"Her er to broderlande, samlet som en enkelt næve," udtalte socialisten Hugo Chávez under et besøg i Teheran i november sidste år, hvor han fejrede sin alliance med islamisten Mahmoud Ahmadinejad. Che Guevaras søn Camilo, som ligeledes besøgte Teheran sidste år, erklærede, at hans far ville have "støttet landet i dets aktuelle kamp imod USA." De to fulgte således i Fidel Castros fodspor, idet Castro under et besøg i 2001 fortalte sine værter, at "Iran og Cuba, i samarbejde med hinanden, kan bringe Amerika i knæ." På sin side har Ilich Ramírez Sánchez ("Jakalen Carlos") i sin bog L'islam révolutionnaire ("Revolutionær islam") skrevet, at "kun en koalition af marxister og islamister kan ødelægge USA."
Det er ikke kun latinamerikanske venstreorienterede, der har øje for potentialet i islamismen. Ken Livingstone, Londons trotskistiske borgmester, omfavnede bogstavelig talt den prominente islamistiske tænker Yusuf al-Qaradawi. Ramsey Clark, tidligere amerikansk justitsminister, besøgte Ayatollah Khomeini og tilbød sin støtte. Noam Chomsky, MIT-professor, besøgte Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, og støttede, at Hizbollah beholdt sine våben. Ella Vogelaar, hollandsk minister for boligbyggeri, boligkvarterer og integration, har så stor sympati for islamismen, at en af hendes kritikere, den iranskfødte professor Afshin Ellian, har kaldt hende for "islamiseringsminister."
Under sin første præsidentkampagne i 2004 citerede Dennis Kucinich fra Koranen og fik de muslimske tilhørere til at messe "Allahu akbar" ("Gud er stor"), og han erklærede ligefrem: "Jeg har en kopi af Koranen stående i mit kontor." Spark, en ungdomsavis for Englands socialistiske arbejderparti, hyldede Asif Mohammed Hanif, den engelske selvmordsbombemand, der angreb en bar i Tel Aviv, som en "helt for den revolutionære ungdom," der udførte sin mission "i internationalismens ånd." Workers World, en amerikansk kommunistisk avis, udgav en nekrolog, som hyldede Hizbollahs mesterterrorist, Imad Mughniyeh.
Visse venstreorienterede går endnu videre. Flere — Jakalen Carlos, Roger Garaudy, Jacques Vergès, Yvonne Ridley og H. Rap Brown — er rent faktisk konverteret til islam. Andre reagerer med begejstring på islamismens vold og brutalitet. Den tyske komponist Karlheinz Stockhausen har kaldt den 11. sept. for "det største kunstværk for hele kosmos," mens den afdøde amerikanske romanforfatter Norman Mailer kaldte angrebets udførere for "strålende."
Og intet af dette er nyt. Under Den Kolde Krig støttede islamisterne Sovjetunionen imod USA. For som Ayatollah Khomeini udtrykte det i 1964: "Amerika er værre end England, England er værre end Amerika og Sovjetunionen er værre end dem begge. Den ene er værre end den anden, den ene er mere afskyelig end den anden. Men i dag beskæftiger vi os med det ondsindede fænomen Amerika." I 1986 skrev jeg, at "USSR udsættes blot for en brøkdel af det had og den giftighed, som bliver rettet imod USA."
Venstrefløjen gjorde gengæld. I 1978-79 udtrykte den franske filosof Michel Foucault stor begejstring for den iranske revolution. Janet Afary og Kevin B. Anderson forklarer:
Gennem hele livet indebar Michel Foucaults begreb om autenticitet en optagethed af situationer, hvor mennesker levede livet farligt og flirtede med døden, stedet hvor kreativiteten opstod. I overensstemmelse med traditionen fra Friedrich Nietzsche og Georges Batailles havde Foucault taget kunstneren til sig som den, der skubbede til rationalitetens grænser, og han skrev med stor lidenskab for at forsvare den irrationalitet, som brød nye grænser. I 1978 fandt Foucault en sådan overskridende kraft hos den revolutionære figur Ayatollah Khomeini og de millioner, som risikerede døden, da de fulgte ham på revolutionens kurs. Han vidste, at denne form for "grænse-" oplevelser kunne føre til nye former for kreativitet, og han støttede dem lidenskabeligt.
En anden fransk filosof, Jean Baudrillard, beskrev islamisterne som slaver, der gjorde oprør imod en undertrykkende samfundsorden. I 1978 kaldte Foucault Ayatollah Khomeini en "helgen," og et år senere kaldte Andrew Young, Jimmy Carters ambassadør i FN, ham for en "slags helgen."
Denne velvilje kan måske forekomme overraskende, når man betænker de to bevægelsers dybe, indbyrdes forskelle. Kommunister er ateister, og venstreorienterede er sekulære; islamister henretter ateister og gennemtvinger religiøs lov. Venstrefløjen forherliger arbejdere; islamismen privilegerer muslimer. Den ene drømmer om et arbejderparadis, den anden om et kalifat. Socialisterne ønsker socialisme; islamisterne accepterer det frie marked. Marxismen indebærer lighed mellem kønnene; islamismen undertrykker kvinder. Venstreorienterede afskyr slaveri; nogle islamister billiger det. Som journalisten Bret Stephens bemærker, så har venstrefløjen helliget "de seneste fire årtier til kampen for de selv samme friheder, som islam for det meste er imod: seksuel og forplantningsmæssig frihed, homoseksuelles friheder, frihed fra religion, pornografi og forskellige former for kunstnerisk overskridelse, pacifisme og så videre."
Disse uoverensstemmelser synes at overskygge de få ligheder, som det lykkedes Oskar Lafontaine, tidligere formand for Tysklands socialdemokratiske parti, at finde: "Islam er styret af fællesskab, hvilket stiller det i modsætning til den ekstreme individualisme, som truer med at slå fejl i Vesten. [Desuden] kræves det af den troende muslim, at han deler sin rigdom med andre. Venstrefløjen ønsker også at se den stærke hjælpe den svage."
Hvorfor så dannelsen af det, som David Horowitz kalder for den venstrefløjs-islamistiske "uhellige alliance"? Af fire hovedårsager.
For det første, som den engelske politiker George Galloway forklarer: "Den progressive bevægelse rundt om i verden og muslimerne har de samme fjender," nemlig den vestlige civilisation i almindelighed og USA, Storbritannien og Israel i særdeleshed, plus jøder, troende kristne og internationale kapitalister. I Iran, ifølge den politiske kommentator i Teheran Saeed Leylaz, "tillod regeringen praktisk talt venstrefløjen at operere indtil for fem år siden, så de kunne konfrontere de religiøst frisindede."
Lyt til deres udskiftelige ordvalg: Harold Pinter beskriver Amerika som "et land styret af en hoben kriminelle sindssyge," og Osama bin Laden kalder landet "uretfærdigt, kriminelt og tyrannisk." Noam Chomsky betegner Amerika som en "førende terroriststat," og Hafiz Hussain Ahmed, pakistansk politisk leder, bedømmer den til at være "den største terroriststat." Disse fællestræk er nok til at overbevise de to sider om at skubbe deres mange forskelle til side til fordel for et samarbejde.
For det andet deler de to sider visse politiske mål. En meget stor fælles demonstration i London i 2003 imod krigen mod Saddam Hussein gav symbolsk deres alliance vind i sejlene. Begge sider ønsker, at koalitionsstyrkerne skal tabe i Irak, at krigen mod terror bliver indstillet, at anti-amerikanismen spredes, og at Israel udslettes. De er enige om masseimmigration til og multikulturalisme i Vesten. De samarbejder om disse mål ved møder såsom den årlige Cairo Anti-War Conference, som fører venstreorienterede og islamister sammen for at smede "en international alliance imod imperialisme og zionisme."
For det tredje har islamismen historiske og filosofiske bånd til marxisme-leninismen. Sayyid Qutb, den egyptiske islamistiske tænker, accepterede den marxistiske teori om historiens trin, idet han blot tilføjede en islamisk efterskrift til dem; han spåede, at der ville følge en evig islamisk æra efter kapitalismens og kommunismens kollaps. Ali Shariati, den intellektuelle nøglefigur bag den iranske revolution i 1978–79, oversatte Franz Fanon, Che Guevara og Jean-Paul Sartre til persisk. Mere bredt noterer den iranske kommentator Azar Nafisi, at islamismen "i lige så høj grad henter sin sprogbrug, sin målsætning og sine aspirationer fra de mest krasse former for marxisme som fra religionen. Dens ledere er lige så påvirket af Lenin, Sartre, Stalin og Fanon, som de er af profeten."
Hvis vi bevæger os fra teorien over i den faktiske virkelighed, så ser marxisterne i islamisterne en mærkelig opfyldelse af deres profetier. Marx forudså, at forretningsprofitterne ville bryde sammen i de industrielle lande, hvilket ville få virksomhedslederne til at presse arbejderne; proletariatet ville blive forarmet, oprørsk og skabe en socialistisk samfundsorden. Men i stedet blev proletariatet i industrilandene stadig mere velstående, og dets revolutionære potentiale visnede. Gennem halvandet århundrede, skriver forfatteren Lee Harris, ventede marxisterne forgæves på kapitalismens krise. Så kom islamisterne, begyndende med den iranske revolution og efterfølgende den 11. sept. og andre angreb på Vesten. Omsider havde den tredje verden indledt sin revolte imod Vesten og opfyldte de marxistiske spådomme — selvom det var under det forkerte banner og med de forkerte mål. Olivier Besançonneau, en fransk venstreorienteret, anser islamisterne for at være kapitalismens "nye slaver" og spørger, om det så ikke er naturligt, at "de kunne forene sig med arbejderklassen om at ødelægge det kapitalistiske system." På et tidspunkt hvor kommunistbevægelsen er i "forfald," skriver kommentatoren Lorenzo Vidino og journalisten Andrea Morigi, anerkender Italiens "Nye Røde Brigader" rent faktisk de "reaktionære gejstliges ledende rolle."
For det fjerde, magt: Islamister og venstrefløj kan opnå mere sammen, end de kan hver for sig. I Storbritannien dannede de i fællesskab koalitionen imod krigen, Stop the War Coalition, hvis styringskomite omfatter repræsentanter fra organisationer som det engelske kommunistparti og Muslim Association of Britain. Englands Respect Party sammenkæder radikal international socialisme med islamistisk ideologi. De to sider gjorde fælles sag ved valget til Europaparlamentet i marts 2008 og opstillede fælles kandidatlister i Frankrig og England, skjult bag partinavne, som ikke afslørede meget.
Især islamisterne har gavn af den adgang, legitimitet, dygtighed og ildkraft, som venstrefløjen forsyner dem med. Cherie Booth, daværende premierminister Tony Blairs hustru, argumenterede for en sag på appeldomstolsniveau om at hjælpe en pige, Shabina Begum, så hun kunne bære jilbab, en islamisk klædning, i en engelsk skole. Lynne Stewart, en venstreorienteret sagfører, brød amerikansk lov og gik i fængsel for at hjælpe Omar Abdel Rahman, den blinde sheik, med at anstifte revolution i Egypt. Volkert van der Graaf, en fanatisk forkæmper for dyrs rettigheder, dræbte den hollandske politiker Pim Fortuyn for at få ham til at holde op med at gøre muslimer til "syndebukke." Vanessa Redgrave finansierede halvdelen af en sikkerhedskaution på 50.000 £, så Jamil el-Banna, en Guantánamo-mistænkt anklaget for at rekruttere jihadister til at kæmpe i Afghanistan og Indonesien, kunne spadsere ud af et britisk fængsel; Redgrave beskrev sin hjælp til el-Banna som "en stor ære" til trods for, at han var eftersøgt i Spanien for terrorismerelateret virksomhed og mistænkt for at have forbindelse til al-Qaeda. I en større målestok gjorde det indiske kommunistparti Teherans beskidte arbejde, da det forsinkede den indisk baserede opsendelse af TecSar, en israelsk spionsatellit, i fire måneder. Og venstrefløjen dannede International Solidarity Movement for at forhindre israelske sikkerhedsstyrker i at beskytte landet mod Hamas og anden palæstinensisk terrorisme.
I en artikel i London's Spectator kalder Douglas Davis koalitionen en "gave fra himlen for begge parter. Venstrefløjen, en engang skrumpende forsamling af kommunister, trotskister, maoister og castroister, havde klynget sig til de sidste rester af en nedslidt sag; islamisterne kunne mønstre antal og lidenskab, men de behøvede et fartøj, som kunne give dem medvind i det politiske terræn. En taktisk alliance blev til et operationelt imperativ." Mere enkelt sammenfattet af en britisk venstreorienteret: "Den praktiske gavn af et samarbejde er nok til at kompensere for forskellene."
Den spirende alliance af vestlige venstreorienterede og islamister rangerer som en af vore dages mest foruroligende politiske udviklinger, en alliance som hæmmer Vestens bestræbelser på at beskytte sig selv. Da Stalin og Hitler indgik deres infame pagt i 1939, udgjorde den rød-brune alliance en dødelig fare for Vesten og i virkeligheden for civilisation selv. På mindre dramatisk, men ikke mindre sikker vis udgør koalitionen i dag samme trussel. Ligesom for syv årtier siden bør denne udstilles, afvises, modarbejdes og nedkæmpes.
