Hvordan skal man tolke de seneste uroligheder på gaderne i Istanbul og omkring 65 andre tyrkiske byer? Og især, kan de sammenlignes med de arabiske opstande gennem de seneste 2½ år i Tunesien, Libyen, Egypten, Syrien, Yemen og Bahrain?
 Tyrkerne morer sig med at tegne premierminister Erdoğan som osmannisk hersker. |
Oprøret er ikke opstået ud af ingenting. Jeg var i Istanbul sidste efterår, og det var tydeligt dengang, at premierminister Recep Tayyip Erdoğans diktatoriske tendenser bekymrer tyrkerne mere end hans islamiske aspirationer. Jeg hørte uafladelig en kritik af, at han er "beruset af magt," en "ikke formaliseret kalif" og "Tyrkiets valgte socialplanlægger."
Tyrkerne opregnede for mig en længere liste over autoritære symptomer, som de døjer med fra Erdoğans Retfærdigheds- og Udviklingsparti AKP's ti år lange styre: undertrykkelse af politisk kritik, sammenspist kapitalisme, manipulation med domstolene, uretmæssige fængslinger, skueprocesser og en tilsidesættelse af magtens deling. Især viste de deres ærgrelse over den måde, hvorpå Erdoğan forsøger at pådutte landet sin egen personlige smag.
De demonstrationer, som har fundet sted siden fredag, er protester imod disse foreteelser og meget andet. Det, der begyndte som en lokal disput over fjernelsen af en lille park ved Taksim-pladsen i hjertet af det moderne Istanbul, er hastigt vokset til en national udfoldelse af trods.
Erdoğan er ingen Moammar Kadafi eller Bashar Assad, og han vil ikke massakrere fredelige demonstranter, men hårdhændede politimetoder har efter sigende medført 2.300 tilskadekomne og, ifølge Amnesty International, to døde. Desuden har premierministeren reageret udfordrende og ikke blot insisteret på sin oprindelige plan for parken, men tillige erklæret, at han kan gøre, som det passer ham.
 Rivaliserende, stædige fodboldfans gør det utænkelige og slutter sig sammen imod Erdoğan. |
Erdoğan siger med andre ord, at eftersom tyrkerne har stemt AKP ind som regeringsparti, har de også givet ham bemyndigelse til at gøre, som han vil. Han er den valgte, mystiske padishah. Nuvel, demonstranterne og de hidtil så ivrige udenlandske investorer har noget at skulle have sagt i den forbindelse og kan måske bringe landets Kina-lignende økonomiske vækst i fare.
Det er værd at bemærke, at Abdullah Gül, Tyrkiets præsident og i stigende grad Erdoğans rival, anlagde en helt anden holdning til protesterne. "Demokrati betyder ikke kun valg," sagde han. "Budskabet, som blev fremført i en positiv hensigt, er blevet modtaget." Ved at distancere sig fra premierministeren skærpede Gül Erdoğans isolation.
Hvad angår Syrien, så foretog Erdoğan, efter næsten ti års henrykkelse ved magten, sin første større fejlberegning ved at involvere Tyrkiet intenst i den syriske borgerkrig. Han reagerede med såret stolthed, da Assad, den syriske despot og engang så gode kammerat, ignorerede hans (gode) råd om at indføre reformer. Erdoğan, som ikke er den, der tager let på en afvisning, reagerede følelsesmæssigt og kastede sit land ind i en borgerkrig, gjorde det til vært for oprørerne, leverede forsyninger og våben til dem og forsøgte at råde dem.
Resultatet har været noget nær katastrofalt, set fra Tyrkiets synspunkt. Landet har oplevet nye fjendtligheder fra Moskva, Teheran og Baghdad, det har mistet både sine handelsruter over land til Den Persiske Golf og sin handel med Syrien, det har døjet med terrorisme på tyrkisk jord (i Reyhanli) og det har — hvad der måske er det mest ildevarslende — oplevet bølger af spændinger mellem den skingert sunni-muslimske regering og landets heterodokse muslimske befolkningsgrupper.
Takket være de syriske forviklinger har Tyrkiet mistet sin misundelsesværdige magtposition og popularitet — landets "nul problemer med naboerne"-politik, som bragte ægte resultater — til gengæld for en følelse af at være omgivet af fjender. Hvis præsident Obama engang har pralet af sit "nære arbejdsfællesskab" med Erdoğan, så viste sidste måneds møde i Det Hvide Hus mellem disse to hverken den personlig kemi eller de praktiske resultater vis-à-vis Syrien, som Erdoğan søgte.
Kort sagt, det ser ud til, at ti års valgmæssig ro, politisk stabilitet og overflod af udenlandske investeringer er standset og at der er indledt en ny, mere vanskelig æra for AKP-regeringen. De hendøende oppositionspartier finder måske på ny deres stemme. Anti-krigsfraktionen føler sig måske mere modig. Sekularisterne vil måske være i stand til at opfange den brede utilfredshed med regimets bestræbelser på at tvinge borgerne til at blive mere (islamisk) dydige.
Det er glimrende nyt. Tyrkiet har bevæget sig den forkerte vej under AKP. Selvom der er tale om et demokrati, har AKP-regeringen fængslet flere journalister end nogen anden stat i verden. Selvom landet er sekulært, har det med voksende hast indført et væld af islamistiske regulativer, herunder sidste uges forhastede begrænsninger på alkohol samt advarsler mod offentlig udstilling af kærlighedsytringer.
Selvom Tyrkiet er medlem af NATO, så deltog landet i 2010 i en fælles militærøvelse med Kina. Selvom landet er EU-ansøger, så flirter det med Shanghai Cooperation Organisation, dannet i 1996 af russiske og kinesiske ledere som en anti-NATO gruppe. Selvom Tyrkiet formodes at være en amerikansk allieret, så har det ydmyget Israel, kaldt zionismen for en "forbrydelse imod menneskeheden" og hyldet den terrorlistede Hamas-organisation.
 Erdoğans politi viser de fredelige demonstranter, hvem der er boss. |
Takket være demonstrationerne kan vi måske nære et fornyet håb om, at Tyrkiet vil undgå den vej, det var slået ind på, nemlig vejen til despotisme, islamisering og stadig mere slyngelprægede, udenlandske forbindelser. Måske kan dets sekulære, demokratiske og pro-vestlige arv atter vækkes til live.
