Jeg har aldrig helt fundet ud af, hvilke synspunkter det er, der karakteriserer en nykonservativ, og hvorvidt jeg er en sådan eller ej, men andre har for længe siden afgjort denne sag for mig. Journalister bruger betegnelsen "nykonservativ" til at beskrive mig, redaktører inkluderer mine skrifter i en nykonservativ antologi, kritikere lodder mine synspunkter for at få indblik i nykonservativ tankegang, og værter ved arrangementer inviterer mig til at repræsentere det nykonservative synspunkt.
Da nogle af mine ældste venner og nærmeste allierede kaldes nykonservative, accepterer jeg lykkeligt denne betegnelse. Faktisk giver den en vis prestige, når man betænker, at ikke mere end 50 amerikanere er blevet kaldt nykonservative, og dog påstås vi at styre amerikansk udenrigspolitik.
Jeg nævner alt dette, fordi den nykonservative politik i Mellemøsten har set ret god ud de seneste to måneder, som Max Boot så udførligt beskriver det i en klumme med titlen "Neocons May Get the Last Laugh (De nykonservative ler måske sidst)":
- Den 9. januar strømmede palæstinensiske arabiske stemmeafgivere til valgstederne og valgte Mahmoud Abbas, som erklærer, at det er hans hensigt at afslutte den væbnede kamp mod Israel.
- Den 30. januar trodsede 8 millioner irakere bomber og kugler for at afgive deres stemme.
- Den 10. februar afholdt Saudi Arabien sine første kommunalvalg nogensinde, en sprække i den royale families absolutte autoritet.
- Den 26. februar bekendtgjorde Egyptens præsident, Husni Mubarak, pludselig, at det kommende præsidentvalg vil komme til at omfatte andre kandidater end ham selv.
- Den 28. februar fremtvang titusindvis af demonstranter i Beirut premierminister Omar Karamis pro-syriske regerings afgang.
- Hvis det lykkes for libaneserne at vinde deres uafhængighed, kan det indvarsle enden på Bashar Assad og Baath-regimet i Damaskus.
Denne udvikling efterlader nogle nykonservative i en tilstand af næsten eufori. Rich Lowry fra National Review kalder det "en vidunderlig ting." Charles Krauthammer fra Washington Post skriver, at "Vi står over for et strålende, følsomt, revolutionært øjeblik i Mellemøsten."
Jeg hilser også denne udvikling velkommen, men mere forsigtigt. Min oplæring i Mellemøstens historie gør mig måske mere opmærksom på, hvad der kan gå galt:
- Ja, Mahmoud Abbas ønker at afslutte den væbnede kamp mod Israel, men hans opfordring til en større jihad mod den "zionistiske fjende" peger på, at han er indstillet på en anden type krig for at udslette Israel.
- Det irakiske valg bringer Ibrahim al-Jaafari, en pro-iransk islamist, til magten.
- De saudiske valg viste sig ligeledes at gavne de islamistiske kandidater.
- Mubaraks løfte er rent kosmetisk; men skulle det en dag komme til et ægte præsidentvalg i Egypten, så vil islamisterne formentlig også sejre der.
- Fjernelsen af den syriske kontrol med Libanon kunne meget vel føre til, at Hizbollah, en terroristgruppe, bliver den dominerende magt der.
- Eliminationen af det hæslige Assad-dynasti kan meget vel bringe en islamistisk regering i sit kølvand i Damaskus.
Bemærker man et mønster? Bortset fra den enestående (sui generis) palæstinensiske sag er der én hovedfare, som truer med at ødelægge den gode nyhed: nemlig at en for hurtig fjernelse af tyranniet slipper de islamistiske ideologier løs og åbner for deres vej til magten. Islamisterne har desværre, hvad der er nødvendigt for at vinde et valg: talentet til at udvikle en uimodståelig ideologi, energien til at grundlægge partier, hengivenheden til at vinde støtter, pengene til at føre valgkampagner, ærligheden til at appellere til vælgerne og viljen til at skræmme rivalerne.
Denne drift mod magten er ikke noget nyt. I 1979 udnyttede islamisterne shahens fald til at gribe magten i Iran. I 1992 var de godt på vej til at vinde valget i Algier. I 2002 overtog de på demokratisk vis magten i Tyrkiet og Bangladesh. At fjerne Saddam Hussein, Husni Mubarak, Bashar Assad og de saudiske prinser er nemmere end at overtale Mellemøstens muslimske befolkninger til ikke at erstatte dem med ondartede islamistiske ideologier.
Vore dages Mellemøsten er ikke alene om sin tiltrækning til en totalitær bevægelse – tænk på Tyskland i 1933 eller Chile i 1970 – men den er enestående i sin dragnings omfang og vedholdenhed. Jeg frygter, at mine nykonservative fælles fokuserer utilstrækkeligt på følgerne af dette.
Præsident Bush fortjener stor ros for sin standhaftige vision af et frit Mellemøsten; men hans administration bør gå meget langsomt og omhyggeligt frem i overførelsen af magt fra autokrater til demokrater. Først bør Mellemøstens totalitære fristelse med dens dybtgående spørgsmål om historie og identitet konfronteres og håndteres. Hvis disse skridt springes over, kan regionen ende med at få det endnu værre end i de ikke-valgte tyranners æra.
