De tyrkiske uroligheders betydning

Opstande har rystet Tyrkiet siden den 31. maj: Kan de sammenlignes med de arabiske optøjer, som har væltet fire regenter siden 2011, med Irans Grønne Bevægelse fra 2009 som førte til, at en tilsyneladende reformator blev valgt til præsident i sidste uge, eller måske med Occupy Wall Street, som fik ubetydelige følger?

Regeringen i Istanbul opfordrede mødrene til at "hente deres børn hjem," men i stedet sluttede de sig til protesterne på Taksim-pladsen.

Urolighederne markerer en meget vigtig udvikling med varige følger. Tyrkiet er blevet et mere åbent og frisindet land, et land hvor lederne konfronteres med demokratiske begrænsninger som aldrig før. Men i hvor høj grad det vil ændre islams rolle i Tyrkiet, afhænger primært af økonomien.

En Kina-lignende materiel vækst har været det vigtigste resultat for Recep Tayyip Erdoğan og det AKP-parti, som han står i spidsen for. Den personlige indkomst er blevet mere end fordoblet gennem de ti år, hvor han har været ved magten, og det har ændret landets karakter. Som besøgende i Tyrkiet side 1972 har jeg set virkningerne af denne vækst på næsten alle områder af tilværelsen, lige fra det folk spiser til deres fornemmelse af tyrkisk identitet.

Denne imponerende vækst forklarer AKP's voksende andel af de nationale stemmer i tre valg, fra 34 procent i 2002 til 46 procent i 2007 til lige akkurat under 50 procent i 2011. Det forklarer også, hvorledes partiet, efter 90 år med militæret som afgørende politisk magtfaktor, har kunnet få de væbnede styrker til at makke ret.

I samme tidsrum er to sårbarheder blevet mere synlige, især siden valget i juni 2011, og de truer nu Erdoğans fortsatte dominans i regeringen.

Afhængigheden af udenlandsk kredit. For at opmuntre forbruget har de tyrkiske banker optaget store lån i udlandet, især fra støttende sunni-muslimske kilder. Det heraf følgende voksende underskud på kontoen skaber så stort et behov for kredit, at den private sektor alene har brug for at låne 221 milliarder dollar i 2013, eller næsten 30 procent af landets 775 milliarder dollar store bruttonationalprodukt, GDP. Hvis pengene holder op med at strømme ind i Tyrkiet, er party'et (bevidst ordspil) ovre, og det vil formentlig få aktiemarkedet til at bryde sammen, møntfoden til at dykke og det økonomiske mirakel til at standse med hvinende bremser.

Erdoğan fortæller forældrene: "Jeg holder øje med jer. I skal lave mindst tre børn."

Erdoğans sultan-lignende forståelse af sit demokratiske mandat. Premierministeren opfatter sit valg – og især det i 2011, hvor AKP vandt halvdelen af stemmerne – som et carte blanche til at gøre, som det passer ham, indtil næste valg. Han giver sine personlige følelser frit løb (man mindes hans konfrontation med Shimon Peres i 2009), blander sig i de mindste ting (hans afgørelse af brugen af en bypark udløste de nuværende uroligheder), foretager social planlægning (fortæller gifte par, at de skal føde mindst tre børn og gerne flere), kaster Tyrkiet ud i et upopulært udenlandsk eventyr (Syrien) og dæmoniserer den halvdel af vælgerskaren, som ikke stemte på ham (han har kaldt dem for øldrikkende fyldebøtter, som kopulerer i en moske). Denne optræden har vundet ham brændende støtte blandt hans engang så underkuede vælgere, men den har også vakt raseri blandt det voksende antal tyrkere, som afskyr hans autoritære stil, samt kritik fra Europas ledere. Den tyske kansler Angela Merkel har udtrykt sin "bestyrtelse" over de seneste politiaktioner.

Disse to svagheder peger på økonomiens betydning for Erdoğans, AKP's og landets fremtid. Hvis Tyrkiets finanser rider stormen fra demonstrationerne af, vil det islamistiske program, som ligger centralt i AKP's platform, fortsat nyde fremgang, om end måske mere forsigtigt. Måske vil Erdoğan selv forblive leder og næste år blive landets præsident med nyligt øgede magtbeføjelser; eller måske bliver partiet træt af ham og – som det skete for Margaret Thatcher i 1990 – skubber ham til side til fordel for en, der kan føre det samme program uden at fremkalde så megen fjendtlighed.

Efter to ugers demonstrationer mistede Istanbuls aktiemarked næsten 10 procent af sin værdi.

Men hvis den "bevægelige kapital" flygter ud af Tyrkiet, hvis de udenlandske investorer går andre steder hen, og hvis beskytterne ved Den Persiske Golf anlægger en mere kølig holdning til AKP, så vil demonstrationerne kunne betyde enden på AKP's styre og sprænge kursen mod islamisme og gennemførelse af islamisk lov. Interne kampe i partiet, især mellem Erdoğan og præsident Abdullah Gül, eller i den islamistiske bevægelse, især mellem AKP og Fethullah Gülens magtfulde bevægelse, vil kunne svække islamisterne. Og mere alvorligt, de mange ikke-islamistiske vælgere, som stemte for AKP's fornuftige økonomiske ledelse, vil måske afskrive partiet.

Lønnet jobansættelse er faldet med 5 procent. Det faktiske forbrug faldt i første kvartal af 2013 med 2 procent mere end 2012. Siden demonstrationerne begyndte, er Istanbuls aktiemarked dykket med 10 procent og renten ligger oppe omkring 50 procent. Vil man vurdere islamismens fremtid i Tyrkiet, skal man holde øje med disse og andre økonomiske indikatorer.