Når Recep Tayyip Erdoğan i dag indtager præsidentembedet i Tyrkiet, overtager hans håndplukkede efterfølger Ahmet Davutoğlu samtidig Erdoğans gamle job som premierminister. Hvad indvarsler disse forandringer for Tyrkiet og dets udenrigspolitik? Med to ord: intet godt.
 Recep Tayyip Erdoğan (t.v.) sammen med Ahmet Davutoğlu (t.h.) |
I juni 2005, da Davutoğlu fungerede som udenrigspolitisk hovedrådgiver for Erdoğan, talte jeg med ham i en time i Ankara. To emner fra denne samtale står stadig levende klart.
Han spurgte mig om den neo-konservative bevægelse i USA, som på tidspunkt befandt sig på højden af sin berømmelse og formodede indflydelse. Jeg indledte med at udtrykke min tvivl på, at jeg tilhørte denne elitegruppe, sådan som Davutoğlu antog, og bemærkede endvidere, at ingen af kernebeslutningstagerne i George W. Bush' administration (hverken præsidenten, vicepræsidenten, udenrigs- og forsvarsministrene eller den nationale sikkerhedsrådgiver) var neo-konservative, et faktum som gjorde mig skeptisk med hensyn til bevægelsens opreklamerede magt. Davutoğlu svarede med en subtil form for antisemitisme, idet han påstod, at de neo-konservative var langt mere magtfulde, end jeg ville indrømme, fordi de samarbejdede i et hemmeligt netværk baseret på religiøse bånd. (Han var så elskværdig ikke at nævne, hvilken religion det kunne dreje sig om.)
Jeg på min side spurgte ham derefter om Tyrkiets udenrigspolitiske mål i Mellemøsten i Retfærdigheds- og Udviklingspartiets (AKP's) æra, som var påbegyndt i 2002, idet jeg havde noteret mig Ankaras nye ambitioner i en region, som man længe havde ringeagtet. Han indrømmede denne forandring og førte mig på en tour d'horizon [rundtur] fra Afghanistan til Marokko, idet han udpegede Tyrkiets særlige bånd til mange lande. Disse bånd omfattede for eksempel tilstedeværelsen af tyrkisktalende indbyggere (f.eks. i Irak), arven efter det osmanniske styre (Libanon), økonomisk symbiose (Syrien), islamiske bånd (Saudi-Arabien) og diplomatisk formidling (Iran).
Det der slog mig mest, var den brovtende optimisme og gennemførte selvsikkerhed hos Davutoğlu, tidligere professor i internationale relationer og islamistisk ideolog. Ikke alene lod han forstå, at Tyrkiet havde ventet med tilbageholdt åndedræt på ham og hans store udsyn, men han udstillede også sin åbenlyse glæde over at befinde sig i en position, hvor han kunne udmale sine akademiske teorier på den internationale politiks store lærred. (Dette privilegium opstår overraskende sjældent.) Kort sagt, den samtale inspirerede mig hverken til tillid eller beundring.
Selvom Davutoğlu har klaret sig bemærkelsesværdigt godt i de mellemliggende år, har han gjort det udelukkende som 'consigliere' [fra italiensk: rådgiver for mafiaboss] for sin særlige beskytter, Erdoğan. Hans ry lyder derimod på inkonsekvent politik og vedvarende fejlslag, fejltrin så håbløse at det grænser til fiasko. Under Davutoğlus ledelse er Ankaras forhold til vestlige lande blevet forringet over næsten hele linjen, mens båndene til Iran, Irak, Syrien, Israel, Egypten og Libyen, blandt de mellemøstlige stater, er faldet totalt til jorden. Og på toppen af det hele er det tyrkiske styre endog truet i dets eget satrapi i det nordlige Cypern.
 "The Dilbert Principle." |
Symbolsk glider Tyrkiet væk fra NATO-alliancens demokratier og hen imod den lille, tarvelige, kinesisk-russiske gruppe kendt som Shanghai Cooperation Organisation. Som oppositionslederen Kemal Kılıçdaroğlu bedrøvet har sagt: "Tyrkiet er blevet ensom i verden."
Den fejlslagne udenrigsminister Davutoğlu indtræder nu – hvis man benytter The Dilbert Principle – i et berusende, men underordnet job som leder af både AKP og regeringen. Han står over for to store udfordringer:
Som leder af AKP er det hans opgave at frembringe en stor sejr ved parlamentsvalget i juni 2015 med henblik på at omforme forfatningen og gøre det halvceremonielle præsidentembede til det valgte sultanat, som Erdoğan tørster efter. Kan Davutoğlu levere stemmerne? Kald mig skeptisk. Jeg forventer, at Erdoğan vil fortryde den dag, hvor han gav slip på sit premierministerium for at blive præsident, efterhånden som han bliver ignoreret og keder sig i sin henslængte tilværelse i præsident-"lejren."
Som Tyrkiets 26. premierminister står Davutoğlu over for en bobleøkonomi faretruende nær på kollaps, et sammenbrydende retssystem, et land oppisket af Erdoğans splittelsesskabende styre, en fjendtlig Gülen- bevægelse og et opdelt AKP, og det hele løber sammen i et i stigende grad islamistisk (og derfor ikke-civilt) land. Desuden eksisterer de udenrigspolitiske problemer, som Davutoğlu selv har skabt, stadig, især ISIS' skæbnesvangre gidseltagning i Mosul.
 Det tyrkiske konsulat i Mosul før dets overtagelse. |
Den uheldige Davutoğlu minder om et rengøringshold, der ankommer til festen kl. 4 om morgenen og bliver mødt af det rod, som soldets hjemdragne gæster har efterladt sig. Heldigvis indtager den stridbare og autokratiske Erdoğan ikke længere Tyrkiets vigtigste regeringspost; men at han lægger landet i de usikre hænder på en loyalist, som har bevist sin inkompetence, skaber mange nye problemer for tyrkerne, deres naboer og alle, som ønsker landet vel.
