Hvilke motiver lå bag sidste måneds Boston Marathon-bombning og det planlagte angreb på et tog fra VIA Rail Canada?
Folk fra venstrefløjen og fra samfundets styrende kredse giver ofte diverse upræcise og fortærskede svar – så som "voldelig ekstremisme" eller vrede over vestlig imperialisme – som ikke er en seriøs diskussion værdige. De konservative, derimod, kaster sig indbyrdes ud i en livlig og seriøs debat: nogle siger, at religionen islam selv udgør motivet, andre siger, at det ligger i en moderne, ekstremistisk variant af selv samme religion, kendt som radikal islam eller islamisme.
Som deltager i sidstnævnte debat vil jeg her fremlægge mine argumenter for at fokusere på islamismen.
 Cairos Al-Azhar Moske, som stod færdig i år 972, repræsenterer et højdepunkt i muslimsk kultur. |
De, der fokuserer på islam selv som værende problemet (så som eks-muslimerne Wafa Sultan og Ayaan Hirsi Ali), peger på overensstemmelserne mellem Muhammeds liv samt indholdet af Koranen og hadith'en og så nutidens muslimske praksis. I lighed med Geert Wilders' film Fitna peger de på en slående overensstemmelse mellem koranvers og jihad-aktioner. De citerer islamiske skrifter for at fremhæve muslimsk overherredømme, jihad og kvindehad som centrale elementer og konkluderer, at en moderat udgave af islam er umulig. De peger på, at den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdoğan ler hånligt ad selve tanken om en moderat islam. Deres dræbende spørgsmål lyder: "Var Muhammed muslim eller islamist?" De hævder, at vi, der lægger skylden på islamismen, gør det af politisk korrekthed eller fejhed.
Hvortil vi replicerer: Ja, der eksisterer visse overensstemmelser; og islamisterne følger så afgjort både Koranen og hadith'en fuldkommen bogstaveligt. Der findes også moderate muslimer, men de mangler islamisternes næsten hegemoniske magt. Erdoğans benægtelse af en moderat islam peger på en ejendommelig overlapning mellem islamismen og anti-islam-holdningen. Muhammed var en simpel muslim, ikke en islamist, for dette begreb daterer sig kun tilbage til 1920'erne. Og nej, vi er ikke feje kujoner, men tilbyder en sand analyse.
Og den analyse lyder således:
Islam er den fjorten hundrede år gamle tro for mere end en milliard mennesker, som inkluderer alt lige fra stilhedsdyrkende sufier til voldelige jihadister. Muslimerne oplevede en bemærkelsesværdig militær, økonomisk og kulturel succes sådan omtrent mellem årene 600 til 1200. At være muslim betød dengang, at man tilhørte et vinderhold, en kendsgerning som i bred forstand inspirerede muslimer til at forbinde deres tro med verdslig succes. Disse erindringer om middelalderlig storhed er ikke blot levende, men tillige centrale i de troendes tillid til islam og til sig selv som muslimer.
 Det moderne muslimske traume begynder: Napoleon i slaget ved pyramiderne, 1798, som maleren Antoine-Jean Gros forestillede sig det. |
Omkring år 1800 opstod der nogle alvorlige mislyde, da muslimerne uventet tabte både krige, markeder og kulturelt førerskab til vesteuropæerne. Det er fortsat i dag, hvor muslimerne i stigende grad hober sig op, jo nærmere man kommer bunden i næsten et hvilket som helst præstationsindeks. Dette omsving har fremkaldt en massiv forvirring og vrede. Hvad gik galt, hvorfor svigtede gud tilsyneladende sine troende? Den ubærlige forskel mellem fortidens bedrifter og nutidens nederlag har været traumeskabende.
Muslimerne har reageret på krisen på hovedsagelig tre måder. De sekulære ønsker, at muslimerne skrotter shari'a (islamisk lov) og efterligner Vesten. Apologisterne efterligner også Vesten, men foregiver, at de dermed følger shari'a. Islamisterne afviser Vesten til fordel for en tilbageskuende og komplet gennemførelse af shari'a.
 Bernard Lewis udgav i 2001 en bog med titlen What Went Wrong (Hvad gik galt). |
Støttet af 10-15 procent af muslimerne kan islamismen trække på nogle hengivne og dygtige kadrer, som har opnået en indflydelse, der langt overgår deres begrænsede antal. Den udgør en trussel mod civiliseret liv i Iran, Egypten og ikke blot på gaderne i Boston, men også i vestlige skoler, parlamenter og retssale.
Så vores dræbende spørgsmål lyder: "Hvordan foreslår I, at islamismen kan bekæmpes?" De, der gør hele islam til deres fjende, ligger ikke blot under for en overforenklet og essentialistisk illusion, men de savner også enhver mekanisme til at bekæmpe den. Vi, der fokuserer på islamismen, betragter Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig som modeller for, hvordan man betvinger den tredje totalitarisme. Vi indser, at den radikale islam udgør problemet og den moderate islam løsningen. Vi samarbejder med anti-islamistiske muslimer for at besejre den fælles plage. Vi vil sejre over denne nye variant af barbariet, så en moderne form for islam kan opstå.
