Så sent som i 2012 så det ud, som om islamisterne kunne overvinde deres mange interne forskelle – sekteriske (sunni-muslimsk, shia-muslimsk), politiske (monarkisk, republikansk), taktiske (politik, vold) eller holdninger til moderniteten (salafister, Det Muslimske Broderskab) – og samarbejde. I Tunesien fandt salafist-typer og Det Muslimske Broderskabs-typer for eksempel fælles fodslag. Forskellene mellem alle disse grupper var virkelige nok, men sekundære, fordi, som jeg dengang udtrykte det, "alle islamister trækker i samme retning, hen imod fuld og streng anvendelse af islamisk lov (shari'a)."
 Ali Khamene'i og Mahmoud Ahmedinejad i bedre dage. |
Islamistiske, gensidigt ødelæggende fjendtligheder er blusset op i mange andre lande med muslimsk befolkningsflertal. Spændinger mellem sunni- og shia-muslimer kan ses i Tyrkiet versus Iran, som også skyldes forskellig tilgang til islamismen; i Libanon, hvor det er sunni- versus shia-islamister og sunni- islamister versus hæren; sunni- versus shia-islamister i Syrien; sunni- versus shia-islamister i Irak; sunni- islamister versus shi'iter i Egypten; og houthier versus salafister i Yemen.
 Recep Tayyip Erdoğan og Fethullah Gülen, engang nære allierede. |
Tilsyneladende kan mindre forskelle antage en kompleks karakter. Prøv blot at følge en Beirut-avis' mystiske rapport om fjendtligheder i den nordlibanesiske by Tripoli:
Sammenstød mellem forskellige islamistiske grupper i Tripoli, som er delt mellem de politiske bevægelser af 8. marts og 14. marts, er tiltagende. … Siden mordet på efterretningschef i 14. marts-bevægelsen, brigadegeneral Wissam al-Hasan i oktober, har uenighederne mellem de islamistiske grupper i Tripoli haft kurs mod en større konflikt, især efter drabet på sheik Abdel-Razzaq Asmar, en officiel figur i Islamic Tawhid-bevægelsen, blot få timer efter Hasans død. Sheiken blev skudt … under et væbnet sammenstød, som brød ud, da tilhængere af Kanaan Naji, en uafhængig islamistisk figur, forbundet med den Nationale Islamistiske Forsamling, forsøgte at overtage Islamic Tawhid-bevægelsens hovedkvarter.
Dette opsplittende mønster bringer mindelser om 1950'ernes opsplitning af de pan-arabiske nationalister. De ønskede at forene alle arabisktalende folk, som det blev udtrykt dengang, "fra [Atlanter] havet til golfen [DenPersiske Golf]." Men selvom denne drøm var tillokkende, kom dens ledere på kant med hinanden, efterhånden som bevægelsen fik større magt, og det dømte den pan-arabiske nationalisme til et punkt, hvor den til sidst brød sammen under vægten af stadigt skiftende og mere og mere minutiøse sammenstød. Disse omfattede bl.a.:
- Gamal Abdul Nasser i Egypten versus Ba'th- (eller Baath-) partierne, som regerede i Syrien og Irak.
- Det syriske Ba'th-parti versus det irakiske Ba'th-parti.
- De sunni-muslimske syriske ba'thister versus de syriske alawi-ba'thister
- De syriske jadidiske alawi-ba'thister versus de syriske assad-alawi-ba'thister.
 Omar al-Bashir og Hassan al-Turabi, ligeledes engang nære allierede. |
I en afspejling af dette dybe, mellemøstlige mønster vil uenigheder blandt islamisterne ligeledes forhindre dem i at samarbejde. Efterhånden som bevægelsen tordner frem og dens medlemmer nærmer sig magt og faktisk regering, bliver revnerne tiltagende opsplittende. Rivaliseringer, som man har forsøgt at dække over, mens islamisterne solede sig i opposition, dukker frem, når de får magten.
Hvis denne tendens til celledeling holder, er den islamistiske bevægelse, ligesom fascismen og kommunismen, dømt til ikke at være andet end en trussel mod civilisationen, en trussel som volder umådelig skade, men som aldrig varer ved. Denne mulige grænse for islamistisk magt, som netop er blevet synlig her i 2013, giver grund til optimisme, men ikke til selvtilfredshed. Selv om situationen ser lysere ud end for et år siden, kan tendenserne hurtigt svinge om igen. Den langvarige og vanskelige opgave med at bekæmpe islamismen ligger stadig foran os.
22. juli 2013 tilføjelse: 1950'ernes underopdelinger af de pan-arabiske nationalister minder mig om en satirisk sketch ved den amerikanske komiker Emo Philips (lettere tilpasset for læsningens skyld):
Engang så jeg den her fyr, som stod på en bro, parat til at springe ud.
Jeg sagde: "Gør det ikke!" Han sagde: "Der er ingen, der elsker mig."
"Gud elsker dig. Tror du på Gud?" Han sagde: "Ja."
"Det gør jeg også! Er du kristen eller jøde?" Han sagde: "Kristen."
"Det er jeg også! Protestant eller katolik?" Han sagde: "Protestant."
"Det er jeg også! Hvilken gren?" Han sagde: "Baptist."
"Det er jeg også! Nordlig baptist eller sydlig baptist?" Han sagde: "Nordlig baptist."
"Det er jeg også! Nordlig konservativ baptist eller nordlig liberal baptist?" Han sagde: "Nordlig konservativ baptist."
"Det er jeg også! Nordlig konservativ baptist fra Great Lakes-regionen eller nordlig konservativ baptist fra øst-regionen?" Han sagde: "Nordlig konservativ baptist fra Great Lakes-regionen."
"Det er jeg også! Nordlig konservativ baptist fra Great Lakes-regionens råd af 1879 eller nordlig konservativ baptist fra Great Lakes-regionen råd af 1912?" Han sagde: "Nordlig konservativ baptist fra Great Lakes-regionens råd af 1912."
Jeg sagde: "Dø, din kætter!" Og skubbede ham ud over kanten.
