Hvordan opfattede den amerikanske regering islam som en politisk magtfaktor før i tiden? For et få et svar herpå foreslår jeg, at man kaster et blik på en "fortrolig" 76-sider lang undersøgelse (frigivet i 1979), som blev trykt for tres år siden i morgen af Militærets Efterretningstjeneste under det amerikanske krigsministerium.
Rapporten fra 1946, som jeg har lagt online i pdf-format, (advarsel: det er et omfattende dokument, som kan være langsomt at downloade), udgør åbningsnummeret i en række ugentlige rapporter med den kortfattede overskrift Intelligence Review (Efterretningstidsskrift). Denne serie præsenterer "aktuelle efterretninger, som afspejler iøjnefaldende udviklinger af militær interesse på områder som politik, økonomi, sociologi, tekniske videnskaber og selvfølgelig militære forhold." Kapiteloverskrifterne i dette første nummer omfatter: "Stormagternes overgang til militære systemer beregnet på fredstid," "Manchuriet: Sovjetisk eller kinesisk område?" og "Hvede: Nøglen til verdens fødevareforsyning."
Af speciel interesse er et 11-sider langt kapitel omhandlende "Islam: En trussel mod verdensstabiliteten." Det indledes med nogle dystre iagttagelser:
Med ganske få undtagelser er staterne [i den muslimske verden] præget af fattigdom, uvidenhed og stagnation. Den er fuld af utilfredshed og frustration, men levende, med bevidsthed om sin ringere stilling og opsat på at opnå en form for forbedring.
To grundlæggende drivkræfter støder sammen i disse områder, og denne kollision af interesser rummer en indbygget konflikt. Disse drivkræfter afslører sig i de daglige nyhedsberetninger om drab og terrorisme, om pressionsgrupper i oppositionen, og om rå nationalisme og nøgen ekspansionisme maskeret som diplomatiske manøvrer.
Rapporten forklarer herefter disse to drivkræfter og begynder rimeligt nok med at fokusere på den præmoderne epokes lange skygger.
Den første af disse drivkræfter stammer fra muslimernes egen sfære. Muslimerne husker den magt, hvormed de engang ikke blot herskede over deres egne områder, men også overmandede halvdelen af Europa, men de er også smerteligt klar over deres nuværende økonomiske, kulturelle og militære forarmelse. Der bliver således opbygget et kolossalt indre pres i deres kollektive tænkning. Muslimerne har til hensigt, med alle til rådighed stående midler, at genvinde deres politiske uafhængighed og høste profitten af egne resurser. … Området har kort sagt et mindreværdskompleks, og dets aktiviteter er derfor lige så uforudsigelige som aktiviteterne hos et hvilket som helst individ med samme motivation.
At betragte muslimer i psykologiske termer er karakteristisk for perioden, hvor socialvidenskabsfolk hyppigt betragtede politik gennem den individuelle adfærds prisme. (Et berømt eksempel på en sådan analyse findes i Ruth Benedicts undersøgelse fra 1946, The Chrysanthemum and the Sword: Patterns of Japanese Culture (Krysanthemumen og sværdet: Mønstre i japansk kultur), som hævdede, at den japanske nationalkarakter til dels formes ved hjælp af strenge toilettræningsmetoder.)
Den anden grundlæggende drivkraft stammer udefra. Verdens store og større magter dækker de økonomiske rigdomme i de muslimske områder og er også opmærksomme på nogle af disse områders strategiske placering. Deres handlinger er så vanskelige at forudsige, fordi hver eneste af disse magter ser sig selv i rollen som kunden, der ønsker at gøre sine indkøb i hast, fordi han tilfældigvis ved, at hele butikken vil blive plyndret.
I en atmosfære, der i den grad er mættet af letfængelige gasser af mistro og ambitioner, kan den mindste gnist føre til en eksplosion, som kan involvere hvert eneste land, der har forpligtet sig på at bevare verdensfreden.
Indledningen slutter med en berettigelse af den aktuelle analyse: "En forståelse af den muslimske verden samt det pres og de kræfter, som opererer i den, udgør derfor en væsentlig del af de grundlæggende rammer for efterretningsarbejdet."
Kapitlet fortsætter med en én-sides skitse af muslimsk historie, som indeholder følgende iagttagelse: "I øjeblikket findes der ingen stærke muslimske stater. Lederskabet af den muslimske verden forbliver i Mellemøsten, især i Arabien." Hvis man betænker Arabiens tilbageståenhed i 1946, så var denne sætning enten et udtryk for meget dårlig informering eller meget stor forudseenhed.
Hovedparten af kapitlet kikker på kræfter, som svækker eller styrker den muslimske enhed. Førstnævnte inkluderer manglen på et fælles sprog, religiøs splittelse, geografisk adskillelse, økonomisk ulighed, politisk rivaliseren og det, rapporten taktløst kalder for "prostituering af lederskabet." Dette sidste er ikke så meget en hudflettelse af muslimske konger, præsidenter og emirer, men fortæller om, hvordan adskillige ikke-muslimske magter, endende med Sovjetunionen, har hævdet at være islams beskyttere. Analysen indeholder den bemærkelsesværdige iagttagelse, at "muslimerne er rimeligt mistænksomme over for deres ledere."
De kræfter, som styrker den muslimske enhed, optræder i en anden, kortere liste: pilgrimsfærden til Mekka, klassisk arabisk, moderne kommunikationsmidler og Den Arabiske Liga. En omtale af hajj medfører én stærkt fejlagtig forudsigelse: "Knapheden på rejsemuligheder under krigen har reduceret den sædvanlige skare til omkring 20.000-30.000 om året. Selvom antallet sikkert vil stige nu, vil det sandsynligvis ikke nå tidligere højder." (I virkeligheden sætter pilgrimsrejserne nye deltagerrekorder praktisk taget hvert eneste år og tæller nu tre millioner pilgrimme, mange gange flere end det nogensinde var tilfældet før 1946.)
Kapitlet om islam slutter med et sideblik på USA's rivaliseren med Sovjetunionen. Frem for at se islam som et "bolværk mod kommunismen," sådan som det senere blev tilfældet, betragter Militærets Efterretningstjeneste muslimerne som et nemt bytte for Moskva. Den finder de muslimske stater "svage og sønderrevne af interne stridigheder" og vurderer deres befolkninger til at være for "utilstrækkeligt uddannede til at kunne bedømme propaganda eller forstå motiverne hos dem, der lover dem en ny Himmel og en ny Jord." Analysen slutter med en afklarende bemærkning:
På grund af den muslimske verdens strategiske position og dens befolkningers rastløshed repræsenterer de muslimske stater en potentiel trussel mod verdensfreden. Der kan ikke blive stabilitet i verden, når en syvendedel af jordens befolkning lever under den slags økonomiske og sociale betingelser, som muslimerne bliver påtvunget.
Denne stemme fra fortiden udløser tre iagttagelser. For det første ligger dens ligefremme udtryksform fjernt fra vore dages omhyggeligt formulerede regeringsanalyser (selv de klassificerede), som er beregnede på ikke at støde nogen. For det andet er den opfattelse, at den muslimske verden (som dengang udgjorde en syvendedel af verdens befolkning, i dag omkring en sjettedel) kunne true verdens stabilitet dyb og bemærkelsesværdig. For det tredje kunne mange af de spørgsmål, som plager vore dages verden, skelnes for to generationer siden – muslimernes frustration, længslen efter en tidligere æra, den politiske omskiftelighed, modtageligheden over for ekstremistiske ideologier og truslen mod verdensfreden. Dette bekræfter endnu engang, at 11. september og tilstødende aggressioner ikke burde være blevet det chok, som de blev.
