Norges terrorisme i kontekst

Skandinavien ser måske idyllisk ud på afstand, med kongefamilier og statsministre næsten uden sikkerhedsforanstaltninger, men det har haft sin andel af vold, fra mordet på den svenske statsminister Olof Palme til to skolemassakrer inden for ét år i Finland, hvor den ene dræbte otte og den anden ti. Anders Behring Breiviks gåen grassat kan med andre ord næppe siges at være uden fortilfælde.

Tidligere havde man den fattige trøst at vide, at sindsforvirrede handlinger som hans blev udført af individer, der var styret af ekstremistiske ideologier. Sådan er det ikke med Behring Breivik. Denne terrorist opfører blandt sine foretrukne forfattere George Orwell, Thomas Hobbes, John Stuart Mill, John Locke, Adam Smith, Edmund Burke, Ayn Rand og William James. Den manglende forbindelse mellem Behring Breiviks almindelige politiske konservatisme og hans psykiske forstyrrelse udgør et chokerende nyt dilemma og en ny udfordring.

Behring Breivik plagierede Unabombemanden, Ted Kaczynski.

Når det er sagt, så er der ingen grund til at tro, at Behring Breivik har en eneste tilhænger, at nogen anden almindelig politisk konservativ vil efterligne ham og give sig til at nedslagte socialister. Dette er aldrig sket før og vil formentlig aldrig ske igen. Her er tale om en grufuld, vanvittig undtagelse.

Og dog, denne undtagelse fortæller de konservative, at vi bør være klar over en fare, som vi ikke har tænkt på før. Vi kan opponere mod socialisterne, men bør ikke tilsvine dem.

Når man ser på, hvor omhyggeligt Behring Breivik planlagde ikke blot sit bombeangreb og sin skudmassakre, men også sin rundsendelse af et manifest og en video, og på hans plan om at gøre sin retssag til et stykke politisk teater, så forekommer hans terrorisme i yderste instans primært at have haft til formål at skabe opmærksomhed om hans politiske synspunkter. Associated Press rapporterer, at han ved sit første retsmøde den 25. juli faktisk præsenterede volden "som 'markedsførelse' af hans manifest, "2083 — A European Declaration of Independence" [2083 – en europæisk uafhængighedserklæring].

På denne måde ligner Behring Breivik Unabombemanden, Ted Kaczynski, som anvendte vold som et middel til at markedsføre sit manifest fra 1995, Industrial Society and Its Future [Industrisamfundet og dets fremtid]. Båndet mellem disse to er faktisk meget tæt: Hans Rustad dokumenterer, hvor omfattende Behring Breivik plagierede Kaczynski, idet han blot ændrede visse nøgleord.

Føj til disse to endvidere Timothy McVeigh (Oklahoma City-bombemanden i 1995) og Baruch Goldstein (massemorderen i Hebron i 1994) og man har de fire iøjnefaldende undtagelser fra den herskende regel af islamistiske massemordere. Et websted, TheReligionOfPeace.com, optæller 17.500 terrorhændelser på vegne af islam gennem de seneste ti år; ekstrapolerer man dette bliver det til omkring 25.000 siden 1994. Vi har at gøre med to meget forskellige størrelser. Som David P. Goldman bemærker: …"der er en verden til forskel mellem den organiserede brug af ondskab hos terrorbevægelser og enkeltpersoners moralsk fordærvede handlinger." Jo, vi skal også være på vagt over for ikke-islamistisk vold, men den islamistiske mangfoldighed er fremherskende og vil, da der er tale om en levende ekstremistisk bevægelse, blive ved med at være det.

Ravi Shankar, ledende redaktør ved New Indian Express, skriver, at "Det, der skete i Oslo i fredags, kunne være en første optakt til en ny borgerkrig — europære der kæmper mod hinanden, både muslimer og kristne." Han kan meget vel have ret. Som jeg har fremhævet i en analyse fra 2007, "Europe's Stark Options" [Europas barske valg], vil kontinentets fremtid sandsynligvis komme til at bestå enten af islamisering eller en langvarig borgerkonflikt. Jeg skitserede muligheden af, at de "oprindelige europæere — som stadig udgør 95 procent af kontinentets befolkning — en dag vågner op og hævder sig. 'Basta!' vil de sige og atter gøre krav på deres historiske orden. Dette ligger slet ikke så fjernt; gnidninger blandt europæerne, i mindre grad blandt eliten end blandt masserne, protesterer højlydt mod forandringer, som allerede er på vej."

Selvom Behring Breivik angreb socialister, ikke muslimer, så passer han klart ind i disse gnidninger. I et bredere perspektiv passer han ind i et mønster af voksende kristen-muslimsk vold, som er synlig fra Nigeria til Irak til Filippinerne.

Ikke overraskende tilhører Behring Breivik den skole, der mener, at "Islam er ond," sådan som han hyppigt signalerer i sit manifest:

. . . en tolerant islam er en selvmodsigelse, og "skabelsen" af en tolerant fortid for islam for at formilde de frisindede muslimers position er en løgn.

. . . at tage volden ud af islam ville kræve, at den kastede to ting over bord: Koranen som Allahs ord og Muhammad som Allahs profet. Med andre ord, at pacificere islam ville kræve, at den forvandlede sig til noget, den ikke er.

Islam i dag er, hvad den har været i fjorten hundrede år: voldelig, intolerant og ekspansiv. Det er tåbeligt at tro, at vi i løbet af få år eller årtier kan ændre en anden civilisations grundlæggende verdenssyn. Islams voldelige natur må accepteres som en given ting.

Mange moderate kulturkonservative har antydet, at et forbud mod sharia vil løse alle vore problemer og tvinge muslimerne til at integrere sig. Desværre er islam langt mere ukuelig, end de fleste begriber. . . . At tage sharia (og alle politiske aspekter) ud af islam er simpelthen ikke muligt.

Denne holdning adskiller sig fundamentalt fra min egen, som hævder, at "radikal islam er problemet, moderat islam er løsningen." Skønt disse to holdninger har de samme modstandere, er de forskellige, hvad angår karakteren af islam, dens muligheder for forandring og muligheden af at forene sig med muslimer.

Ud over at have nedslagtet uskyldige nordmænd har Behring Breivik skadet konservatismen, anti-jihaden og (i særdeleshed) de autoriteter, som han citerer i sit skrift, herunder mig. En nærlæsning af hans manifest tyder på, at dette kan have været bevidst. I en bemærkning om, at hans tidligere medlemskab af Norges Fremskridtsparti vil skade partiet, røber han tilfredshed over, at dette vil fremme hans revolutionære mål:

Jeg forudser, at de norske medier vil forfølge og undergrave Fremskridtspartiet på grund af mit tidligere engagement i organisationen. Dette er ikke noget negativt, eftersom et stigende antal nordmænd vil få deres "illusioner om demokratisk forandring" knust (hvis Fremskidtspartiet bliver udslettet af de multikulturelle medier) og snarere vil gribe til væbnet modstand.

I en tilsvarende ånd skriver han: "Amerika som samfundsform er scr*wed [fordrejet] og guderne være lovet for det."

I forlængelse heraf kan Behring Breivik meget vel have ønsket at skade de analytikere af islam, som bliver citeret i manifestet. Han kalder mig for "moderat," hvilket tydeligvis ikke er ment som en kompliment, og afviser endda de mere hårde kritikere af islam for deres mangel på mod:

Grunden til, at forfattere inden for Eurabia-relaterede emner/islamisering af Europa — Fjordman, Spencer, [Bat] Ye'or, Bostom etc. ikke aktivt diskuterer deportation er, at metoden anses for at være for ekstrem (og det ville derfor skade deres beskyttede ry). . . . Hvis disse forfattere er for bange til at propagandere for en konservativ revolution og væbnet modstand, så må andre forfattere gøre det.

Behring Breivik håber på at underminere enhver, som han fornemmer stikker en kæp i hjulet for hans drømmerevolution. I det mindste foreløbig har han haft held med sit forehavende.

Beslægtede emner:  Terrorisme tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste Denne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.