Næsten alle vurderinger af det landsdækkende parlamentsvalg, som finder sted i Tyrkiet den 7. juni, placerer det blandt de vigtigste i republikkens næsten hundredårige historie. New York Times betegner det som "afgørende" og Londons Daily Telegraph "centralt." Huffington Post kalder det for "det største valg" i republikkens historie. Financial Times erklærer, at "Tyrkiets fremtid står på spil."
Men jeg er uenig. Jeg betragter det som værende blandt de mindst betydningsfulde af Tyrkiets valg. Her er grunden:
Fokus er ikke det sædvanlige "Hvem vil danne den næste regering?" Analytikerne er enige om, at Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (Adalet ve Kalkınma Partisi, eller AKP), som har været ved magten siden 2002, vil vinde igen. Men bliver det tvunget til at inddrage et yngre parti? Vil det vinde tilstrækkelig mange pladser til at ændre forfatningen og opfylde præsident Recep Tayyip Erdoğans plan om at ændre sin position fra stort set symbolsk til en fuldt udøvende myndighed?
 Recep Tayyip Erdoğan fisker efter stemmer med en koran i hånden. |
Erdoğan ønsker en så vidtgående magt, at han faktisk sammenligner den med den magt, der udfoldes af saudiske absolutte monarker. Ironisk nok vil denne magt blive hentet fra premierministerens, hvis stilling Erdoğan udfyldte gennem elleve år indtil august sidste år, hvor han frivilligt afgav stillingen til en håndplukket efterfølger, en tam akademiker, og indtog det mere storslåede, men langt mindre magtfulde præsidentembede.
Udtrykt i tal, så er det spørgsmål som fascinerer tyrkerne, hvorvidt AKP får flertal med et enkelt sæde (276 pladser ud af 550), nok til at kunne regere alene, 3/5 flertal (330 pladser) som sætter det i stand til at ændre forfatningen efter en folkeafstemning, eller 2/3 flertal (367 pladser) som er påkrævet for at kunne ændre den egenhændigt.
 Ser amerikanerne en lighed mellem Erdoğans logo og en vis fremtrædende amerikansk politikers? |
Hoveddramaet drejer sig om et nyt parti, det venstre- og kurdisk orienterede Folkets Demokratiske Parti (Halkların Demokratik Partisi, eller HDP): Vil det lykkes dette parti at komme over verdens højeste spærregrænse på 10 procent af det totale stemmetal og dermed komme ind i parlamentet i denne partiets første landsdækkende valgkampagne? Hvis det lykkes, kan det komme til at berøve AKP dets flertal på 276 pladser; lykkes det ikke, vil AKP sandsynligvis genvinde dette antal og måske endda de magiske 330 pladser.
Men hvor andre oplever et stærkt drama, ser jeg noget nær kedsommelighed, og det af to grunde. For det første har AKP tidligere brugt snyd med stemmeboksene og andre beskidte tricks; meget tyder på, at de forbereder sig på at gøre det igen, især i distrikterne med kurdisk flertal.
For det andet har Erdoğan, lige siden hans præsidentperiode begyndte for ni måneder siden, optrådt som om hans ønskede forfatningsændringer allerede er blevet sat i værk; han har ledet kabinetsmøder, udvalgt AKP-kandidater, lagt pres på domstolene og udstationeret en flok "zarer" til at konkurrere med premierministerens stab. Han er herre over alt, hvad han kigger på.
Han udfordrer også helt utilsløret præsidentembedets forbud mod politisk aktivitet, fisker ulovligt stemmer ved rejser rundt i lande, med tilbedende regeringsmedier til sin disposition, ofte med en koran i hånden, opfordrer borgerne til at stemme på AKP og øger dermed sin magt som cumhurbaşkan.
Alt imens han forvandler et mangelfuldt demokrati og en NATO-allieret til en slyngelstat, lader vestlige regeringer sentimentalt og på bedste strudsemaner som om, vi stadig befinder os i 1990'erne, med Ankara som en pålidelig allieret, og medvirker til hans voksende despotisme.
Derfor konkluderer jeg, at det næppe har nogen betydning, hvor mange pladser AKP vinder. Erdoğan vil buldre, bulldoze og tromle sig vej frem, ignorere traditionelle og juridiske detaljer med eller uden ændringer af forfatningen. Selvfølgelig ville dette at have fuld lovfæstet magt føje en smuk krølle til hans CV, men han er allerede tyran og Tyrkiets kurs er lagt.
At han er en glimrende hjemlig aktør og tillige en sygeligt selvoptaget person i en krudttønde af en region antyder, hvor Erdoğans fremtidige vanskeligheder ligger – i udlandet. Under hans ledelse døjer Ankara for tiden med nogle dårlige, ja helt forfærdelige relationer til næsten alle sine naboer, herunder Moskva, Teheran, Baghdad, Damaskus, Jerusalem, Cairo, Athen, Republikken Cypern og endda den nye leder i Tyrkisk Cypern.
 Ser man bort fra smilene, har Mustafa Akıncı, den nylig valgte leder af Tyrkisk Cypern, et anstrengt forhold til Erdoğan. |
Nogle udenrigspolitiske bommerter fra Erdoğans side, måske mod Rusland (i Ukraine) eller Israel (i Gaza), måske på slagmarkerne i Syrien eller i forbindelse med Cyperns gasfelter, vil sandsynligvis bringe Erdoğan-æraen til dens skælvende og vanærende ophør.
Og når det øjeblik kommer, er der næppe en eneste, som vil nævne resultatet af valget den 7. juni; og ingen vil huske det som et vendepunkt.
Og dog har selv et ligegyldigt valg en vis betydning: Jeg indbyder læserne til sammen med mig at kaste sig ud i den uvante oplevelse det vil være at heppe på, at et venstrefløjsparti, HDP, opnår 10 procent af stemmerne, opnår repræsentation i parlamentet, og derefter, må man håbe, dygtigt forhindrer Erdoğans greb om magten på alle de begrænsede måder, de nu kan.
