For bare tolv år siden blev republikken Tyrkiet med rette anset for en stærk NATO-allieret, forbilledet på en pro-vestlig muslimsk stat og en bro mellem Europa og Mellemøsten. En stærk militær forbindelse til Pentagon understøttede nogle bredere økonomiske og kulturelle bånd til amerikanerne. For os, der arbejder med Mellemøsten, var et ophold i Istanbul, Ankara og andre tyrkiske byer en forfriskende oase fra tumulterne i regionen.
Men senere, begyndende med det stadig forbløffende valg i 2002, ændrede landet pludselig og dramatisk kurs. I begyndelsen langsomt, men med stigende hast siden midten af 2011 begyndte regeringen at bryde sine egne love, den blev autokratisk og allierede sig med USA's fjender. Selv de, der tøvede mest med at erkende dette omsving, er blevet tvunget til det. Mens Barack Obama talte Tyrkiets dominerende, politiske leder, Recep Tayyip Erdoğan, blandt sine fem bedste udenrigspolitiske venner i 2012, viste han en helt anden holdning ved at lade en simpel chargé d'affaires repræsentere sig ved Erdoğans indsættelse som præsident for få uger siden – et offentligt slag i ansigtet.
 Obama og Erdoğan, ikke helt de bedste venner længere. |
Hvad forårsagede dette omsving? Hvorfor blev Tyrkiet rådden?
Baggrund
For at forstå den uventede situation i dag er det nødvendigt at kaste et hurtigt blik tilbage på Det Osmanniske Imperium. Det blev grundlagt i 1299, og dets kontrol med betydelige dele af det europæiske kontinent (hovedsagelig Balkan-området, opkaldt efter det tyrkiske ord for bjerg) betød, at det var den eneste muslimske statsdannelse, som var intenst engageret i Europa, dengang Vestens kristne udviklede sig den rigeste og mest magtfulde befolkning på kloden. Efterhånden som osmannerriget gennem århundrederne svækkedes i forhold til andre europæiske magter, blev tanken om hvordan man slap af med det til et væsentligt tema inden for europæisk diplomati (det "østlige spørgsmål"), og imperiet blev i stigende grad opfattet som et muligt bytte ("Europas syge mand.")
Set fra en osmannisk synsvinkel forblev det evigt uløste problem, hvad man skulle indoptage fra Europa, og hvad man skulle afvise. Generelt fandt osmannerne de militære og medicinske opfindelser mest acceptable. På andre områder tøvede de; selvom jøderne for eksempel udgav kejserrigets første bog med løse typer i 1493, ventede muslimerne flere hundrede år indtil 1729 – med at følge trop. Med andre ord var accepten af europæiske livsvaner en langsom, vanskelig og sporadisk proces.
 Blandt andre kendetegn var Atatürk en modebevidst laps i vestlig stil. |
Det tyrkiske nederlag i Første Verdenskrig fandt sted på denne baggrund og fik hærens fremragende, sejrrige general, Mustafa Kemal, til at gribe magten og lukke imperiet ned til fordel for republikken Tyrkiet, som var meget mindre og hovedsagelig begrænset til tyrkisktalende indvånere. I det nye lands første 15 år, 1923-38, styrede Mustafa Kemal (som gav sig selv navnet Atatürk) landet. Han var en viljefast vestligsindet mand, som afskyede islam, og han indførte en række radikale ændringer, som kendetegner landet den dag i dag, og som gør det påfaldende forskelligt fra resten af Mellemøsten, bl.a. ved sin verdsliggørelse (dvs. sekularisme på steroider), sin lovkodeks, der er baseret på europæiske forbilleder, det latinske alfabet og sine familienavne.
I nogle spørgsmål var Atatürk langt forud for sine landsmænd, f.eks. som da han foreslog anbringelse af bænke i moskeerne eller ændring af bønnekaldet fra arabisk til tyrkisk. Næsten omgående efter hans død i 1938 indledtes en bevægelse væk fra hans sekularisme. Men det tyrkiske militær, som indtog en dobbeltrolle som landets ultimative politiske magt og selvbevidst arvtager efter Atatürks arv, lagde begrænsninger på disse ændringer. De første seriøse forsøg blev indledt med demokratiets opståen i 1950'erne, med mange efterfølgende forsøg, hvoraf ingen faldt heldigt ud.
Men militæret er en magt, som hverken fremmer kreativitet eller intellektuel vækst, så Atatürks fraser, der blev gentaget uophørligt i årtier, blev fortærskede og begrænsende. Mens uenigheden voksede, stagnerede de partier, som holdt fast i hans vision fra 1920'erne, og degenererede til korrupte, magtsøgende organisationer. Omkring 1990'erne havde de med deres svingdørsregeringer stødt en betydelig del af vælgerskaren fra sig.
AKP's opdukken
Erdoğan og en anden islamistisk politiker, Abdullah Gül, greb chancen og grundlagde Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) i 2001. Med et løfte om god regeringsførelse og økonomisk vækst baseret på konservative værdier klarede det sig fornemt ved sit tiltrædelsesvalg i november 2002 og vandt lige over en tredjedel af stemmerne. Men fordi pashaerne i de gamle, traditionsbundne partier nægtede at samarbejde indbyrdes, var der kun ét af disse, det Republikanske Folkeparti (CHP), som vandt mere end det minimum på 10 procent af stemmerne, som forfatningen kræver for at opnå repræsentation i parlamentet.
Eftersom næsten halvdelen af stemmerne således var spildt, blev AKP's 34 procent af stemmerne forvandlet til 66 procent af pladserne i parlamentet, hvorved et pænt flertal blev forvandlet til en rungende sejr. Ved de efterfølgende valg i 2007 and 2011havde partiets modstandere lært ikke at øde deres stemmer bort, hvorfor AKP kom til at opleve den ironiske skæbne at øge sin procentdel af stemmerne (til 46 og 50 procent) og samtidig miste pladser i parlamentet (til 62 og 59).
I begyndelsen havde Erdoğan effektivt styr på sig selv, fokuserede på økonomisk vækst og fjernede de henvisnende knaster i tyrkisk offentligt liv, så som den langvarige nægtelse af at anerkende, at kurdere ikke er tyrkere, en løsning af Cypern-problemet og tilslutning til Den Europæiske Union. Han gik fra sejr til sejr, fremkaldte økonomiske vækstrater i lighed med de kinesiske, dukkede op som magtforhandler i Mellemøsten (for eksempel mellem Jerusalem og Damaskus) og udviklede sig til Vestens foretrukne islamist. I løbet af denne proces syntes han at løse den flere hundrede år gamle gåde om islam versus Vesten og at finde frem til en heldig blanding af de to.
Men at få militæret ned med nakken var og blev AKP's mål på længere sigt: det var den nødvendige betingelse for at nå endemålet, nemlig at omgøre Atatürk-revolutionen og lade Tyrkiet vende tilbage til en osmannisklignende hjemlig orden og international position. Dette blev opnået overraskende let; af årsager som stadig forekommer uklare, valgte ledelsen af de væbnede styrker i stilhed at finde sig i de konspirationsteorier, som blev slynget i hovedet af den, arrestationerne af dens øverste officerer og endelig fyringen af generalstaben. Det ventede drama afstedkom dårligt nok en klynken.
Da militæret overgav sig, sigtede Erdoğan mod sine hjemlige rivaler, især sin langvarige allierede, den islamistiske Fethullah Gülen, leder af en omfattende, national bevægelse med netværk placeret i regeringsmæssige nøgleinstitutioner. Erdoğans flamboyante populisme var i fin samklang med hans vælgerskare – tyrkere som følte sig undertrykt af atatürkismen. Stærkt opmuntret dukkede han op som en ærke bombastisk ordgyder i juni 2013 under Gezi Park-demonstrationerne i Istanbul, hvor han langede ud efter sine medborgere med nedværdigende fornærmelser og bragte en gruppe foldboldfans for retten, anklaget for forsøg på at vælte hans regering.
Dramatiske beviser på AKP-korruption, som kom for dagens lys i december 2013, fremkaldte ikke tilbagetrækning, men arrestation af det politi, som havde afdækket problemet. Denne aggression udvidedes til modstandere i medierne, parlamentet, ja endog i retssystemet. Når Erdoğan dæmoniserede sine kritikere, fornøjede han sin basis, vandt hvert eneste valg og tiltog sig stadig større personlig magt, hvorved han til en vis grad kom til at minde om Venezuelas Hugo Chávez.
 Tyrkerne noterer sig, at Erdoğan og Hugo Chávez (begge født i 1954) har nogle fælles vigtige karaktertræk. |
Udenrigspolitik
De internationale relationer fulgte samme mønster med et indledningsvist sæt af moderate udenrigspolitiske mål, som med tiden blev stadig større og mere fjendtlige. En politik for "nul problemer med naboerne," som blev fremsat af hans udenrigspolitiske hovedrådgiver, Ahmet Davutoğlu, begyndte godt: en fælles ferie sammen med tyrannen i Damaskus, hjælp til mullaherne i Teheran for at undgå sanktioner og gensidigt fordelagtige, om end lunkne relationer til den jødiske stat. Selv langvarige fjender som Grækenland og Armenien havde gavn af hans charmeoffensiv. Stormagterne søgte gode relationer. AKP's ny-osmanniske drøm om at opnå forrang blandt de tidligere kolonier virkede opnåelig.
Men så udfoldede Erdoğan den selv samme arrogance udenlands, som han havde sluppet løs derhjemme, og med langt værre kritik til følge; mens halvdelen af det tyrkiske vælgerkorps billigede hans verbale angreb, var der kun få udlændinge der gjorde det. Og da de arabiske opstande ændrede Mellemøsten i begyndelsen af 2011, oplevede Erdoğan og Davutoğlu, at deres bedrifter gled dem af hænde til det punkt, hvor Ankara i dag har et dårligt, grænsende til giftigt forhold til mange af sine naboer.
Bruddet med Bashar al-Assad i Syrien, måske det mest dramatiske af hans tab, har haft mange negative konsekvenser, har bragt millioner af lidet velkomne arabisktalende flygtninge til Tyrkiet, fremkaldt en krig ved stedfortræder med Iran, stækket tyrkiske handelsruter til store dele af Mellemøsten og skabt jihadiske kræfter, som har afstedkommet Islamisk Stat og dens selvproklamerede kalifat. Den tyrkiske støtte til sunnierne i Irak fremskyndede et sammenbrud i relationerne til Baghdad. En nazi-lignende fjendtlighed mod Israel betød enden på Ankaras stærkeste regionale bånd. Erdoğans brændende støtte til Det Muslimske Broderskabs styre i Egypten, som holdt i et år, 2012-13, transmuterede senere til åbenlyst fjendskab mod dets efterfølgere. Trusler mod republikken Cypern i kølvandet på dennes gasfund har yderligere forsuret et allerede fjendtligt forhold. Tyrkiske leverandører mistede mere end 19 milliarder dollars i Libyens anarki.
Internationalt set bragte et foregivende i retning af indkøb af et kinesisk missilsystem sikkerhedsforholdet til Washington til et nyt lavpunkt. Opfordringen til de millioner af tyrkere som bor i Tyskland om ikke at lade sig assimilere i dette land skabte fornyede spændinger med Berlin, ligesom Ankaras mulige rolle i mordet på tre kurdere i Paris gjorde det dér.
Disse grove krænkelser har gjort Ankara næsten venneløs. Styret har varme forbindelser til nøjagtig én regering, Qatar (national befolkning på 225.000), sammen med Kurdistans Regionale Regering i det nordlige Irak og Det Muslimske Broderskab, herunder denne organisations syriske udløbere og Hamas. Men trods sin dundrende fiasko fortsætter Erdoğan mærkeligt nok med at støtte den mislykkede "nul problemer"-politik.
Fremtidsudsigter
Erdoğans imponerende valgsucces og magtudvidelse står over for tre udfordringer i det kommende år: en valgmæssig, en psykologisk og en økonomisk. Hans opstigen til præsidentembedet den 28. august vil kræve forfatningsændringer, hvis han skal blive den stærke regeringspræsident, som han ønsker at være. Til gengæld kræver sådanne ændringer, at AKP klarer sig godt ved det nationale valg i juni 2015; eller, alternativt, giver de tyrkiske kurdere betydelige indrømmelser for at vinde deres støtte til hans ambitioner. Nu hvor partiet ligger i Davutoğlus uprøvede hænder, idet denne for nylig blev forfremmet fra udenrigsminister til premierminister, vil dets evne til at vinde de nødvendige pladser i parlamentet være tvivlsom.
For det andet afhænger Erdoğans skæbne af, at Davutoğlu forbliver hans trofaste consigliere [ital. for mafia-rådgiver]. Skulle Davutoğlu gå hen og udvikle selvstændige ambitioner, hvilket er fuldkommen muligt, vil Erdoğan se sig begrænset til en hovedsagelig ceremoniel post.
Endelig afhænger den vaklende tyrkiske økonomi af udenlandsk bevægelig kapital, som til gengæld vil kræve højere fortjeneste, meget store udokumenterede pengestrømme fra Golfstaterne, hvis oprindelse og bestandighed begge er tvivlsomme, foruden et væld af infrastrukturelle projekter for fortsat at kunne gro. Her modarbejder Erdoğans stærkt uberegnelige adfærd (hvor han taler dunder imod det, han kalder for "rentelobbyen" og imod kreditvurderingsfirmaer som Moody's og Fitch, ja endda imod New York Times) yderligere investeringer, mens en kolossal gældspukkel truer med at få landet til at gå bankerot.
 Bevægelig kapital har betalt for infrastrukturen i Tyrkiet, herunder den tredje Bosporus-bro. |
Så selvom Erdoğans ubrudte række af successer kan få nogle til at satse på hans fortsatte dominans i tyrkisk politik, så eksisterer der nogle store forhindringer, som vil kunne gøre en ende på hans vinderkurs. Hans symbiose af at drage lære af Vesten og samtidig forblive loyal mod islamisk tradition kan ende med at implodere.
USA's politik
Med sin ungdommelige, 75 millioner store befolkning, centrale placering, kontrol med en vigtig vandvej og de otte mest problematiske naboer er Tyrkiet en højst ønskværdig allieret. Desuden indtager landet en fremtrædende position i Mellemøsten, blandt tyrkisktalende befolkninger fra Bosnien til Xinjiang, og blandt muslimer over hele verden. Den amerikansk-tyrkiske alliance, som begyndte under Korea-krigen, har været yderst fordelagtig for Washington, som forståeligt nok er led ved at skulle miste den.
Men når det er sagt, så er den ene part alene ikke i stand til at bevare en alliance. Ankaras historie med venlige relationer til Teheran, støtte til Hamas og Islamisk Stat, underminering af Baghdads styre, fjendskab mod Israel og trusler mod Cypern gør dets medlemskab af NATO i bedste fald tvivlsomt og i værste fald tvetydigt.
Washington bør signalere, at den bølletaktik, som vinder stemmer i Tyrkiet, slår fejl i resten af verden. Wall Street Journal har meget hjælpsomt foreslået, at man flytter en amerikansk militærbase i Tyrkiet til irakisk Kurdistan. Erdoğans tiltagende diktatoriske styre bør afvises ligesom Ankaras fortsatte besættelse af Cypern, dets støtte til terrorister og dets antisemitiske ordflom. Ud over disse skridt er tiden inde til at den amerikanske regering gør det klart, at med mindre der hurtigt foretages nogle større ændringer, vil man presse på for at få Tyrkiet suspenderet og endegyldigt smidt ud af NATO.
Hvis Erdoğan insisterer på at opføre sig som en slyngel, er det sådan, landets tidligere allierede bør behandle ham.
