En definition af terrorisme har praktiske implikationer, fordi en formel klassificering af en voldshandling som terrorisme har nogle vigtige konsekvenser i amerikansk lovgivning.
Terrormistænkte kan fastholdes i længere tid uden tiltale efter arrestation end en, der er mistænkt for en kriminel handling. De kan afhøres, uden at der er en advokat til stede. De får længere fængselsdomme. "Terrorismeindsatte" underlægges mange ekstra restriktioner kendt som Special Administrative Measures (Særlige administrative foranstaltninger) eller SAMs. Loven "Terrorism Risk Insurance Act of 2002" (Lov af 2002 vedrørende forsikring mod terrorismerisiko) giver selskaber, der er ofre for terrorisme, nogle særlige muligheder (den er i øjeblikket under fornyelse) og beskytter ejere af bygninger imod særlige retsprocesser. Når man påberåber sig terrorisme, tilbydes ofrenes familier, som f.eks. ved Fort Hood angrebet i 2009, nogle særlige fordele i form af skatteudsættelse, livsforsikring og krigsskaderelaterede erstatninger. De kan endda få tildelt en skyskraber i New York City.
 "Terrorism Risk Insurance Act of 2002" styrkede i høj grad vigtigheden af at definere, hvad "terrorisme" er. |
Trods begrebets retslige styrke er terrorisme dog stadig udefineret bortset fra en vag fornemmelse af "en ikke-statslig aktør, der angriber civile mål for at sprede frygt med henblik på et formodet politisk mål." Én undersøgelse, Political Terrorism (Politisk terrorisme), opremser 109 definitioner. Den amerikanske sikkerhedsspecialist David Tucker bemærker tørt, at "Over helvedes porte hænger en advarsel som siger, at enhver der træder indenfor, bør opgive alt håb. Mindre dyster, men med samme effekt, er den advarsel, der møder dem, der forsøger at definere terrorisme." Den israelske kontraterrorismespecialist Boaz Ganor har i spøg udtalt, at "Kampen for at definere terrorisme er til tider lige så hård som kampen imod terrorismen selv."
Denne mangel på specificitet skaber kaos, især blandt politifolk, anklagere, politikere, presse og professorer.
"Vold udført i forbindelse med en internationalt stadfæstet terroristgruppe" så som Al-Qaeda, Hizbollah eller Hamas er blevet politiets arbejdsdefinition på terrorisme. Dette forklarer så besynderlige udtalelser efter et angreb som "Vi har ikke fundet nogen forbindelser til terrorisme," som ganske absurd medfører, at "ensomme ulve" aldrig er terrorister.
Hvis de ikke er terrorister, må politiet finde andre forklaringer som begrundelse for deres voldshandlinger. Som regel angiver man et eller andet personligt problem: sindssygdom, familieproblemer, en konflikt på arbejdet, en "teenagers immigrantangst," lægeordineret medicin eller endda en turbulent flyrejse. Ved at lægge vægten på personlige dæmoner frem for ideologi fokuserer man på udøverens (sædvanligvis irrelevante) privatliv og ignorerer hans langt vigtigere politiske motiver.
Men da behøver de, temmelig inkonsekvent, ingen forbindelse til en international gruppe. Da Oscar Ramiro Ortega-Hernandez affyrede otte skudrunder imod Det Hvide Hus i november 2011, mente den amerikanske statsadvokat, at "Affyring af en angrebsriffel imod Det Hvide Hus for at fremsætte en politisk erklæring er terrorisme, kort og godt" – der var intet behov for en international terroristgruppe. Ligeledes, efter at Paul Anthony Ciancia havde skudt vildt omkring sig i Los Angeles' internationale lufthavn i november 2013 og dræbt en sikkerhedsvagt, lød tiltalen mod ham på "omhyggeligt at planlægge og med bevidst overlæg at volde et andet menneskes død samt udøvelse af en terrorhandling."
Denne begrebsmæssige uregelmæssighed spreder stor forvirring. Hele verden kalder Boston Marathon bombningerne for terrorisme – undtagen finansministeriet, som efter 1½ år "ikke har fastslået, at der var tale om en 'terrorhandling' under Loven om forsikring mod terrorrisiko." Dommeren i terrorismeretssagen i januar 2014 mod Jose Pimentel, der var anklaget for at have planlagt at affyre nogle rørbomber på Manhattan, afviste anklagerens anmodning om at lade en ekspert begrunde anklagen om terrorisme. Regeringsembedsmænd giver nogle gange simpelthen op: Adspurgt i juni 2013 om den amerikanske regering anser Taliban for at være en terrorgruppe, svarede udenrigsministeriets talskvinde: "Åh, jeg er ikke sikker på, hvordan de bliver defineret lige i øjeblikket."
 Hele verden, bortset fra det amerikanske finansministerium, opfatter Boston Marathon bombningerne som terrorisme. |
Et skyderi i New Orleans i maj 2013, som sårede 19, var endnu mere rodet. En FBI-talskvinde kaldte det ikke for terrorisme, men for "strengt taget en udøvelse af gadevold." Borgmesteren var uenig; da han blev spurgt, om han anså det for terrorisme, svarede han "Jeg mener det," for familierne "er bange for at gå udenfor." Opfordret til at opklare denne modsigelse gjorde en vejledende special agent inden for FBI's New Orleansområde sagen endnu mere ugennemsigtig: "Man kan sige, at der afgjort er tale om by terrorisme; dette er by terror. Men set ud fra FBI's synvinkel og det vi håndterer på nationalt niveau, er dette ikke hvad vi anser for terrorisme som sådan." Forstået?
 Det amerikanske udenrigsministerium mangler endnu at finde ud af, om Taliban er terrorister eller ej. |
Denne mangel på klarhed udgør en betydelig offentlig, politisk udfordring. Terrorisme, med alle dens juridiske og økonomiske implikationer, bør ikke forblive et uklart, subjektivt begreb, men kræver en præcis og omhyggelig definition, som anvendes konsekvent.
