Første del findes her: "'Gudløse saracenere truer med ødelæggelse': Præmoderne kristne reaktioner på islam og muslimer", Middle East Quarterly, Vinter 2021.
Efter et årtusinds næsten uafbrudt fjendtlighed over for islam og muslimer[1] aftog kristnes fjendtlighed mod begge. Med en række større forandringer overvandt europæisk imperialisme og sekularisme den gamle frygt for erobringer og falske doktriner. Kristne bemærkede undervejs i forløbet, at islam ikke var det forfærdelige baghold, som det engang havde forekommet at være. Der udvikledes i betragtelig grad beundring, sympati og endog skyldfølelse over for muslimer, hvilket havde været stort set utænkeligt før 1700. Fortidens indstilling eksisterer dog stadig, og den er især genopblusset med islamismens fremvækst og indvandringen til Vesten i løbet af det seneste halve århundrede.
Den følgende fremstilling ser først på flere former for forandringer og dernæst på flere former for fortsættelser. De største forandringer er tredelte: europæisk våbenstyrke, svækkede religiøse følelser og en venstrefløj på udkig efter allierede.
Forandringer: europæisk imperialisme
Ved to lejligheder reagerede præmoderne europæere med modangreb efter muslimers erobringstogter mod kristne. Det arabiske imperium udløste byzantinske, spanske og korsridderangreb. Den osmanniske ekspansion ind i Europa mødtes af moderne europæisk imperialisme. Når det er sagt, så var der en vigtig forskel mellem den første runde og den anden. I 1248 mødtes franske og egyptiske tropper som nogenlunde jævnbyrdige. Århundreders stagnation og recession blandt muslimer og udvikling blandt kristne betød imidlertid, at europæiske hære efter 1700 var klart og konsekvent offensive. Da franske og egyptiske tropper mødtes igen i 1798, var balancen tippet markant i de kristnes favør.[2]
År 1699, hvor Det Osmanniske Rige underskrev den yderst ufordelagtige Karlowitztraktat med Den Hellige Liga, markerer den almindeligt accepterede dato for dette skifte. Europæerne havde herefter styrke til at konfrontere muslimer direkte. Muslimerne måtte nu, efter i mere end tusind år at have truet Europa, forsvare sig selv over for en entydig militær overmagt, som europæerne ivrigt udnyttede.
 I år 1699 underskrev Det Osmanniske Rige den yderst ufordelagtige Karlowitztraktat med Den Hellige Liga. Muslimerne måtte nu, efter i mere end tusind år at have truet Europa, forsvare sig selv over for Europas militære overmagt. |
Denne forskel førte til Europas erobringer af næsten alle områder med muslimsk flertal i løbet af halvandent århundrede, hvor man underlagde sig omkring 95% af de muslimske befolkninger.[3] Erobringerne indledtes i 1764, hvor det britiske Ostindiske Kompagni besatte Bengalen, og de fortsatte indtil 1919, hvor kristne regerede i alle områder med muslimsk flertal med undtagelse af Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Arabien og Yemen (andre områder med muslimsk flertal faldt under thailandsk eller kinesisk kontrol). En europæisk magtbalance lod de første tre lande beholde deres uafhængighed, mens de sidste to lande ikke bød på tilstrækkelige fordele til at nære de europæiske imperiedrømme.
I alt besatte tolv moderne europæiske lande og fire andre lande med kristent flertal oversøiske territorier med muslimske befolkninger: Storbritannien, Portugal, Spanien, Frankrig, Belgien, Holland, Danmark, Sverige, Tyskland, Østrig, Italien, Grækenland, Rusland, Etiopien, Filippinerne og USA. De konkurrerede ihærdigt med hinanden og gik ofte i krig med hinanden, hvilket indikerer, at der ikke lå en plan eller konspiration bag erobringerne.
Europæerne tilbagerullede nu de præmoderne forhold, idet de nu omsluttede muslimer og forlod de traditionelle kristne bekymringer for islam til fordel for en følelse af overlegenhed, som de ofte forbandt med den kristne tro. Europæerne brystede sig af deres nyfundne magt. Som historikeren Henry Dodwell formulerer det: "den voksende følelse af militær underlegenhed var ledsaget af en lang række moralske konsekvenser."[4] Muslimer repræsenterede ikke længere en magt, der kunne ødelægge kristendommen, men forekom nu for de fleste kristne at være fattige, medtagne og tilbagestående mennesker, der havde brug for europæisk styre og vejledning.
 Det unge USA erklærede i en traktat med barbaresklandene i 1796, at de "ikke har noget iboende fjendskab over for muselmændenes love, religion eller fred." |
Bemærk den hastige forandring: I 1686 kaldte den britiske diplomat Paul Rycaut muslimer for "kristendommens plage".[5] I 1807 kaldte William Jones, der grundlagde den moderne lingvistik og var professor i arabisk på Cambridge Universitet, araberne for "en nation, der altid har været min foretrukne".[6]
Denne opblødning af holdningen havde også udenrigspolitiske konsekvenser; Det unge USA erklærede i en traktat med barbaresklandene i 1796, at de "ikke har nogen iboende fjendskab over for muselmændenes love, religion eller fred" og opfordrede til "harmoni" mellem de to parter.[7] Dissidenter som Wilfrid Scawen Blunt i Egypten og Sudan eller Edward Granville Browne i Iran sympatiserede med koloniserede muslimer, der kæmpede mod europæiske regeringer.
Forandringer: Religiøs opblødning
Den ændrede magtbalance kom samtidigt med en mindsket kristen religiøsitet, hvilket gav plads til mere varierede og nuancerede holdninger til Muhammed, islam og muslimer. Vreden over islams angivelige bedrag og oprør over muslimers seksuelle adfærd aftog. Den traditionelle kristne fjendtlighed slap sit tag i oplysningstidens intellektuelle, der ikke betragtede islam som værre end kristendommen. Oplysningstidens modvilje mod organiseret kristendom førte endda til lovprisning af denne kætterske fjende.
Oplysningstidens modvilje mod organiseret kristendom førte til lovprisning af den islamiske fjende. |
Den historisk lave agtelse for islam gjorde nu ironisk nok dens profet til et middel til at udtrykke antikirkelige følelser. Historikeren Thomas Carlyle kaldte Muhammed for en "helt"[8], mens dramatikeren George Bernard Shaw kaldte ham "den vidunderlige mand ... menneskehedens frelser".[9] Nogle fritænkere, herunder Voltaire og Napoleon Bonaparte, satte islam over kristendommen. Den nye åbenhed førte til andre revurderinger: Orientalister som Edward Lane studerede islam og muslimer med et bevidst objektivt sind. Mystikere som Louis Massignon blev dybt engageret i den islamiske tro. Brokkehoveder som St. John Philby konverterede til islam som en form for protest. Deres åndsfællesskab påvirkede den folkelige holdning til muslimer, idet den blev mindre fjendtlig og irritabel.
Inden for fiktionen indkapslede man den nye følelse af styrke og ubekymrethed. En fiktiv tyrkisk spion med en tiltrækkende personlighed og en veludviklet humoristisk sans – ikke noget, som europæere tidligere forventede af en muslim – havde hovedrollen i de otte bind af L'espion turc (Den tyrkiske spion) i 1680'erne-1690'erne, og muslimske lande fik en positiv behandling. På samme vis brugte Montesquieu brevskrivning hjem til Iran i Lettres persanes (Persiske breve) i 1721 som et redskab til at kommentere det franske samfund, hvilket tidligere ville have været utænkeligt.
Tyrkeri, moden med at skildre europæiske borgere i tyrkisk klædedragt eller i tyrkiske omgivelser, markerede også en holdningsændring, og det begyndte i 1720'erne og varede nogle årtier. Historikeren Peter Hughes skriver, at mens "Tyrkiet vakte mindre filosofisk beundring end Kina", havde landet dog en særlig tiltrækning:
Den tiltrækning, som tyrkiske personer havde, med deres hentydninger til serailer, sultaner, orientalske bade og så videre, var, at den gav en meget sanselig karakter til de malerier, hvori de fremtrådte. ... På dette tidspunkt i den europæiske historie oplevedes Det Osmanniske Rige ikke længere som alarmerende for sofistikerede mennesker, og der var tydeligvis et vist pikanteri over relationen mellem en ung europæisk-udseende kvinde, som elskerinden i [Charles-André] Van Loos maleri, med en osmannisk sultan.[10]
 Charles-André van Loo, "Den osmanniske sultan afholder en koncert for sin elskerinde", 1737. |
Panisk angst blev erstattet af letsind, og den muslimske orient blev for første gang gjort til genstand for romantik og spøgefulde intriger. Unge aristokrater, begyndende med Lord Byron, drog mod øst i deres søgen efter en ny og mildere slags eventyr. Richard Burton havde i forklædning besøgt Mekka og Medina, og han personificerede den fashionable opdagelsesrejsende. Den orientalistiske malerskole blev, anført af Eugène Delacroix, meget populær ved at skildre Mellemøsten i et eksotisk lys. Den polske adel opfandt glamorøse beskrivelser af deres angivelige iranske ("sarmatiske") oprindelse. I 1870 var muslimerne blevet så tamme, at en gruppe frimurere grundlagde den muntre Ancient Arabic Order of the Nobles of the Mystic Shrine (Den Gamle Arabiske Orden for det Mystiske Tempels Adel) – komplet med fezer og New Yorks Mekkatempel. Shrinerne, som de blev kaldt, "opfordrede deres tilhørere til at slippe deres vestlige hverdagstrængsler og nyde et sorgløst, absurd, orientalsk skuespil", som beskrevet af historikeren Jacob S. Dorman.[11]
Tusind og en Nat blev en foretrukken kilde til fantasifuldhed, for eksempel til Nikolai Rimsky-Korsakovs symfoniske suite Scheherazade. Tyske romantikere som Johann Wolfgang von Goethe (West–östlicher Divan) indførte mellemøstlige temaer i deres fortællinger; En af dem, Friedrich Rückert (Oestliche Rosen), var endda en anerkendt professor i orientalske sprog. Engelske forfattere som Rider Haggard (She) og Rudyard Kipling (Kim) afspejlede også den ændrede holdning. Den produktive franske forfatter Pierre Loti (Fantôme d'Orient) romantiserede tyrkisk og arabisk liv.
Der var i 1920'erne en særligt intens orientalisme blandt både hvide og sorte i USA. Den britiske novelle og amerikanske film Sheiken, der har Rudolph Valentino i hovedrollen, fortæller om en nordafrikansk beduin, der bortfører en engelsk kvinde, der til sidst falder for hans charme og bliver lykkelig i hans harem. Filmen affødte en ny genre, "ørkenromantik" (med titler som "Når ørkenen kalder og Sheikens søn) såvel som sange inden for populærmusikken (Sheiken af Arabien). Som L. Carl Brown fra Princeton bemærker, ligger disse historiers appel i en "bevidst afvisning af virkeligheden til fordel for ren fantasi".[12]
Amerikanske sorte førte denne positive holdning i en mere alvorlig retning, idet de så maurerne og muslimerne som positive veje til at slippe ud af racediskrimination. Begyndende med Noble Drew Ali og dernæst W.D. Fard, Elijah Muhammad, Malcolm X, og Louis Farrakhan, udviklede en række karismatiske personer folkelige udgaver af islam, der antog forskellige former, herunder Det Mauriske Videnskabstempel i USA, Nation of Islam og Five Percenters. Disse nye religioner havde ikke meget tilfælles med det normative islam fra 600-tallets Arabien, men de tjente som en bro mellem kristendommen og normativ islam for hundredtusinder af sorte.
Elementer af denne Tusind og en Nat-agtige holdning overlevede længe efter at magtbalancen var tippet påny og havde gjort den forældet. I den populære amrikanske bog The Arab World, der blev udgivet i 1962, kunne den britiske forfatter Desmond Stewart således stadig erklære, at en vesterlænding på besøg i de arabisktalende lande kommer til "Aladdin og Ali Babas rige".[13] Glade fantasier uddøde således kun langsomt.
Forandringer: Venstrefløjen opdager islamismen
 Marxister anser muslimer for at være en erstatning for arbejderklassen som de revolutionære, der vil omstyrte den eksisterende borgerlige orden. En fransk fagforeningsmand har opfordret muslimer til at "forene sig med arbejderklassen for at ødelægge det kapitalistiske system". |
Disse sympatiske holdninger fik øget politisk vægt i 1970'erne med islamismens fremvækst. På den tid gjorde "et vist pikanteri", som Hughes havde identificeret, sig gældende ved dannelsen af alliancer med islamister.
Fænomenet tog form med den første større islamistiske udvikling, der påvirkede vesterlændinge: den iranske revolution i 1978-1979.[14] Den centrale hændelse ser ud til at have været, da den venstreorienterede franske intellektuelle Michel Foucault glædede sig over, hvad han bevidnede på første hånd i Iran, og kaldte Ayatollah Khomeini for en "helgen". Den tidligere amerikanske justitsminister Ramsey Clark tilbød sin støtte under et besøg hos Khomeini.[15] Prominente latinamerikanske venstreorienterede som Fidel Castro, Hugo Chávez og Che Guevaras søn Camilo drog på pilgrimsvandring til Teheran. Den britiske politiker Jeremy Corbyn tog imod mullahernes penge og dukkede op på iransk fjernsyn.[16]
Angrebene den 11. september gav anledning til lignende ros. Den tyske komponist Karlheinz Stockhausen kaldte angrebene for "det største kunstværk i hele universet", og den amerikanske forfatter Norman Mailer bedømte gerningsmændene til at være "brilliante". I samme ånd besøgte MIT-professor Noam Chomsky Hizbollahs leder og støttede deres våbenprogram. Ken Livingstone, der var trotskist og borgmester i London, omfavnede fysisk den islamistiske tænker Yusuf al-Qaradawi.[17] Dennis Kucinich citerede under sin amerikanske præsidentvalgkamp i 2004 fra koranen, han opfordrede tilhørerne i en moské til at råbe "Allahu Akbar" ("Gud er større"), og han bekendtgjorde stolt: "Jeg har et eksemplar af koranen på mit kontor".[18]
Mange fremtrædende venstreorienterede – Lauren Booth, H. Rap Brown, Keith Ellison, George Galloway,[19] Roger Garaudy, Yvonne Ridley, Ilich Ramírez Sánchez ("Sjakalen") og Jacques Vergès – tog det næste skridt og konverterede til islam.
Den venstreorienterede-islamistiske (eller rød-grønne) alliance har flere årsager. For det første deler de to parter en fælles eksistentiel fjende. Galloway forklarer: "den verdensomspændende progressive bevægelse og muslimerne har de samme fjender", hvormed han mener den vestlige civilisation og navnlig hans eget Storbritannien, USA og Israel, samt jøder, troende kristne og kapitalister.[20] Sánchez hævdede, at "kun en koalition af marxister og islamister kan ødelægge USA".[21]
The Left and Islamists share some goals: anti-imperialism, the spread of anti-Americanism, and the elimination of Israel. |
For det andet deler venstrefløjen og islamister specifikke politiske mål: som antiimperialister (men kun hvad angår Vesten), en irakisk sejr over koalitionsstyrkerne, en afslutning på krigen mod terror, udbredelse af antiamerikanisme og elimeneringen af Israel. De er på den anden side enige om behovet for masseindvandring og multikulturalisme i Vesten. De arbejder sammen og opnår sammen mere, end de kan hver for sig. Det første væsentlige eksempel på dette fandt sted i Storbritannien i 2001, da organisationer som Det Britiske Kommunistparti og Storbritanniens Muslimske Sammenslutning dannede Koalitionen Stands Krigen (en henvisning til Afghanistan og Irak).
For det tredie nyder begge parter godt af gode relationer. Islamister får adgang til legitimitet, færdigheder og anseelse fra venstrefløjen, mens venstreorienterede får kanonføde. Douglas Davis fra Londons Spectator kalder koalitionen for
en gevinst for begge parter. Venstrefløjen, en hensygnende samling af kommunister, trotskister, maoister og castroister, havde klamret sig til resterne af en forældet sag; islamisterne kunne levere antal og passion, men de havde brug for et middel til at sælge billetter i den politiske arena. En taktisk alliance blev en operativ nødvendighed.[22]
Davis citerer en britisk venstreorienteret, der mere enkelt forklarer: "De praktiske fordele ved at samarbejde er nok til at opveje forskellene."
For det fjerde erstatter muslimerne ifølge marxister arbejderklassen som de revolutionære, der vil omstyrte den eksisterende borgerlige orden. Marx forudsagde, at det industrielle proletariat ville udfylde den rolle, men det blev i stedet stadigt mere velhavende og oplevede ikke sit revolutionære potentiale, så den forudsete kapitalistiske krise kom aldrig. De blev erstattet med islamister, der derved opfyldte marxistiske forudsigelser, selv om de forfulgte helt andre mål. Den franske radikale Jean Baudrillard portrætterede islamister som de undertrykte, der gør oprør mod deres undertrykkere.[23] Den franske fagforeningsmand Olivier Besancenot betragter islamister som "de nye slaver" af kapitalismen og finder det naturligt, at "de burde forene sig med arbejderklassen for at ødelægge det kapitalistiske system".[24]
Fortsættelser: Kolonisering
Positive holdninger var kun fremherskende, når muslimer ikke så ud til at være en trussel. Gamle holdninger vendte tilbage, da kristen selvtillid mindskedes på grund af fire forandringer: det hårde arbejde forbundet med at regere over undertvungne folkeslag, imperiers opløsning, muslimers genvundne uafhængighed og masseindvandring til Vesten.
Europæisk imperialisme og sekularisme udryddede ikke alle levn fra middelalderens fjendtlighed mod muslimer, især ikke konfronteret med et fortsat muslimsk fjendskab den anden vej. Moderne imperialisme fremkaldte latente korsridder- og reconquista-impulser. Minder om korstogene var fortsat stærke. Gamle tab nagede og var en medvirkende inspiration ved den vesteuropæiske generobring af mange af de lande, der tidligere var kristne; "Saladin, nous voilà" var ordene, hvormed en erobrende fransk general annoncerede sin ankomst til Damaskus i 1920.[25] I 1972 henviste en diplomat til en rivalisering mellem muslimer og kristne i provinsen Sabah i Malaysia: "Det, der sker i Sabah i dag, er kun en svag afglans af, hvad der skete under korstogene for tusind år siden."[26]
Imperialisme bragte europæere i mere, ofte fjendtlig, kontakt med muslimer, hvilket gav ny næring til gamle fjendskaber og øgede spændingerne mellem kristne og muslimer. Mange antikoloniale bevægelser, som dem i Algeriet og Kaukasus, har en umiskendelig islamisk karakter. Europæeres undertvingelse af muslimer mindskede den historisk betingede frygt for islam, men fjernede den ikke, for muslimer modstod generelt kristne styrer med en særlig voldsomhed, som franskmændene mødte i Vestafrika, tyskerne i Østafrika, russerne i Kaukasus, briterne i Afghanistan og hollænderne i Ostindien. Spanierne, amerikanerne og filippinerne lærte alle denne lektie på Filippinerne.
Når muslimer blev erobret, skilte de sig ud ved deres modvilje mod at tilegne sig europæiske sprog, kultur og religion. |
Når muslimer blev erobret, skilte de sig ud ved deres modvilje mod at tilegne sig europæiske sprog, kultur og religion, og det skabte vrede blandt administratorer og missionærer. Koloniherrer måtte finde på nye metoder for at regere over deres muslimske befolkninger, som Lyautey-systemet i Marokko eller Omankystens Traktatlande i Den Persiske Bugt. Hvad værre var, så gik muslimer som regel til modangreb, og navnene på disse episoder giver mindelser om middelalderens konfrontationer: det sorte hul i Calcutta, Sepoy-oprøret, de bulgarske rædsler, Alexandra Hospital-massakren, Gordons sidste bastion, Somalias Gale Mullah og den store brand i Smyrna. Som historikeren Norman Daniel indsigtsfuldt bemærker: "imperier øgede den nedarvede mistænksomhed over for islam".[27]
Fortsættelser: Afkolonisering og dens følger
De europæiske magters hurtige fald under deres udvidede borgerkrig 1914-1945 afslørede grænsen for ændringer i kristnes holdninger. Hvor næsten hele den muslimske verden var underlagt europæere i halvandet århundrede, kom uafhængighed fra Europa derimod hurtigt, især i løbet af de tyve år 1945-1965. Genoptagelsen af muslimsk uafhængighed fulgt af islamismens opblomstring afslørede, at den gamle frygt for muslimer fortsat fandtes i det dulgte. Den berygtede, men lærde, racist Lothrop Stoddard bemærkede allerede i 1921: "Islams verden, der i næsten tusind år forholdt sig mentalt og åndeligt passiv, er igen aktiv og på fremmarch."[28] Få år senere forudså den amerikanske geograf Isaiah Bowman, at blandt de problemer, som de britiske og franske imperier stod over for, "er ingen så vidtrækkende eller skæbnesvangre som spørgsmålet om kontrol over store og fjendtligtsindende eller fanatiske muhammedanske befolkninger".[29] I 1946 vurderede en amerikansk efterretningsrapport, at "de muslimske lande udgør en potentiel trussel mod verdensfreden".[30]
I 1946 vurderede en amerikansk efterretningsrapport, at "de muslimske lande udgør en potentiel trussel mod verdensfreden". |
Efter uafhængighed genopvakte nye spændinger yderligere den gamle bekymring blandt kristne. Muslimer og kristne fortsatte deres lange tradition for konflikt så forskellige steder som i Bosnien-Herzegovina, Cypern, Libanon, Chad, Sudan, Uganda, Eritrea, Mozambique og Filippinerne. Blandt de vigtige milepæle var Gamal Abdel Nassers nationalisering af Suezkanalen, den algierske uafhængighedskrig, den arabiske olieembargo i 1973, den iranske revolution, og krige i det tidligere Jugoslavien og i Kuwait, Afghanistan og Irak.
Den iranske besættelse af den amerikanske ambassade i Teheran i november 1979 varede i 444 dage og er et studie i genoplevede følelser: Det er værd at bemærke, at episoden, udover at forårsage en diplomatisk krise mellem to regeringer, slap en gensidig strøm af følelser løs.
Gidseldramaet ansporede mange tusinde iranere til at demonstrere og bebrejde USA for enhver tænkelig ulykke i det iranske liv, "fra drab og etniske uroligheder til trafikpropper [og] narkoafhængighed."[31] Irans leder, Ruhollah Khomeini, kaldte USA for "den store Satan", nedgjorde deres kultur og fornærmede deres præsident. USA reagerede lige sådan, udviste iranske indvandrere og malede Khomeinis ansigt på dartskiver. Iranere har siden Anden Verdenskrig fremprovokeret langt mere bitterhed end noget andet land: I modsætning til dem har koreanere og vietnamesere kun fremkaldt en brøkdel af dette raseri.
Denne gensidige fjendtlighed kunne næppe forklares med tidligere relationer mellem USA og Iran, idet begge lande havde nydt godt af vedvarende gode relationer fra tiden med W. Morgan Shusters pålidelige finansielle tjenester i 1911 til Jimmy Carters overstrømmende nytårshilsen til Iran i 1977 ("en ø af stabilitet i en af verdens mest problematiske regioner").[32] De to regeringer samarbejdede om mange vitale projekter, især inden for olieproduktion og afværgning af sovjetisk aggression. Mange iranere havde gennemført studier i USA, lige som amerikanske teknikere havde arbejdet i Iran. De gensidige følelser pegede mod noget andet end rutinemæssige politiske spændinger. Hvis de historiske kontakter mellem USA og Iran ikke kan forklare det opblussede raseri i 1979-1981, ligger forklaringen i den årtusindlange historie om fjendtlighed mellem muslimer og kristne.
Fortsættelser: En negativ arv
Norman Daniel bemærker, hvordan "middelalderens forståelse [af islam] forblev meget vedholdende [og] er stadig en del af Vestens kulturelle arv i vore dage."[33] Det religiøse element blev ganske vist mindre vigtigt, men de gamle temaer var stadig kraftfulde: For mange vesterlændinge er muslimer stadig karakteriseret ved vrangforestillinger, vold, bedrag og fanatisme. I nogle tilfælde kommer gamle forestillinger uændrede frem igen, som argumentet om, at middelalderens muslimer var kulturelle parasitter, der ikke skabte noget, men blot stjal fra de folk, som de undertvang sig; eller at taqiya (forstillelse) tillader muslimer at lyve efter forgodtbefindende.
Gamle fordomme forbliver derfor intakte. Den britiske premierminister William Gladstone beskrev i sit sensationelle hæfte fra 1876, Bulgarske rædsler og spørsmålet om Østen, tyrkere som "den største antihumane udgave af menneskeheden. Hvor de end tog hen, blev der trukket et bredt spor af blod bag dem; og lige så langt, som deres herredømme rakte, forsvandt civilisationen ud af syne."[34] En senere premierminister, Winston Churchill, udtrykte, hvad mange europæere tænkte om islam, i sin bog Story of the Malakand Field Force (1898):
den muhammedanske religion øger, i stedet for at mindske, intolerancens vrede. Den blev oprindeligt udbredt med sværd, og lige siden har dens tilbedere, mere end folk fra nogen anden trosretning, været genstand for denne form for galskab.[35]
I andre tilfælde er præmoderne indstillinger til islam blevet tilpasset en moderne kontekst. Ingen hævder fortsat, at islam er kristent kætteri; i stedet er Allah ifølge nye beskyldninger den hedenske månegud Hubal.[36] Middelalderlige påstande om, at islam ikke er en legitim trosretning, lever fortsat, men har nu fået en politisk drejning; den hollandske politiker Geert Wilders, argumenterer for, at "Islam er ikke en religion. Det er en totalitær, farlig og voldelig ideologi klædt i religiøse gevandter."[37]
Seksualitet er stadig et fremtrædende kritikpunkt, om end kritikkens fokus er skiftet. Muhammed var engang udskældt for sine mange kvinder; i tråd med tiden er han nu udskældt for at være en pædofil. Den middelalderlige europæiske beskrivelse af den muslimske kvinde som termagant (en "opfarende, dominerende kvinde; en rappenskralde, heks eller harpe") udviklede sig til den tidlige moderne odalisque ("en ydmyget haremslave") og i nyere tid til et offer for kvindelig omskæring, børneægteskaber, bigami og æresdrab. Fantasier om tilslørede kvinder med lidenskabeligt lokkende øjne veg for fuldt tildækkede kvindeskikkelser i deres burkaer; En anden britisk premierminister, Boris Johnson, sammenlignede dem med postkasser og bankrøvere.[38] Det engang glamorøse "oliesheikernes hemmelige liv"[39] ændredes til rædselshistorier om kvindelige husslaver og bortførte døtre.[40]
 Seksualitet er fortsat i søgelyset i forbindelse med kritik af muslimer og vedrører emner som kvindelig omskæring, børneægteskaber, bigami og æresdrab. |
Traditionel religiøs fjendtlighed over for muslimer mindskedes i 1700-tallet og blev erstattet med en kulturel fjendtlighed. Muslimer blev mindre skræmmende, bemærker historikeren Bernard Lewis, men de var fortsat ubehagelige for kristne: "en doktrinær fjendtlighed blev overtrumfet af en mere vag afvisning, der vandt frem i forbindelse med relationer".[41] Selv om europæerne ikke længere frygtede muslimer, var den gamle afsky der stadig. Da den amerikanskledede krig med Irak begyndte i 1991, overværede journalisten Raymond Sokolov fra Wall Street Journal en opførelse af Mozarts Bortførelsen fra Seraillet. Han reagerede på karakterer klædt som tyrkere, der talte pseudotyrkisk:
Hverken Mozarts vittighed eller Mozarts grundlæggende situationer giver mening, medmindre vi er enige om, i det mindste mens vi er i teatret, at muslimer er absurde og ondsindede. Det var i torsdags på ingen måde vanskeligt at se ting, som Mozart så dem.[42]
Wilfred Cantwell Smith finder det tvivlsomt, "om vesterlændinge – selv dem, der ikke er klar over, at de er involveret i den slags – nogen sinde er kommet sig helt over følgerne af denne langvarige, grundlæggende strid."[43] Gai Eaton, der er konverteret til islam, påpegede i 1985, at
Mindre end 300 år adskiller os fra Karlowitz [-traktaten], 300 år hvori europæerne kunne forsøge, i det mindste indtil for nylig, at glemme deres lange besættelse af islam. Det glemtes ikke så let.[44]
Hichem Djaīt betoner middelalderens sejlivede fordomme om islam, der "trængte så dybt ind i Vestens kollektive ubevidsthed, at man med uro må spørge sig selv, om de nogensinde kan udryddes."[45]
Fortsættelser: Indvandring
Den betydelige indvandring af muslimer til Europa, der begyndte i 1960'erne, medførte en vækst i antallet af indvandrere og konvertitter (når man ser bort fra Rusland) fra et ubetydeligt niveau til næsten 30 millioner. Det største antal kom fra Nordafrika, Tyrkiet og Sydasien, men stort set alle muslimske folkeslag er nu repræsenteret.
Hvor ikkevestlig indvandring generelt medfører mange praktiske problemer – nye sygdomme, sproglige vanskeligheder, utilstrækkelige arbejdskompetencer og høj arbejdsløshed – bringer muslimske tilvandrere ofte yderligere komplikationer som følge af deres islamiske holdninger. Mange vedrører kvinder: niqab og burka, seksuelle overgreb, grooming og gruppevoldtægter, taharrush (gruppers seksuelle overgreb), fætter-kusine-ægteskaber, polygami, kvindelig omskæring og æresdrab. Andre forhold afspejler en fjendtlig hensigt: delvist no-go zoner, förnedringsrån (røverier med henblik på at ydmyge), slaveri, voldelige reaktioner på kritik af muslimer eller islam, vold for at fremme islamisk herredømme og bestræbelser på at pålægge alle islamisk lov.
 Jihad har fremprovokeret negative holdninger til muslimer. I 2015 trængte to franske muslimske brødre ind i satiremagasinet Charlie Hebdos lokaler og dræbte 12 personer og sårede 11 andre. Ovenfor ses en demonstration i Paris til støtte for ofrene, 11. januar 2015. [Foto: Olivier Ortelpa] |
Navnlig vold mellem muslimer bredte sig i Vesten, og det førte til mord på blandt andre PLO-leder Issam Sartawi i Portugal i 1983, den tidligere iranske premierminister Shapour Bakhtiar i 1991 og tyrkiske dissidenter i Paris i 2013. Jihad blev vigtig og omfattede mordet på israelske atleter ved de olympiske lege i München i 1972, mordforsøget på Pave Johannes Paul II i 1981, fatwaen mod Salman Rushdie i 1989, angrebene den 11. september 2001, bombeangrebet i Madrid i 2004, drabet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004, bombeangrebet i London i 2007 og massakren på Charlie Hebdo i 2015. Ikke overraskende øgede dette nervøsiteten blandt kristne.
Illegal muslimsk indvanding førte til mange politiske slag i Europa, især i de geografisk mest udsatte lande Spanien, Malta, Italien og Grækenland. Det største slag kom efter den tyske kansler Angela Merkels uventede invitation til alt og alle om at komme til Tyskland, hvorefter omkring 1,5 million muslimer trængte ulovligt ind i Europa, og skænderierne rungede i årevis.
Mens den muslimske indvandring stiger, viser meningsmåling efter meningsmåling, at følelserne over for dem og islam bliver mere negative. For eksempel viste meningsmålinger allerede i 1986 og 1988 omhandlende franskmænds holdninger konsekvent, at mænd og kvinder begge var mindre tilbøjelige til at have seksuelle relationer med en araber end med nogen fra de andre nævnte kategorier (afrikanere, asiater, vestindere).[46] I 2013 havde 73% af de adspurgte franskmænd et negativt syn på islam, mens 77% af de adspurgte hollændere mente, at islam ikke beriger landet.[47]
I dag anser nogle analytikere Vestens lave fødselsrate, masseindvandringen af muslimer til Vesten, udbredelsen af multikulturalisme og den snigende islamisering som en kulturel trussel. Alan Jamieson afslutter sin undersøgelse af konflikter mellem kristne og muslimer med at bemærke: "Under de århundredlange konflikter mellem kristne og muslimer har den militære ubalance mellem de to parter aldrig været større, og alligevel kan det dominerende Vesten ikke drage nogen fordel af det", eftersom slagmarken ikke er militær.[48] Den italienske journalist Giulio Meotti formulerer det skarpere: "Når Østkirken kunne udslettes så let, så bliver det Vesteuropa næste gang."[49]
Konklusion
Westerners tend to recall the Muslim threat more vividly than the positive interactions. |
Vesterlændinge har en tendens til at mindes den muslimske trussel tydeligere end de positive interaktioner. Mindet om konflikter er stærkere end minderne om handel, kulturudvekslinger og tegn på tolerance. Alle andre end sicilianere, forskere og turister har glemt Roger II, Siciliens normanniske konge, ved hvis hof den muslimske lærdom blomstrerede i korsfarertiden. Den andalusiske arv af convivencia (sameksistens) er blevet beskrevet som en overdrivelse eller ligefrem et bedrag.[50] Susana Martínez fra Evoras universitet i Portugal håber ikke desto mindre, at arven kan give en løsning:
Vi er nødt til fortsat at fortælle ... historierne om almindelige mennesker og hvordan de interagerede, hvordan de delte levevis. Disse fortællinger er en effektiv måde at afmontere fordomme, som vi måtte have om de andre.[51]
Jeg værdsætter bestræbelserne, men det vækker færre følelser at fokusere på fælles levevis end at minde om tragiske nederlag og heroiske sejre. Den fjendtlige konfrontation langs "verdens ældste grænse" er der stadig. Historikeren Raymond Ibrahim trækker sammenfattende mentaliteten skarpt op: "Vesten og islam har været dødsfjender siden sidstnævntes fremkomst for omkring fjorten hundrede år siden."[52]
Det rejser spørgsmålet om skyld: Hvem er den mest aggressive part? Norman Itzkowitz fra Princeton University mener, at Vesten har det største ansvar: "Det kristne Europas endeløse kamp for at vinde over islam har til alle tider forgiftet atmosfæren og fortsætter med at gøre det i vore dage."[53] Mere overbevisende er Bernard Lewis (også fra Princeton), der mener, at det primært er muslimer, der er drivkraft bag konflikten:
Det kristne Europa var i omkring tusind år, fra islams fremkomst i 600-tallet indtil den anden belejring af Wien i 1683, udsat for en konstant trussel fra islam: den dobbelte risiko for erobring og konvertering.[54]
Et blik på udbredelsen af kristne og muslimer i årene 600 og 1600 gør dén konklusion uomtvistelig.
Holdningernes sejlivethed og vedholdenhed er bemærkelsesværdig. Som Lewis fastslår, udviklede muslimerne en foragtende holdning over for Europa, der varede et årtusind og fortsatte selv ind i den europæiske imperietid.[55] Kristnes følelser over for muslimer var næsten det præcis modsatte: De frygtede og hadede muslimerne med en vedholdenhed, der varede til omkring år 1700, hvorefter den aftog de følgende tre århundreder. Nogle europæere lagde de gamle holdninger helt fra sig, men fjendtlighed over for islam fastholder sit historiske greb blandt mange andre. For at citere endnu en forsker fra Princeton, Charles Issawi: "Arven efter den lange, triste fortid følger os stadig i høj grad og vil fortsætte med at farve forestillingerne og plage forholdet mellem Vesten og den islamiske verden langt ud i fremtiden."[56]
Daniel Pipes (DanielPipes.org, @DanielPipes) er præsident for Middle East Forum.
Appendiks: Vestens erobringer af muslimskdominerede områder, 1764-1919
1764 Bengal (Det britiske Ostindiske kompagni) 1777 Balam-Bangan, Indonesien (Holland) 1783 Krim (Rusland) 1786 Penang. Malaysia (Storbritannien) 1798 Egypten (Frankrig) 1799 Syrien (Frankrig) 1800 Dele af Malaysia (Storbritannien) 1801 Georgien (Rusland) 1803–1828 Azerbaijan (Rusland) 1804 Armenien (Rusland) 1808 Vestjava (Holland) 1820 Bahrain; Qatar; De Forenede Arabiske Emirater (Storbritannien) 1830 Manchanagara, Indonesien (Holland) 1830–1846 Fransk Algeriet (Frankrig) 1834–1859 Kaukasien (Rusland) 1839 Det Centrale Sumatra, Indonesien (Holland), Aden, Sydyemen (Storbritaanien) 1841 Sarawak (Sir James Brooke, en brite) 1843 Sind, Indien (Storbritannien) 1849 Kashmir and Punjab, India (Britain), Parts of Guinea (Frankrig) 1849–1854 Syr Darya Valley, Kazakhstan (Russia) 1856 Oudh, Indien (Storbritannien) 1858 Hele Indien under den britiske krone 1859 Daghestan (Rusland) 1859–1860 Tetuan, Marokko (Spanien) 1864 Cimkent, Kazakhstan (Rusland) 1866 Tashkent, Uzbekistan (Rusland) 1868 Bukhara, Uzbekistan (Rusland) 1872–1908 Aceh, Indonesien (Holland) 1873 Khiva, Uzbekistan (Rusland) 1876 Khokand, Uzbekistan (Rusland), Socotra, Sydyemen (Storbritannien), Quetta, Pakistan (Storbritannien) 1878 Kars og Ardahan, Tyrkiet (Rusland), Bulgarien (Rusland), Bosnien og Herzegovina, Serbien, Montenegro, (Østrig), Cypern (Storbritannien) |
1878–1879 Khyberpasset, Pakistan (Storbritannien) 1881 Ashkhabad, Turkmenistan (Rusland) 1881-1883 Tunesien (Frankrig) 1882 Egypten (Storbritannien), Assab, Ethiopien (Italien) 1883-1888 Øvre Niger (Frankrig) 1884 Nordsomalia (Storbritannien, Frankrig), Merv, Turkmenistan (Rusland) 1885 Østrumelien (Bulgarien), Rio de Oro, Mauritanien (Spanien) 1885-1889 Eritrea, Ethiopien (Italien) 1887 Harar (Ethiopien) 1887-1896 Guinea (Frankrig) 1888 Nordborneo, Malaysia (Storbritannien) 1889-1892 Sydsomalia (Italien) 1890 Zanzibar, Tanzania (Storbritannien) 1891 Oman (Storbritannien)1892-1893 Nedre Niger Bassin (Frankrig) 1893 Uganda (Storbritannien) 1896–1898 Nordsudan (Storbritannien) 1898–1903 Nordnigeria (Storbritannien) 1898–1899 Sydniger (Frankrig) 1899 Kuwait (Storbritannien) 1900–1914 Det sydlige Algeriet (Frankrig) 1903 Makedonien (Rusland og Østrig) 1906 Wadai, Chad (Frankrig) 1908 Kreta (Grækenland) 1909 Den nordlige Malayahalvø (Storbritannien) 1911–1928 Libyen (Italien) 1912 Dodecanese (Italien), Vestsahara (Spanien) 1912-1934 Marokko (Frankrig og Spanien) 1913 Sydfilippinerne (USA), Det Centrale Thrace (Bulgaria) 1914 Hele Malaysia (Storbritannien) 1917 Israel; Jordan (Storbritannien), Lebanon; Syrien (Frankrig) 1918 Dele af Tyrkiet (Italien, Grækenland, Frankrig) 1919 Irak (Storbritannien) |
[1] Beskrevet i første del af denne analyse, Daniel Pipes, "'Gudløse saracenere truer med ødelæggelse', Præmoderne kristne reaktioner på islam og muslimer", Middle East Quarterly, vinter 2021.
[2] Disse to sammenstød er sammen med et tredje i 1956 sammenlignet i artiklen "Tre franske invasioner af Egypten", der er et uddrag af Daniel Pipes, In the Path of God: Islam and Political Power (New York: Basic Books, 1983), s. 98-101.
[3] Se appendiksets liste over årstal og begivenheder, der er hentet fra ibid., s. 102-103.
[4] Henry Dodwell, The Founder of Modern Egypt: A Study of Muhammad 'Ali (Cambridge, U.K.: Cambridge University Press, 1931), s. 2.
[5] Sir Paul Rycaut, The History of the Present State of the Ottoman Empire (London: R. Clavell, J. Robinson og A. Churchill, 1686), s. 213.
[6] The Works of Sir William Jones, Lord Teignmouth, ed. (London: John Stockdale og John Walker, 1807), s. 69.
[7] "Treaty of Peace and Friendship, signed at Tripoli November 4, 1796 (3 Ramada I, A. H. 1211) and at Algiers January 3, 1797 (4 Rajab, A. H. 1211)", i Treaties and Other International Acts of the United States of America, vol. 2, Hunter Miller, ed. (Washington: Government Printing Office, 1931), doc. 1-40: 1776-1818.
[8] Thomas Carlyle, On Heroes, Hero-Worship, and the Heroic in History (London: Chapman og Hall, 1840).
[9] The Light (Vicksburg, Miss.), 24. Jan. 1933.
[10] Peter Hughes, Eighteenth-century France and the East (London: Trustees of the Wallace Collection, 1981), s. 13-14.
[11] Jacob S. Dorman, The Princess and the Prophet: The Secret History of Magic, Race, and Moorish Muslims in America (Boston: Beacon Press, 2020), s. 52.
[12] L. Carl Brown, "Movies and the Middle East", Comparative Civilizations Review, vol. 13, no. 13, 1. Jan. 1985.
[13] Desmond Stewart, The Arab World (New York: Time-Life Books, 1962), s. 13.
[14] Dette afsnit tager udgangspunkt i Daniel Pipes, "Den [islamistisk-venstreorienteret] allierede trussel", National Review, 14. juli 2008.
[15] The New York Times, 23. jan. 1979.
[16] Business Insider (New York), 2. juli 2016.
[17] BBC News, 12. juli 2004.
[18] Hugo Kugiya, "Audiences Small but Adoring: Kucinich undeterred by long-shot status", Newsday, 10. Feb. 2004.
[19] Jemima Khan, "One day, I'll be a national treasure", The New Statesman (London), 25. apr. 2012.
[20] The Boston Globe, 20. maj 2007.
[21] Ilich Ramírez Sánchez, L'islam révolutionnaire (Monaco: Éditions du Rocher, 2003).
[22] Douglas Davis, "United in hate," The Spectator, 20. aug. 2005.
[23] Jean Baudrillard, La Guerre du Golfe n'a pas eu lieu (Paris: Galilée, 1991).
[24] Davis, "United in Hate".
[25] James Barr, "General Gouraud: 'Saladin, We're Back!' Did He Really Say It?" Syria Comment, University of Oklahoma, 27. maj 2016.
[26] Far Eastern Economic Review, 25. nov. 1972.
[27] Norman Daniel, Islam, Europe and Empire (Edinburgh: Edinburgh University Press, 1966), s. 482.
[28] Lothrop Stoddard, The New World of Islam (New York: Charles Scribner's Sons, 1921), s. 355.
[29] Isaiah Bowman, The New World: Problems in Political Geography, 4th ed. (Yonkers, N.Y.: World Book, 1928), s. 124.
[30] "Intelligence Review," Military Intelligence Div., War Dept., Washington, D.C., 14. feb. 1946, s. 34.
[31] The New York Times, 6. jan. 1980.
[32] Ibid., 2. jan. 1978.
[33] Norman Daniel, Islam and the West: The Making of an Image (Edinburgh: The University Press, 1958), s. 278.
[34] William Gladstone, Bulgarian Horrors and the Question of the East (New York og Montreal: Lovell, Adam, Wesson, og co., 1876), s. 10.
[35] Winston Churchill, The Story of the Malakand Field Force (London: Longman, 1898), s. 40.
[36] Robert A. Morey, The Moon-god Allah in the Archeology of the Middle East (Las Vegas: Faith Defenders, 1994).
[37] "Geert Wilders: "In My Opinion, Islam Is Not a Religion", Gatestone Institute, 16. sept. 2017.
[38] The Telegraph (London), 5. aug. 2018.
[39] Linda Blandford, Super-Wealth: The Secret Lives of the Oil Sheikhs (New York: William Morrow, 1977).
[40] USA Today, 21. nov. 2001; The Guardian (London), 5. mar. 2020.
[41] Bernard Lewis, The Muslim Discovery of Europe (New York: Norton, 1982), s. 482-3.
[42] Raymond Sokolov, "Mozart and the Muslims," The Wall Street Journal, 23. jan. 1991.
[43] Wilfred Cantwell Smith, Islam in Modern History (Princeton, N.J., and London: Princeton University Press and Oxford University Press, 1957), s. 106.
[44] Charles Le Gai Eaton, Islam and the Destiny of Man, 1st ed. (Albany: State University of New York Press, 1985), s. 18.
[45] Hichem Djaīt, L'Europe et l'Islam (Paris: Seuil, 1978), s. 21.
[46] Le Nouvel Observateur, 24. juni 1988.
[47] Daniel Pipes, "Anti-islam overgår islam i Vesten", DanielPipes.org, 24. nov. 2013.
[48] Alan Jamieson, Faith and Sword: A Short History of Christian-Muslim Conflict (London: Reaktion Books, 2006), s. 215.
[49] Giulio Meotti, "Europe: Destroyed by the West's Indifference?", Gatestone Institute, 19. Nov. 2017.
[50] Darío Fernández-Morera, The Myth of the Andalusian Paradise (Wilmington, Del.: ICI Books, 2016).
[51] Marta Vidal, "Portuguese Rediscovering Their Country's Muslim Past", Al-Jazeera, 10. juni 2020.
[52] Raymond Ibrahim, Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West (New York: Da Capo, 2018), s. xvii.
[53] Norman Itzkowitz, "The Problem of Perceptions", i L. Carl Brown, ed., Imperial Legacy: The Ottoman Imprint on the Balkans and the Middle East (New York: Columbia University Press, 1996), s. 34.
[54] Bernard Lewis, Islam and the West (New York: Oxford University Press, 1993), s. 127.
[55] I Bernard Lewis, The Muslim Discovery of Europe.
[56] Charles Issawi, "The Change in the Western Perception of the Orient", i The Arab World's Legacy: Essays (Princeton, N.J.: Darwin Press, 1981), s. 371.
