Politiet og pressen har udført et imponerende stykke arbejde for at efterforske liv og motiver hos Syed Rizwan Farook og Tashfeen Malik, det gifte par som massakrerede 14 mennesker den 2. dec. i San Bernardino, Californien.
Vi har fået kendskab til deres familier, deres studier og deres ansættelseshistorie, deres rejser, deres ægteskab, deres udtalelser og deres forberedelser til angrebet. Vigtigst af det hele er, at denne kaskade af baggrundsoplysninger betyder, at vi ved, at parret havde jihadiske intentioner, hvilket vil sige, at de udførte deres angreb i rollen som fromme muslimer, der udbreder islams budskab, lov og overherredømme.
Vi har alle nytte af at kende disse kendsgerninger, som har haft stærk indflydelse på statsapparatet og gjort amerikanerne langt mere bekymrede over jihadisk vold end på noget andet tidspunkt efter 9/11 [11. sept. 2001], hvilket de også burde være. I 2011 udtrykte 53 procent i en meningsmåling for eksempel, at terrorisme var et stort problem; det antal er nu oppe på 75 procent.
Men hvad med Yusuf Ibrahim? I begyndelsen af 2013, da han var 27 år, boede denne egyptisk fødte muslim i Jersey City, hvor han angiveligt skød og derefter skar hoved og hænder af og slog tænderne ud på to koptiske kristne, Hanny F. Tawadros og Amgad A. Konds, hvorefter han begravede dem i Buena Vista Township, New Jersey.
 Yusuf Ibrahim. Der er ikke offentliggjort nogen billeder af hans ofre, som forbliver ansigts- og konturløse. |
Han står anklaget for to gange mord, særligt groft mord, kidnapning, røveri, vanærende omgang med lig og andre forbrydelser. Desuden har han erklæret sig skyldig i et bilrøveri den 22. dec. 2011 og et væbnet røveri den 20. sep. 2012, begge dele i Jersey City (i det sidstnævnte tilfælde skød han sit offer i foden), og i begyndelsen af 2015 blev han idømt 18 års fængsel for disse sidstnævnte forbrydelser.
De to halshugninger er bemærkelsesværdige, makabre og fulde af jihadiske (eller med politiets sprogbrug "terroristiske") elementer. Historikeren Timothy Furnish forklarer, at "rituel halshugning har en lang præcedens inden for islamisk teologi og historie," hvilket gør det til en specifikt muslimsk form for henrettelse. En muslim, der dræber en ikke-muslim, passer ind i det tidløse mønster med islamiske overherredømmeforestillinger. Det passer også ind i et tragisk adfærdsmønster i USA de senere år.
Men politiet, politikerne, pressen og professorerne (dvs. det etablerede samfund) har ikke udvist den fjerneste interesse for den islamiske vinkel, men behandlet de to halshugninger og amputationer som et rutinemæssigt, lokalt mord. Symptomatisk for dette er, at politiets rapport om Ibrahims arrest overhovedet intet nævner om et motiv; på baggrund af denne manglende omtale går den venstreorienterede Snopes.com (der beskriver sig selv som den "definitive Internet-referencekilde vedrørende urbane legender, folklore, myter, rygter og fejlinformation") så vidt som til at afvise alle påstande om, at mainstreammedierne "bevidst ignorerede" denne hændelse, som "falske." Ringen er sluttet.
Næsten tre år efter denne begivenhed ved vi så godt som intet om Ibrahim, hans motiver, hans mulige forbindelser til andre eller hans organisatoriske tilknytning. Vi kender heller ikke den anklagede overfaldsmands forhold til sine ofre: Var han en kriminel, som kom på kant med sine medskyldige, en ven som havde drukket for meget, en forelsket mand som udraderede sine rivaler til en kvindes gunst, et familiemedlem som eliminerede kommende konkurrenter til en arv, en sindssyg mand som tilfældigt skød mod forbipasserende? Eller var han måske en jihadist, som forsøgte at sprede islams budskab, lov og overherredømme?
Jeg kan ikke besvare disse spørgsmål, for sagen henligger i et totalt mørke og dukker kun op nu og da i forbindelse med en eller anden teknisk procedure (så som størrelsen på Ibrahims kaution eller troværdigheden af hans tilståelse), som ikke kaster lys over motiverne bag hans angivelige forbrydelse.
Og Ibrahims tilfælde er heller ikke usædvanligt. Jeg har udarbejdet lange lister over andre potentielle tilfælde af jihadisk vold (her, her og her), hvor samfundets styrende kredse i indbyrdes hemmelig forståelse har valgt at feje den islamiske dimension ind under gulvtæppet og behandlet gerningsmændene som almindelige kriminelle, hvis livshistorier, motiver og forbindelser er uden interesse og derfor forbliver ukendte.
Denne tavshed vedrørende mulig jihad har den afgørende virkning, at den luller den amerikanske offentlighed (og dennes sidestykker andre steder i Vesten) i søvn og får os til at tro, at jihadisk vold er langt sjældnere, end tilfældet er. Hvis samfundsapparatet forstod det fulde omfang af jihad i Amerika, ville ængstelsen være langt større; procentandel af dem, der kalder terrorisme for et stort problem, ville stige til langt over de nuværende 75 procent. Det kunne måske til gengæld omsider få det etablerede samfund til for alvor at tage konfrontationen med jihad.
