var lovens håndhævere helt intetanende om JIS-banden ligesom deres britiske sidestykke var det om bombemændene fra den 7. juli. Havde det ikke været for det heldige tab af mobiltelefonen og det tilhørende gennembrud, havde jihadisterne sandsynligvis slået til. Det er yderst foruroligende at se lovens håndhævere klappe sig selv på skulderen for deres kluntethed.
Amerikanske fængsler kan sammenlignes med Frankrigs banlieues, som er hovedrekrutteringsområdet for en kriminel form for islam. Som Frank Gaffney bemærker: "Det angivelige New Folsom State-komplot burde vække os af vores døs." Vil det gøre det? Senatets høringer i 2003 vedrørende fængsels-jihadisme viste foruroligende få resultater.
Opdukkelsen af en primært afro-amerikansk islamistisk terroristcelle signallerer en ny tendens. Indfødte amerikanere har før taget del i terroristoperationer, men denne sag markerer (ligesom i London) deres første sammensværgelse i større stil.
Terroristplaner, som mislykkes, skaber ingen overskrifter, men det burde de. Dette var tæt på. Den hjemmefostrede radikale islam er her, og den vil anrette skade.
Selvom de fleste jøder nærer modvilje mod at erkende det, så ændres den jødiske tilværelse i USA af den muslimske trussel. Den amerikanske jødiske befolknings gyldne tidsalder nærmer sig sin afslutning.