Mere end tre år efter major Nidal Malik Hasans massakre ved Fort Hood, Texas, i november 2009 hersker der stadig uenighed om klassificeringen af hans forbrydelse. Forsvarsministeriet har i sin visdom og med støtte fra politi, politikere, journalister og akademikere karakteriseret hans gerning, som indebar tretten dræbte og treogfyrre sårede, som "vold på arbejdspladsen." For eksempel nævner den 86 sider lange undersøgelse til forebyggelse af en gentagelse af episoden, Protecting the Force: Lessons from Fort Hood [Beskyttelse af hæren: Erfaringer fra Fort Hood], betegnelsen "vold på arbejdspladsen" seksten gange.[1]
 Forsiden på "Middle East Quarterly," foråret 2013. |
Derimod har medlemmer af kongressen gjort nar ad betegnelsen "vold på arbejdspladsen," og en gruppe på 160 ofre og familiemedlemmer har for nylig udgivet en video, "The Truth About Fort Hood" [Sandheden om Fort Hood], hvori de kritiserer regeringen. På treårsdagen for massakren lagde 148 ofre og familiemedlemmer sag an mod den amerikanske regering for at undlade at påtage sig et retsligt og økonomisk ansvar ved ikke at anerkende hændelsen som terrorisme.[3]
Den militære ledelse ignorerer bevidst det, der stirrer dem lige i øjnene, nemlig Hasans klare og tydelige islamistiske inspiration; Protecting the Force nævner ikke ordene "muslim" og "jihad" én eneste gang, og ordet "islam" kun en enkelt gang, i en fodnote.[4] Massakren er officielt stadig uden forbindelse til terrorisme eller islam.
Dette eksempel passer ind i et større mønster: Det herskende establishment benægter, at islamismen—en form for islam som tilstræber at gøre muslimer dominerende ved hjælp af en ekstrem, totalitær og rigid anvendelse af islamisk lov, shari'a—er den førende globale årsag til terrorisme, selvom den så tydeligt er det. Islamismen vender tilbage til middelalderlige normer i sin stræben efter at skabe et kalifat, som skal herske over menneskeheden. "Islam er løsningen" sammenfatter dens doktrin. Islams offentlige lov kan sammenfattes ved, at den hæver muslimer over ikke-muslimer, mænd over kvinder, og billiger brugen af vold til at udbrede det muslimske styre. Gennem de seneste årtier har islamisterne (tilhængerne af denne islamiske vision) skabt sig et terror-ry uden sidestykke. For at citere en enkelt tabel: TheReligionOfPeace.com opregner 20.000 angreb i islams navn siden 9/11 [5] eller godt fem om dagen. I Vesten opføres der næsten ingen terrorhandlinger, som er inspireret af andre motiver end islam.
Det er vigtigt at dokumentere og forklare denne benægtelse og undersøge dens implikationer. Eksemplerne kommer hovedsagelig fra USA, men de kunne i realiteten stamme fra et hvilket som helst vestligt land—bortset fra Israel.
Dokumentation af benægtelsen
 Forsiden til "Protecting the Force: Lessons from Fort Hood." |
- 1990 mordet på rabbiner Meir Kahane i New York: "Et receptudskrevet middel mod … depression."[6]
- 1991 mordet på Makin Morcos i Sydney: "Et røveri der gik galt."
- 1993 mordet på pastor Doug Good i det vestlige Australien: Et "utilsigtet drab."
- 1993 angrebet på udlændinge på et hotel i Cairo, hvor ti blev dræbt: Sindssygdom.[7]
- 1994 drabet på en chassidisk jøde på Brooklyn Bridge: "Gadevold."[8]
- 1997 skuddrab fra toppen af Empire State Building: "Havde mange, mange fjender i tankerne."[9]
- 2000 angrebet på en bus med jødiske skolebørn nær Paris: Trafikulykke.
- 2002 flystyrt ind i et Tampa-højhus ved en Osama bin Laden-beundrende arabisk-amerikaner (men ikke-muslim): Akne-medicinen Accutane.[10]
- 2002 dobbeltmordet ved LAX: "Et arbejdsskænderi."[11]
- 2002 Beltway-snigskytter: Et "stormfuldt [familie]forhold."[12]
- 2003 Hasan Karim Akbars angreb på sine soldaterkammerater, hvorved han dræbte to: Et "holdningsproblem."[13]
- 2003 lemlæstelse og mord på Sebastian Sellam: Psykisk sygdom.[14]
- 2004 eksplosion i Brescia, Italien, uden for en McDonald's restaurant: "Ensomhed og depression."[15]
- 2005 bersærkergang på et pensionistcenter i Virginia: "Uenighed mellem den mistænkte og et andet medlem af personalet."[16]
- 2006 morderisk grassat ved Jewish Federation of Greater Seattle: "Fjendskab mod kvinder."[17]
- 2006 drab ved SUV i det nordlige Californien: "Hans nylig arrangerede ægteskab kan have gjort ham stresset."[18]
Dette benægtelsesmønster er så meget desto mere slående, eftersom det drejer sig om klart islamiske former for vold så som selvmordsoperationer, halshugning, æresdrab og skamfering af kvinders ansigt. Når det for eksempel drejer sig om æresdrab, har Phyllis Chesler påvist, at dette fænomen adskiller sig fra vold i hjemmet og, i vestlige lande, næsten altid udføres af muslimer.[19] Men den slags påpegninger overbeviser ikke de herskende klasser, som er tilbøjelige til at filtrere islam ud af ligningen.
Den almengjorte trussel inspirerer til yderligere benægtelse. Politikere og andre undgår at nævne islam, islamisme, muslimer, islamister, mujahideener og jihadister. I stedet anklager de ondskabsfulde personer, militante, radikale ekstremister, terrorister og al-Qaeda. Kun ét døgn efter 9/11 slog USA's udenrigsminister Colin Powell tonen an ved at erklære, at de netop begåede ugerninger "ikke bør opfattes som noget, der er udført af arabere eller islam-tilhængere; de er noget, der blev udført af terrorister."[20]
En anden taktik er at skjule den islamistiske virkelighed under en tåge af ordskvalder. George W. Bush refererede på et tidspunkt til "den store kamp mod ekstremisme, som nu udspiller sig i brede dele af Mellemøsten"[21], og en anden gang til "kampen mod ideologiske ekstremister, som ikke tror på frie samfund og som tilfældigvis anvender terror som våben i forsøget på at ryste den frie verdens samvittighed."[22] Han gik så vidt som til at afvise ethvert islamisk element ved at påstå, at "Islam er en storslået religion, som prædiker fred."[23]
 Den amerikanske justitsminister Eric Holder i 2010, hvor han undgår enhver nævnelse af islamisme. |
Smith: I tilfældet med alle tre [terror]forsøg gennem det seneste år, … hvoraf ét lykkedes, så har de pågældende personer haft forbindelser til den radikale islam. Mener De, at disse personer kan have følt sig tilskyndet til deres handling på grund af den radikale islam?
Holder: På grund af?
Smith: Den radikale islam.
Holder: Der er flere forskellige grunde, tror jeg, til at folk har udført disse handlinger. Én er, jeg tror, at man bør kigge på hvert enkelt tilfælde. Jeg mener, lige nu er vi igang med at tale med Mr. [Feisal] Shahzad for at prøve at forstå, hvad det var, der drev ham til at udføre denne handling.
Smith: Ja, men den radikale islam kunne have været en af grundene?
Holder: Der er flere forskellige grunde til, at folk...
Smith: Men var den radikale islam en af dem?
Holder: Der er flere forskellige grunde til, at folk gør visse ting. Nogle af dem er muligvis religiøse...[25]
Og sådan blev Holder ved med at modstå, indtil Smith til sidst gav op. Og dette var ikke nogen undtagelse: En næsten tilsvarende benægtelse fandt sted i december 2011 ved en ledende embedsmand fra forsvarsministeriet.[26]
Eller man kan simpelthen ignorere det islamistiske element; en undersøgelse udgivet af Department of Homeland Security [afdelingen for indenlands sikkerhed], Evolution of the Terrorist Threat to the United States, nævner kun islam én gang. I september 2010 talte Obama i FN og undgik med en passiv sætningskonstruktion al nævnelse af islam i forbindelse med 9/11: "For ni år siden signalerede ødelæggelsen af World Trade Center en trussel, som ikke respekterede nogen grænser i form af værdighed eller anstændighed."[27] Omkring samme tidspunkt udtalte Janet Napolitano, chefen for Homeland Security, at profilerne for de amerikanere, som har deltaget i terrorisme, indikerer, at "der ikke findes nogen 'typisk' profil for en hjemmeavlet terrorist."[28]
Newt Gingrich, tidligere formand for Repræsentanternes Hus, fordømmer med rette denne mentalitet som "to plus to må være lig med noget andet end fire."[29]
Undtagelser fra benægtelsen
Der findes faktisk undtagelser fra dette mønster; personer fra de herskende klasser dropper nu og da paraderne og erkender den islamistiske trussel mod den civiliserede verden. Gingrich holdt selv en enestående velinformeret tale om shari'a (islamisk lov) i 2010, hvori han bemærkede, at "Dette er ikke en krig mod terrorisme. Terrorisme er en aktivitet. Dette er en kamp mod radikale islamister såvel i deres militante som i deres dulgte udgave."[30]
Den britiske premierminister Tony Blair fremkom med en opsigtsvækkende og velformuleret analyse i 2006:
Dette er krig, men af en fuldkommen ukonventionel art. … Hvad er det for værdier, der styrer verdens fremtid? Er det tolerance, frihed, respekt for forskellighed og diversitet eller er det bagstræb, splid og had? … Det er til dels en strid mellem, hvad jeg vil kalde for reaktionær islam og moderat, almindelig islam. Men implikationerne af den går langt videre. Vi udkæmper en krig, ikke kun mod terrorisme, men om hvordan verden bør regere sig selv her i begyndelsen af det 21. årh., om globale værdier.[31]
Den nuværende britiske premierminister, David Cameron, leverede en fin analyse i 2005, længe før han indtog sit aktuelle embede:
Drivkraften bag vore dages terrortrussel er islamistisk fundamentalisme. Den kamp vi er kastet ud i, er i sin rod ideologisk. Op gennem det forrige århundrede har der udviklet sig en tråd af islamistisk tænkning, som i lighed med andre totalitarismer, såsom nazisme og kommunisme, tilbyder sine tilhængere en form for frelse gennem vold.[32]
Og i 2011, hvor Cameron, nu som premierminister, vendte tilbage til dette tema: "Vi er nødt til at være absolut tydelige med hensyn til, hvor oprindelsen til disse terrorangreb ligger. Og det er i eksistensen af en ideologi, islamistisk ekstremisme."[33]
 Den tidligere tjekkiske udenrigsminister, Alexandr Vondra, udtrykte sin holdning med usædvanlig oprigtighed. |
De radikale islamister udfordrer praktisk talt alt, hvad vores samfund hævder at stå for, uanset hvordan Vestens politik har været eller er. Disse udfordringer inkluderer forestillingen om menneskerettigheder og ytringsfrihed.[34]
George W. Bush talte i perioden efter oktober 2005 om "islamo-fascisme" og "islamiske fascister." Joseph Lieberman, amerikansk senator fra Connecticut, kritiserede dem, der nægter "at identificere vores fjende i denne krig som det, den er: voldelig islamistisk ekstremisme"[35], og sponsorerede en glimrende senatsundersøgelse vedrørende major Hasan. Rick Santorum, dengang amerikansk senator fra Pennsylvania, leverede en bemærkelsesværdig analyse:
Under 2. Verdenskrig kæmpede vi mod nazisme og japansk imperialisme. I dag kæmper vi mod islamiske fascister. De angreb os den 11. september, fordi vi er den største hindring for deres åbent erklærede mission om at underkaste hele verden deres fanatiske styre. Jeg tror, at truslen fra den islamiske fascisme er præcist lige så plagsom som truslen fra nazismen og sovjetkommunismen. Nu, som dengang, står vi over for nogle fanatikere, som ikke vil afstå fra noget for at komme til at herske over os. Nu, som dengang, findes der ingen udvej; vi vil enten vinde eller tabe.[36]
Antonin Scalia, associeret dommer ved USA's højesteret, bemærkede i en vurdering, at "Amerika er i krig med radikale islamister."[37] En undersøgelse fra New Yorks politiafdeling, Radicalization in the West: The Homegrown Threat [Radikalisering i Vesten: den hjemmeavlede trussel], diskuterer "islamisk baseret terrorisme" i første linje og lemper ikke senere på det. Den indeholder eksplicitte henvisninger til islamisme så som: "I sidste instans forestiller jihadisterne sig en verden, hvor jihadisk salafi-islam dominerer og udgør regeringsgrundlaget."[38]
Så virkeligheden skubber sig faktisk nu og da op gennem benægtelsens og ordskvalderens tåger.
Benægtelsens mysterium
Hvis vi lægger disse undtagelser til side, hvad forklarer så denne vedholdende benægtelse af islamiske motiver? Hvorfor denne laden som om der ikke tramper en elefant rundt i butikken? En uvilje til at se sandheden i øjnene smager uundgåeligt af eufemisme, kujoneri, politisk korrekthed og formildelse. Det er i denne ånd Gingrich hævder, at "Obama-administrationen er bevidst blind over for karakteren af vore fjender og de kræfter, som truer Amerika. … det er ikke uvidenhed; det er en bevidst bestræbelse på at undgå [virkeligheden]."[39]
Disse problemer bidrager absolut til benægtelsen, men noget mere grundlæggende og berettiget rækker videre med hensyn til at forklare denne modvilje. Et vink herom stammer fra en Ph.D.-afhandling i politik fra 2007, indsendt af Gaetano Ilardi til Monash University i Melbourne. Under titlen "From the IRA to Al Qa'eda: Intelligence as a Measure of Rational Action in Terrorist Operations" [Fra IRA til Al Qa'eda: efterretninger som middel til at måle graden af rationel handlen i terroroperationer] refererer den hyppigt til islam og relaterede emner; Ilardi er også blevet citeret i pressen vedrørende emnet radikalisering. Men i 2009 var han, som fungerende overbetjent ved politiet i Victoria, den, der mest højlydt blandt de tyve politikolleger over for mig insisterede på, at politiet ikke på nogen måde bør nævne islam offentligt, når man diskuterer terrorisme. Med andre ord kan ønsket om ikke at referere til islam komme fra en, der er fuldt ud bekendt med islams rolle.
 Daniel Benjamin, det amerikanske udenrigsministeriums koordinator for kontraterrorisme. |
Politikerne er fuldt ud klar over, hvordan al Qaedas ideologer har øremærket islamiske tekster og begreber og formet disse til en kappe af religiøs legitimering af deres blodsudgydelser. Som en, der har skrevet omfattende om, hvorledes al Qaeda og de radikale grupper, der gik forud, har opsamlet og udvalgt fra hellige skrifter, ofte uden for al kontekst, er jeg slet ikke i tvivl om, at mine kolleger forstår karakteren af denne trussel.[40]
Ilardi og Benjamin kender deres stof; de undgår at diskutere islam i forbindelse med terrorisme af grunde, som stikker dybere end politisk korrekthed, uvidenhed eller formildelse. Hvad er da disse grunde? To faktorer har central betydning: ønsket om hverken at støde muslimerne fra sig eller at omforme samfundet.
Forklaring på benægtelsen
Ønsket om ikke at fornærme muslimer, et oprigtigt og rimeligt mål, er den grund, der oftest bliver citeret offentligt. Visse muslimer hævder i protest, at et fokus på islam, islamisme eller jihad øger den muslimske frygt for, at Vesten har kastet sig ud i en "krig imod islam." Joseph Lieberman bemærker for eksempel, at Obama-administrationen foretrækker ikke at benytte udtrykket "voldelige islamistiske ekstremister," når den refererer til fjenden, fordi anvendelsen af den slags utvetydige ord "forstærker vores fjendes propagandapåstand om, at Vesten er i krig med islam."[41]
Da Barack Obama i et interview blev spurgt om, hvorfor han kun en enkelt gang havde anvendt udtrykket "krig mod terror," bekræftede han dette punkt: "Ord er vigtige i denne situation, for en af måderne, hvorpå vi skal vinde dette slag, er gennem en kamp om folks hjerter og tanker." Da han derefter blev spurgt: "Det er således ikke et udtryk, De agter at benytte ret meget fremover?" svarede han:
Ved du hvad, det jeg ønsker at gøre, er at sørge for, at jeg konstant taler om al Qaeda og andre tilknyttede organisationer, fordi jeg mener, at vi kan bringe de moderate muslimer til at indse, at den form for ødelæggelse og nihilisme i sidste ende udgør en blindgyde, og at vi bør arbejde sammen for at sikre, at alle får en bedre tilværelse.[42]
Daniel Benjamin anfører det samme mere klart:
Det at lægge vægten på "islamist" i stedet for "voldelig ekstremist" undergraver vore bestræbelser, eftersom det fejlagtigt placerer kerneproblemet i troen hos mere end en milliard mennesker, som afskyr vold. Som den ene interne regeringsundersøgelse efter den anden har vist, så ender den slags udtryk uundgåeligt med at blive fordrejet i de globale medier og dermed fremmedgøre de moderate muslimer.[43]
Denne bekymring indeholder faktisk to undergrupper for to typer af muslimer: De, der ellers ville hjælpe med at bekæmpe terrorismen, bliver fornærmede ("en sand muslim kan aldrig være terrorist") og træder derfor ikke frem, mens de, der ellers ville være uengagerede, bliver radikaliserede og nogle endda terrorister.
Den anden grund til at undertrykke sin tale om islam drejer sig om den forestilling, at sådan tale ville medføre en omfattende og lidet ønskværdig ændring væk fra den måde, hvorpå sekulære, vestlige samfund er indrettede. Ved at lægge skylden for terrorangreb på et stofforbrug, der er gået skævt, gadevold, et arrangeret ægteskab, psykisk syge som går bersærk eller bizarre arbejdsulykker, får vesterlændinge mulighed for at undlade at konfrontere de problemer, som har at gøre med islam. Selvom jihad-forklaringen er langt mere overbevisende, så er den også meget mere bekymrende.
Når man lægger mærke til, at islamistisk terrorisme næsten udelukkende udføres af muslimer, som agerer på baggrund af en islamisk overbevisning, må følgen være, at muslimer skal peges ud med henblik på særlig granskning, måske af den art som denne forfatter foreslog i 2003:
Muslimske regeringsansatte inden for politiet, militæret og det diplomatiske korps bør tjekkes for forbindelser til terrorisme, ligesom muslimske prædikanter i fængslerne og i de væbnede styrker. Muslimske besøgende og immigranter bør gennemgå udvidede baggrundstjek. Moskeer kræver en granskning ud over den, der gælder for kirker og templer.[44]
Iværksættelsen af en sådan politik betyder, at politiets opmærksomhed fokuserer på en befolkningsgruppe, som er defineret ved sin religion. Dette går stik imod de venstreorienterede, multikulturelle og politisk korrekte værdinormer; det vil også blive karakteriseret som værende ulovligt og måske forfatningsstridigt. Det vil betyde, at man skelner på basis af en persons gruppetilhørsforhold. Det vil indebære profilering. Disse ændringer har foruroligende implikationer, som vil blive fordømt som værende "racistiske" og "islamofobiske," beskyldninger som kan være karriereødelæggende i vores dages offentlige miljø.
Islam-relaterede forklaringer kan give en mere overbevisende redegørelse end det at gøre gerningsmændene til ofre, men påbuddet om ikke at pille ved de eksisterende social normer sejrer over kontraterrorismen. Dette forklarer, at politi, anklagere, politikere og professorer undgår de faktiske kendsgerninger bag islamistiske angreb og i stedet finder diverse sekulære motiver. Den slags beroligende og upræcise klicheer har den fordel, at de ikke indebærer andre ændringer end vagtsomhed over for våben. Håndteringen af den ubehagelige virkelighed kan udsættes.
Endelig synes benægtelsen at fungere. Blot fordi politiet, militæret og efterretningsvæsenet går på listesko vedrørende de to emner islamisk motivation og den uforholdsmæssige islamistiske terrorisme, når de henvender sig til offentligheden, afholder dette ikke de selvsamme institutioner fra i praksis og i al stilhed at fokusere på islam og muslimer. Faktisk er der masser af beviser på, at de gør netop dette, og dette har medført en effektiv kontraterrorismeindsats siden 9/11 med en tæt granskning af alt lige fra moskeer til hawalas, uformelle muslimske finansielle transaktioner. Som et resultat, med sjældne undtagelser (såsom Fort Hood-skytten), har islamistiske terrornetværk tendens til at blive forpurret og vellykkede angreb har tendens til at opstå ud af den blå luft hos nogle gerningsmænd, som er karakteriseret ved et pludseligt opstået jihad-syndrom.
Argumenter imod benægtelsen
Selvom denne forfatter respekterer trangen til ikke at genere muslimsk følsomhed og erkender, at den åbne diskussion af islam kan have store konsekvenser for samfundsindretningen, insisterer jeg alligevel på behovet for at nævne islam. For det første er det ikke klart, hvor stor skade talen om islam i virkeligheden forvolder. Ægte anti-islamistiske muslimer insisterer på, at islam skal diskuteres; islamister, som udgiver sig for moderate, er tilbøjelige til at være dem, der simulerer ophidselse over en "krig mod islam" og lignende.
For det andet er der meget få beviser på, at muslimer bliver radikaliserede af den blotte diskussion om islamisme. Tværtimod er det sædvanligvis noget mere specifikt, som får en muslim til at vende sig i den retning, det være sig lige fra måden amerikanske kvinder klæder sig på til droneangreb i Somalia, Yemen eller Pakistan.
For det tredje, selvom det skal indrømmes, at diskussionen af islam har omkostninger, så koster det mere at ignorere den. Behovet for at definere fjenden, ikke kun inden for krigsrådene, men over for offentligheden, trumfer alle andre overvejelser. Som oldtidens kinesiske strateg Sun Tzu bemærkede: "Kend din fjende og kend dig selv og du kan kæmpe hundrede slag." Hele Karl von Clausewitz's teori om krig hviler på en præcis vurdering af fjenden. Ligesom en læge må identificere og sætte navn på en sygdom, før han kan behandle den, således må politikere og generaler identificere og sætte navn på fjenden for at slå ham.
Ved at censurere sig selv hæmmer man sin evne til at føre krig. Når man undlader at nævne fjendens identitet, sår man forvirring, skader moralen og rutter med kræfterne. Det er kort sagt opskriften på nederlag. De historiske annaler fortæller så vist ikke om nogen krig, der er vundet, når fjendens blotte navn og identitet ikke måtte nævnes; dette gælder i endnu højere grad i moderne tid, hvor definitionen af fjenden bør gå forud for og understøtte den militære sejr. Kan man ikke benævne sin fjende, kan man ikke besejre ham.
For det fjerde, selvom politiet et al. oplever, at det at sige én ting offentligt og gøre noget andet privat fungerer, så er prisen for denne uærlighed meget høj, idet der skabes et brud mellem politikernes højtflyvende ord og kontraterrorismens sommetider smudsige virkelighed:
- Regeringsansatte i farezonen: På den ene side må offentligt ansatte, af frygt for at blive udstillet, skjule eller lyve om deres aktiviteter. På den anden side må de, for at udføre deres arbejde effektivt, forplumre nogle omhyggeligt og sagligt udformede regeringsregulativer eller ligefrem bryde loven.
- En forvirret offentlighed: Politiske udtalelser afviser hyklerisk enhver forbindelse mellem islam og terrorisme, selvom kontraterrorismen implicit netop knytter denne forbindelse.
- Fordelen er islamisternes: De (1) peger på, at regeringens erklæringer er det rene bluf for at skjule det, der i virkeligheden er en krig mod islam; og (2) vinder muslimske medlemmer ved at spørge dem, hvem de tror på, islamister der taler lige ud af posen eller uærlige politikere.
· "Sikkerhedsteater" og andre pantomimer: For at overbevise iagttagerne om, at muslimerne ikke er specielt i kikkerten, hales andre ind af hensyn til forestillingen, hvorved man spilder sparsom tid og begrænsede resurser.[45]
Et eksempel på sikkerhedsteater.
- Øget fortørnelse og flere fordomme: Folk holder munden lukket, men tankerne kører. En åben, offentlig diskussion, hvor man kan fordømme islamisterne, men støtte de moderate muslimer, ville føre til en bedre forståelse af problemet.
- Vagtsomheden bliver modvirket: Kampagnen "Hvis du ser noget, så sig noget" er fin, men hvad er prisen for at melde mistænkelig adfærd hos en nabo eller en passager, som viser sig at være uskyldig? Selvom vagtsomme naboer har udgjort en vigtig kilde som dække for kontraterrorismen, vil enhver, der rapporterer om sine bekymringer, åbne sig for bagvaskelse i form af racist eller "islamofob," beskadigelse af karrieren eller ligefrem for en retssag.[46]
Uviljen til at vedgå de islamistiske motiver bag størsteparten af terrorismen er således en hindring for en effektiv kontraterrorisme og gør yderligere fjendtligheder mere sandsynlige.
Når benægtelsen ophører
Benægtelsen vil sandsynligvis fortsætte, indtil prisen bliver for høj. De 3.000 ofre for 9/11, har det vist sig, var ikke nok til at ryste Vestens selvtilfredshed. 30.000 døde ville sandsynligvis heller ikke række. Måske vil 300.000. Tre millioner vil helt sikkert. På det tidspunkt vil al bekymring med hensyn til muslimsk følsomhed og frygt for at blive kaldt "islamofob" fortone sig og blive irrelevant og blive erstattet af ét eneste formål: at beskytte liv. Skulle den eksisterende samfundsorden en dag komme i åbenlys fare, vil vore dages afslappede holdning øjeblikkelig forsvinde ud af billedet. Den folkelige støtte til den slags tiltag eksisterer; så tidligt som i 2004 viste en meningsmåling fra Cornell University, at 44 procent af amerikanerne "mener, at en vis indskrænkning af de borgerlige rettigheder er nødvendig for muslimske amerikaneres vedkommende."[47]
Israel kan tjene som kontroleksempel. Fordi landet står over for så mange trusler, har det politiske establishment ingen tålmodighed med frisindet pietet, når det gælder sikkerheden. Selvom man tilstræber at behandle alle retfærdigt, retter regeringen helt tydeligt kikkerten mod de mest voldstilbøjelige elementer i samfundet. Skulle andre vestlige lande opleve en tilsvarende fare, vil omstændighederne sandsynligvis tvinge dem til at anlægge samme holdning.
Hvis denne form for massefare derimod ikke opstår, vil dette skifte formentlig aldrig finde sted. Indtil og medmindre katastrofen i stor skala rammer, vil benægtelsen fortsætte. Vestens taktik afhænger med andre ord fuldstændig af den islamistiske fjendes brutalitet og dygtighed. Ironisk nok tillader Vesten terroristerne at styre dens tilgang til kontraterrorismen. Og det er ikke mindre ironisk, at der skal en kolossal terrorbetonet rædselsgerning til for at muliggøre en effektiv kontraterrorisme.
Imødegåelse af benægtelsen
I mellemtiden vil de, der ønsker at styrke kontraterrorismen ved at erkende islams rolle, stå med tre opgaver.
For det første må de intellektuelt forberede sig selv og deres argumenter således, at når katastrofen indtræffer, har de et fuldt udviklet, omhyggeligt og retfærdigt program, som fokuserer på muslimer uden at øve uret imod dem.
For det andet må de blive ved med at overbevise dem, der afviser at nævne islam, om, at diskussionen heraf er prisen værd; det vil sige forholde sig til deres bekymringer, ikke banke dem på plads med fornærmelser. Det vil sige acceptere legitimiteten af deres tøven, anvende bløde, fornuftige argumenter og i øvrigt lade krydsilden af islamistiske angreb gøre sin virkning.
For det tredje må de bevise, at dette at tale om islamismen ikke fører til undergang, ved at gøre opmærksom på omkostningerne ved ikke at sætte navn på fjenden og ved ikke at identificere islamismen som en faktor; ligesom man også må gøre bekendt, at flere muslimske regeringer, herunder den saudiske, indrømmer, at islamisme fører til terrorisme; og betone, at moderate muslimer, som er imod islamismen, ønsker at islamismen bliver diskuteret åbent; forholde sig til frygten for, at åben tale om islam skubber muslimerne væk og ansporer til vold; samt påvise, at profilering kan foretages på en forfatningsmæssigt godkendt måde.
Kort sagt, selv uden en forventning om at fremkalde politisk forandring, er der meget arbejde, der skal gøres.
Mr. Pipes (www.DanielPipes.org), præsident for Middle East Forum, fremlagde oprindelig denne artikel ved Institute for Counter-Terrorism i Herzliya, Israel.
[1] Protecting the Force: Lessons from Fort Hood, Department of Defense, Washington, D.C., Jan. 2010.
[2] The Australian, Nov. 7, 2009.
[3] Associated Press, Nov. 5, 2012.
[4] Protecting the Force: Lessons from Fort Hood, p. 18, ftnt. 22.
[5] "List of Islamic Terror Attacks," TheReligionOfPeace.com, accessed Dec. 19, 2012.
[6] The New York Times, Nov. 9. 1990.
[7] The Independent (London), Sept. 19, 1997.
[8] Uriel Heilman, "Murder on the Brooklyn Bridge," Middle East Quarterly, Summer 2001, pp. 29-37.
[9] The Houston Chronicle, Feb. 26, 1997.
[10] Time Magazine, Jan. 21, 2002.
[11] "Terror in LA?" Honest Reporting (Toronto), July 8, 2002.
[12] Los Angeles Times, Oct. 26, 2002.
[13] Daniel Pipes, "Murder in the 101st Airborne," The New York Post, Mar. 25, 2003.
[14] Brett Kline, "Two Sons of France," The Jerusalem Post Magazine, Jan. 21, 2010.
[15] "Italy: McDonald's Jihad Foiled," Jihad Watch, Mar. 30, 2004.
[16] The Washington Post, Jan. 11, 2005.
[17] Los Angeles Times, July 30, 2006.
[18] San Francisco Chronicle, Aug. 30, 2006.
[19] Phyllis Chesler, "Are Honor Killings Simply Domestic Violence?" Middle East Quarterly, Spring 2009, pp. 61-9.
[20] Dateline, NBC, Sept. 21, 2001.
[21] Remarks, The Islamic Center of Washington, D.C., June 27, 2007.
[22] Remarks, UNITY 2004 Conference, Washington D.C., Aug. 6, 2004.
[23] Al-Arabiya News Channel (Dubai) Oct. 5, 2007.
[24] Anderson Cooper 360 Degrees, Feb. 3, 2009.
[25] Testimony before the U.S. House Judiciary Committee, May 13, 2010.
[26] Testimony before the U.S. House Committee for Homeland Security, Dec. 13, 2011.
[27] Remarks, U.N. General Assembly, New York, Sept. 23, 2010.
[28] "Nine Years after 9/11: Confronting the Terrorist Threat to the Homeland," statement to the U.S. Senate Committee on Homeland Security and Governmental Affairs, Sept. 22, 2010.
[29] Newt Gingrich, "America Is at Risk," American Enterprise Institute, Washington, D.C., July 29, 2010.
[30] Ibid.
[31] Speech to the Los Angeles World Affairs Council,Aug. 1, 2006.
[32] Speech at the Foreign Policy Centre, London, Aug. 25, 2005.
[33] Munich Security Conference, Feb. 5, 2011.
[34] Alexandr Vondra, "Radical Islam Poses a Major Challenge to Europe," Middle East Quarterly, Summer 2007, pp. 66-8.
[35] Joseph Lieberman, "Who's the Enemy in the War on Terror?" The Wall Street Journal, June 15, 2010.
[36] "The Great Test of This Generation," speech to the National Press Club, Washington, D.C., National Review Online, July 20, 2006.
[37] Scalia J., dissenting, Lakhdar Boumediene, et al., Petitioners, Supreme Court of the United States v. George W. Bush, President of the United States, et al.; Khaled A. F. Al Odah, next friend of Fawzikhalid Abdullah Fahad Al Odah, et al., Petitioners v. United States, et al., June 12, 2008.
[38] New York: 2007, p. 8,
[39] Newt Gingrich, "America Is at Risk," American Enterprise Institute, Washington, D.C., July 29, 2010.
[40] Daniel Benjamin, "Name It and Claim It, or Name It and Inflame It?" The Wall Street Journal, June 24, 2010.
[41] Lieberman, "Who's the Enemy in the War on Terror?"
[42] Anderson Cooper 360 Degrees, Feb. 3, 2009.
[43] Benjamin, "Name It and Claim It, or Name It and Inflame It?"
[44] Daniel Pipes, "The Enemy Within and the Need for Profiling," The New York Post, Jan. 24, 2003.
[45] Daniel Pipes, "Security Theater Now Playing at Your Airport," The Jerusalem Post, Jan. 6, 2010.
[46] M. Zuhdi Jasser, " Exposing the 'Flying Imams'," Middle East Quarterly, Winter 2008, pp. 3-11.
[47] "Fear Factor," Dec. 17, 2004.
