Der hersker en vis forvirring med hensyn til Mahmoud Abbas, Det Palæstinensiske Selvstyres nye formand. Accepterer han Israels eksistens, eller ønsker han at udslette det?
Matthew Kalman fra Canada's Globe and Mail afdækker "en tilsyneladende kampagnemæssig slingrekurs" i så henseende. En historie fra Jewish Exponent bærer overskriften "Han ønsker begge dele: Palæstinensisk spidskandidat: Imod terror, men for ‘tilbagevenden'." En overskrift fra Australia Broadcast Corporation vedgår sin mystifikation og skriver, at "Abbas' valgtaktik forvirrer analytikerne."
Pressen dvæler ved den samme tilsyneladende modsætning: Det ene øjeblik kræver Mr. Abbas, at palæstinensisk-arabiske terrorister standser deres angreb på Israel, og det næste øjeblik omfavner han dem (bogstaveligt talt) og kalder dem for "helte, der kæmper for frihed." Han taler også både om at standse volden og om mere end 4 millioner palæstinensiske araberes "ret til at vende tilbage" til Israel, hvilket er en velkendt måde til indirekte at opfordre til den jødiske stats udslettelse.
Hvad skal man tro?
Faktisk er der slet ingen modsætning. Ved at insistere på en "ret til tilbagevenden" signalerer Mr. Abbas, at han, ligesom Yasser Arafat og flertallet af palæstinenserne, har til hensigt at ophæve begivenhederne fra 1948; at han forkaster selve legitimiteten af en jødisk stat og vil tilstræbe, at den forsvinder. Men han adskiller sig fra Arafat ved at være i stand til at forestille sig mere end én måde at nå dette mål på.
Uanset omstændighederne holdt Arafat fra 1965 til 2004 fast ved sin tiltro til terrorismen. Han tog aldrig nogensinde sine mange aftaler med Israel alvorligt, men betragtede dem snarere som midler til at styrke hans muligheder for at myrde israelere. Arafats diplomati kulminerede i september 2000 med indledningen af hans terrorkrig mod Israel; derefter fortsatte denne, uanset hvor tydelige dens fejlslag blev, indtil hans død i november 2004.
I modsætning hertil erkendte Mr. Abbas i september 2002 offentligt, at terroren havde skadet de palæstinensiske arabere mere end Israel. Hensigten havde været at udløse demoralisering og flugt fra Israel, men denne taktik samlede reelt en hidtil splittet politisk befolkning samtidig med, at den næsten ødelagde Det Palæstinensiske Selvstyre og lammede dets befolkning. Mr. Abbas konkluderede med rette, at "det var en fejl at bruge våben under intifadaen og at foretage angreb inde i Israel."
Mr. Abbas udviser taktisk fleksibilitet. Til forskel fra Arafat, som aldrig var i stand til at slippe det terrorvåben, som havde bragt ham rigdom, magt og berømmelse, anskuer Mr. Abbas situationen mere overbevisende. Hvis standsningen af volden mod Israel bedst tjener hans mål om at eliminere den selvstændige jødiske stat, så er det hans program.
Han accepterer ikke det, han forleden så charmerende kaldte for den "zionistiske fjende," mere end Arafat gjorde (eller Hamas, eller det palæstinensiske Islamisk Jihad), men han er åben over for mangfoldigheden af midler til at udslette den. For som han erklærede efter sin valgsejr i denne uge: "Den lille jihad er ovre, og den store jihad ligger foran os." Formen på jihad må ændres fra voldelig til ikke-voldelig, men jihad'en fortsætter.
Og prøv at tælle de mange måder, hvorpå man kan ophæve den jødiske stat: kernevåben, invaderende hære, mega-terror, god gammeldags terrorisme, palæstinensisk demografisk frugtbarhed, "retten til tilbagevenden" eller i den grad at forvirre israelerne, så de post-zionistiske venstreorienterede får befolkningen til énsidigt at bryde sammen og acceptere en dhimmi-status (underlegen status) i et "Palæstina."
For at se en lærerig parallel til Mr. Abbas' konklusion, nemlig at vold er upassende, kan man betragte Stalin i årtiet inden Anden Verdenskrig. Bevidst om sin svaghed bekendtgjorde han i 1930 sin intention om, at Sovjetunionen skulle blive en god international borger:
Vores politik er en fredens politik og handler om at øge handelsforbindelserne til alle lande. Et resultat af denne politik er forbedringen af vores forhold til en række lande og afslutningen af et antal handelsaftaler, aftaler om teknisk assistance med videre. Vi skal fortsætte med at drive denne fredens politik af al magt og med alle til rådighed stående midler. Vi ønsker os ikke én eneste fod på fremmed territorium.
Dette var ikke tomme ord. Stalin holdt sig stort set til dette program - indtil 1939, hvor han følte sig stærk nok til at gå i offensiven, og på hvilket tidspunkt han indledte et halvt århundredes hidtil uset aggressionskampagne, som blot endte med sovjetstatens sammenbrud.
For Mr. Abbas er det 1930. Han forstår behovet for at køle tingene ned. Som en person, der realistisk kan vurdere omstændighederne og i al stilhed reagere på dem, er han potentielt en langt mere frygtindgydende fjende for Israel end den énøjede, blindt voldelige og farvestrålende onde Arafat.
