Det 20. århundredes svøbe var alt for magtfulde regeringer; kunne det nuværende århundredes truende problem mon være alt for svage regeringer?
Politologen R. J. Rummel anslår i sin bog med den udtryksfulde titel Death by Government (New Brunswick, N.J.: Transaction, 1994) med reviderede tal i 2005, at antallet af dødsfald for egen regerings hånd i perioden 1900-87 beløb sig til 212 millioner mennesker, mens antallet af dødsfald ved krig beløb sig til 34 million. Med andre ord var antallet af ofre for egen regering (han kalder dette for democide [regeringsdrab]) i realiteten mere end seks gange større end antallet af dem, der blev dræbt i århundredets krige.
Det største antal omkomne var 78 millioner dræbt af de kinesiske kommunister, derefter kom 62 millioner dræbt af de sovjetiske kommunister, 21 millioner af nazisterne, 10 millioner af de kinesiske nationalister og 6 millioner af de japanske militarister. Selv denne liste er ikke fuldstændig; for som Rummel påpeger, "democides [regeringsdrab] efter 1987 ved Irak, Iran, Burundi, Serbien og bosniske serbere, Bosnien, Kroatien, Sudan, Somalia, Khmer Rouge-guerillaen, Armenien, Aserbajdsjan og andre er ikke regnet med."
Og mens morderiske regimer så afgjort stadig er ved magten og foretager massakrer, truer en ny fare – anarki. Der er flere eksempler i Mellemøsten, her i kronologisk orden:
- Afghanistan: Siden statskuppet, som væltede kongen i 1973, har Afghanistan ikke haft en centralregering, som effektivt kunne styre landet.
- Libanon: Libanon, som engang blev kaldt for "Mellemøstens Schweiz," har måttet leve med en blanding af totalitært styre ved Syrien og anarki, siden landets borgerkrig begyndte i 1975.
- Somalia: Siad Barre-regimet faldt i 1991 og landet har siden savnet, hvad der bare antydningsvist kunne minde om en centralregering. Landets anarki har ført til massive pirateriproblemer i Det Indiske Ocean, som allerede i 2007 blev kaldt "skræmmende og uacceptable" og som siden er blevet stadig værre.
- Det Palæstinensiske Selvstyre: Takket være dårlig ledelse og aggression har Det Palæstinensiske Selvstyre mistet det meste af sin autoritet, siden det kom til magten i 1994. Halvdelen af dets territorium er underlagt en fjendtlig organisation, Hamas.
- Irak: Den amerikanske regering begik den fejl at opløse Iraks hær efter nedkæmpelsen af Saddam Hussein i 2003 og landet mangler stadig at få styr på det efterfølgende kaos.
- Yemen: Det er vanskeligt at pege på en bestemt dato, hvor dette land blev kastet ud i anarki, men Houthi-krigen i 2009 er et rimeligt udgangspunkt.
- Libyen: Siden opstanden mod Mu'ammar al-Qaddafi i begyndelsen af 2011 har landet ikke haft nogen centralmagt.
Syrien er endnu ikke domineret af anarki, men regimet har mistet kontrollen med adskillige byer (Zabadani, Saqba) og flere kan komme til.
Samme historie gælder mange lande i Afrika, herunder Guinea-Bissau, Liberia og Sierra Leone. Dele af Rusland og Mexico døjer med anarki. Pirateriet er vokset til et punkt, hvor det plager flere dele af verden.
Fordi dette mønster adskiller sig så meget fra det gamle problem med arrogante centralregeringer, har det tendens til at blive overset. Men det er reelt og bør erkendes.
