Hvad betyder det arabiske ord jihad?
Et svar fremkom i sidste uge, da Saddam Hussein lod sine islamiske ledere appellere til muslimer verden over om at deltage i hans jihad for at besejre de "onde amerikanere," såfremt de skulle angribe Irak; derefter truede han selv USA med jihad.
Som dette antyder, er jihad "hellig krig." Eller mere præcist: Det betyder den lovfæstede, obligatoriske, fælles bestræbelse på at udvide de områder, som styres af muslimer, på bekostning af områder som styres af ikke-muslimer.
Formålet med jihad er med andre ord ikke direkte at sprede den islamiske tro, men at udøve overlegent muslimsk herredømme (troen følger naturligvis ofte flaget). Jihad er således ufortrødent offensiv i sin natur og har det endemål at opnå muslimsk herredømme over hele kloden.
Jihad har i århundreder haft to forskellige betydninger, én der er meget radikal og én, der er mindre radikal. Den første erklærer, at muslimer, som fortolker deres tro anderledes, er vantro og derfor legitime mål for jihad. (Dette er grunden til, at algeriere, egyptere og afghanere ofte er blevet ofre for jihadistisk aggression på linje med amerikanere og israelere.) Den anden betydning, som er forbundet med mystikerne, afviser den lovfæstede definition på jihad som væbnet konflikt og opfordrer muslimer til at trække sig tilbage fra verdslige forehavender for at opnå spirituel fordybelse.
Jihad i betydningen territorial ekspansion har altid udgjort et centralt aspekt af den muslimske tilværelse. Det var sådan, muslimerne vandt herredømmet over Den Arabiske Halvø i tiden omkring profeten Muhammads død i 632. Det var sådan, muslimer hundrede år senere havde erobret et område, der strakte sig fra Afghanistan til Spanien. Efterfølgende ansporede og retfærdiggjorde jihad muslimske erobringer af områder som Indien, Sudan, Anatolien og Balkan.
I dag er jihad verdens primære kilde til terrorisme, idet den inspirerer til en verdensomspændende voldskampagne ved selvbestaltede jihadist-grupper:
- Den Internationale Islamiske Front for Jihad mod Jøder og Korsfarere: Osama bin Ladens organisation;
- Laskar Jihad: ansvarlig for mordene på mere end 10.000 kristne i Indonesien;
- Harakat ul-Jihad-i-Islami: en førende årsag til vold i Kashmir;
- Palæstinensisk Islamisk Jihad: den mest ondsindede, anti-israelske terroristgruppe af dem alle;
- Egyptisk Islamisk Jihad: dræbte Anwar El-Sadat i 1981, mange andre siden da, og
- Yemenitisk Islamisk Jihad: dræbte tre amerikanske missionærer i mandags.
Men jihads mest sygelige, nutidige forekomst findes i Sudan, hvor regeringspartiet indtil for nylig hyldede sloganet "Jihad, Sejr og Martyrium." I to årtier har jihadister dér, under regeringens beskyttelse, fysisk angrebet ikke-muslimer, plyndret deres ejendele og myrdet mændene.
Jihadister har derefter gjort titusindvis af kvinder og børn til slaver, tvunget dem til at konvertere til islam, sendt dem ud på tvungne marcher, slået dem og sat dem til at udføre hårdt, fysisk arbejde. Kvinderne og de større piger blev også udsat for rituelle gruppevoldtægter, genital skamfering og et liv i seksuel trældom.
Sudans statssponsorerede jihad har forvoldt omkring 2 millioner døde og tvangsforflytning af andre 4 millioner – hvilket gør det til den største humanitære katastrofe i vores epoke.
Trods jihads historie som førende kilde til konflikter gennem 14 århundreder, hvorved den har forvoldt uhørte menneskelige lidelser, hævder akademiske og islamiske apologeter, at den udelukkende tillader forsvarskamp, eller endda at den er fuldkommen ikke-voldelig. Tre amerikanske professorer i islamiske studier påpeger farverigt det sidstnævnte, idet de forklarer jihad som:
- En "indsats imod det onde i personen selv og imod hvert eneste udtryk for ondskab i samfundet" (Ibrahim Abu-Rabi, Hartford Seminary);
- "Modstand mod apartheid eller et arbejde for kvinders rettigheder" (Farid Eseck, Auburn Seminary), og
- "At blive en bedre elev, en bedre kollega, en bedre forretningspartner. Frem for alt, at kontrollere ens egen vrede" (Bruce Lawrence, Duke University).
Det ville være vidunderligt, om jihad skulle udvikle sig til noget så lidet aggressivt som at kontrollere ens egen vrede, men det vil ikke ske blot ved, at man drømmer sig væk fra en grufuld virkelighed. Foregivelsen af en godartet jihad hindrer tværtimod seriøse bestræbelser på selvkritik og genfortolkning.
Vejen væk fra terrorisme, erobring og slaveri ligger i muslimers åbenhjertige erkendelse af jihads historiske rolle, efterfulgt af undskyldninger over for jihads ofre, udviklingen af et islamisk grundlag for ikke-voldelig jihad og (det sværeste) et faktisk ophør med at føre voldelig jihad.
Desværre er en sådan forløsningsproces i dag ikke undervejs; den voldelige jihad vil antageligt fortsætte, indtil den bliver knust af en overlegen militærmagt (forsvarsminister Donald Rumsfeld, lyt venligst). Først når jihad er nedkæmpet, vil moderate muslimer omsider finde deres stemme og for alvor påbegynde det hårde arbejde med at modernisere islam.
