Mellemøsten er som altid i voldsom bevægelse. De fleste udviklinger er som sædvanlig negative. Her er en oversigt:
Vand erstatter olie som den vigtigste væske: Olie og gas udgør stadig næsten 60% af verdens energi, men tallet er faldende, og det mærker selv de mest velhavende olieproducenter ("Medlemmer af Golfstaternes Samarbejdsråd på udkig efter nye skatter, da olieindtægterne fortsat er lave"). I modsætning hertil er spændinger over vandforsyningen blevet en vigtig kilde til internationale spændinger (f.eks. Tyrkiet vs. Syrien, Etiopien vs. Egypten) og årsagen til indenrigspolitiske forandringer (den syriske opstand i 2011). Det er også en potentiel årsag til massemigration – En tidligere iransk landbrugsminister forudsiger, at vandmangel vil tvinge 70% af landets befolkning, eller 57 millioner iranere, til at udvandre.
 Oman: Vand, olie eller gas? I dette tilfælde: vand. |
Tyranni erstattes med anarki: Nogle tyrannier fortsætter selvfølgelig, især i Tyrkiet og Iran, men anarki er blevet den største strømning i regionen, såvel i nogle lande i deres helhed (Libyen, Yemen, Syrien) som i dele af andre lande (f.eks. Sinai). Selv om anarkiet generelt er mindre truende for den omgivende verden, er det en endnu mere forfærdelig personlig oplevelse end tyranniet grundet dets mangel på retningslinier. Som en koranlærd bemærkede i 1200-tallet: "Et år med sultanens tyranni forårsager mindre ødelæggelse end et øjeblik med folkets anarki."
Den arabiske ungdoms fejlslagne bestræbelser på at skabe forbedringer: Mange arabisktalende lande påbegyndte omkring 1970 en æra med korrupt diktatur. Bestræbelser på at omstyrte den gamle orden begyndte i Tunesien i december 2010, og de rystede flere regeringer men havde få gavnlige konsekvenser. I nogle tilfælde (Libyen, Yemen, Syrien) førte de til borgerkrig; i andre tilfælde (Egypten) førte de blot til, at en yngre diktator kom til. Det er for tidligt at drage konklusioner vedrørende nylige opstande i Algeriet, Sudan og Libanon, men de ender sandsynligvis skidt.
 For Egyptens Mohamed Morsi endte det islamistiske styre dårligt, da han døde i fængslet. |
Islamismens tilbagegang: Det radikale forsøg på at gennemføre en fuldt udrullet streng islamisk lovgivning i Mellemøsten toppede omkring 2012 men har nu mistet fodfæstet. Det skyldes flere faktorer: frygt for gale fanatikere som Boko Haram, Shabaab, Islamisk Stat og Taliban; muslimske befolkningsgruppers ulykkelige erfaringer under islamistisk styre (f.eks. Egypten i 2012-2013) samt islamisters opsplitning (f.eks. i Syrien) i konkurrerende og fjendtligt stemte fraktioner. Det er uklart, hvad der vil komme efter islamismen, men efter et århundredes fejlslagne styrer med islamisme og andre ekstreme ideologier (herunder fascisme og kommunisme) står vi måske over for en anti-ideologisk tidsalder.
Det er Iran, ikke Israel, der er det mest splittende land: I årtier handlede mellemøstpolitik om den jødiske stat, og det var et emne, der splittede; nu er rollen overtaget af Iran. Den Islamiske Republik dominerer over for fire arabiske hovedstæder (Baghdad, Damaskus, Beirut og Sanaa), er aggressiv andre steder og spreder sin radikale version af islam. Stater, der tidligere behandlede Israel som ærkefjenden, navnlig Saudi-Arabien, samarbejder nu med Israel på en række områder, både åbent og i det skjulte. Som en sidebemærkning har den globale venstrefløj arvet de arabiske landes gamle giftige antizionisme; Israel har nu bedre relationer med Saudi-Arabien end med Spanien og Sverige.
Iran og Tyrkiet overtager de arabiske landes antizionisme: Tiden for statslig arabisk krigsførelse mod Israel varede kun 25 år, 1948-1973, og endte for 46 år siden, fordi politikere fandt konflikten for dyr og risikabel. De overlod den til subnationale aktører som palæstinenserne. Irans Khomeini og Tyrkiets Erdogan har været ivrige efter at samle tråden op og har gjort opposition mod Israel central for deres retorik. De har foreløbigt begrænset deres aggressivitet til at være verbal, men det kan ændre sig dramatisk.
Amerikanere reagerer mod for meget inddragelse: George W. Bush indledte næsten samtidigt krige i Afghanistan og Irak, hvilket mange amerikanere fandt var uforholdsmæssigt udgiftskrævende og risikabelt, og det har medført en langvarig modreaktion. Barack Obama og Donald Trump har begge reageret på karakteristisk vis (den ene kritisk over for USA, den anden frembrusende nationalist) for at mindste USA's militære engagementer i regionen. Obamas overskredne "røde linier" i 2012 og Trumps tilbagetrækning af soldater i 2019 – begge tilfælde angik Syrien – symboliserer denne tilbagetrækning.
 Trump og Obama er enige om en enkelt lille ting: at trække sig ud af Mellemøsten. |
Rusland gør væsen af sig, men Kina bygger: Vladimir Putin er tilsyneladende alle vegne – afslutter handelsaftaler, sælger våben, sender tropper, afholder konferencer – men det er røgslør omkring en magt i tilbagegang. I mellemtiden opbygger Xi Jinpings Kina i al stilhed sin økonomiske infrastruktur, et netværk af politiske alliancer og militær magt i regionen – klar til anvendelse, når Kina måtte ønske at gennemtrumfe sin vilje. Det er Kina, ikke Rusland, der udgør den store trussel.
En indlysende god nyhed (islamismens tilbagegang) skiller sig ud blandt disse mange og langvarige problemer.
 Washington Times' illustration til denne artikel. |
