Bush' Mellemøst-forhåbninger

George W. Bush' politik over for Mellemøsten og islam vil fylde meget, når historikerne skal bedømme hans præsidentperiode. I anledning af afslutningen på hans 8-dages rundtur til 6 forskellige lande i Mellemøsten og påbegyndelsen af hans sidste år i embedet vil jeg fremlægge nogle foreløbige betragtninger.

Hans særkende har været en beredvillighed til at bryde med nogle langvarige topartspositioner og anlægge en overraskende ny politik, og ved udgangen af 2005 havde han fremlagt sin nye tilgang på fire vigtige områder.

• Radikal islam: Før 11. sept. betragtede de amerikanske myndigheder islamistisk vold som et snævert, kriminelt problem. I sin opfordring til en "krig imod terror" i september 2001 bredte Bush denne konflikt ud. Hans specificering af de præcise kræfter bag terrorismen nåede et højdepunkt i oktober 2005, da han beskrev dem som "islamisk radikalisme," "militant jihadisme" og "islamo-fascisme."

• Forebyggelseskrig: Afskrækkelse havde længe været den foretrukne politik imod Sovjetunionen og andre trusler, men Bush føjede endnu en politik til i juni 2002: forebyggelse. USA's sikkerhed, sagde han, "vil kræve, at alle amerikanere er forudseende og beslutsomme, rede til forebyggende handling om nødvendigt for at forsvare vores frihed og beskytte vores liv." Ni måneder senere tjente denne nye doktrin som hans grundlag for at invadere Irak og eliminere Saddam Hussein, før denne kunne nå at udvikle kernevåben.

• Den arabisk-israelske konflikt: Bush undgik det gammeldags og lidet produktive "fredsproces"-diplomati og forsøgte sig med en ny tilgang i juni 2003, hvor han fastslog målet som værende "to stater, Israel og Palæstina, levende side om side i fred og sikkerhed." Desuden skitserede han sin vision til en endegyldig status, fremlagde en detaljeret tidsplan og forsøgte endda at køre en vrangvillig leder (Yasir Arafat) ud på et sidespor eller støtte op om en kommende (Ehud Olmert).

• Demokrati: Bush hånede "Tres år med vestlige nationers undskyldning af og føjelighed over for manglen på frihed i Mellemøsten" som en politik, der "intet gjorde for at bevare vores sikkerhed," og kundgjorde i november 2003 "en fremtidig strategi til frihed i Mellemøsten," hvormed han mente, at regimerne skulle presses til at åbne sig for borgernes deltagelse.

Så meget om visionen; hvad med implementeringen? Ved udgangen af hans første periode mente jeg, at Bush' politik, ud over den arabisk-israelsk, havde "en god chance for at fungere." Sådan er det ikke længere. I dag oplever jeg fiasko på alle fire områder.

George W. Bush og Abdullah af Saudi-Arabien hånd i hånd.

Bush' engang så forbedrede forståelse af den radikale islam er slået om i en sådan grad, at han benytter lange og uelegante eufemismer for at undgå at skulle henføre til problemet ved dets rette navn, idet han støtter sig til formuleringer såsom "en gruppe ekstremister, som forsøger at bruge religion som en vej til magt og et middel til dominans."

En forebyggelseskrig kræver, at man overbeviser iagttagerne om, at forebyggelsen faktisk var berettiget, noget som ikke er lykkedes for Bush-administrationen. Kun halvdelen at den amerikanske befolkning og mange færre i Mellemøsten accepterer behovet for at invadere Irak, hvilket skaber hjemlig splittelse og et ydre fjendskab, som er større end nogensinde efter Vietnam-krigen. Blandt omkostningerne: større vanskeligheder ved at tage forebyggende skridt imod det iranske kerneprogram.

Bush' vision om at løse hundrede års arabisk-israelsk konflikt ved at salve Mahmoud Abbas som leder af en palæstinensisk stat er illusorisk. Et selvstændigt "Palæstina" ved siden af Israel skulle bortdræne det anti-zionistiske had og bringe den irredentistiske krig imod Israel til ophør? Nej, det skadelige mål at skabe et "Palæstina" vil inspirere til endnu større iver efter at eliminere den jødiske stat, især hvis det er ledsaget af en palæstinensisk "ret til tilbagevenden."

Endelig, at opmuntre til demokrati er helt klart et værdigt mål, men når Mellemøstens dominerende, folkelige bevægelse er totalitær islam, er det da så god en idé at kaste sig hovedkulds ud i det? Alligevel var det et hovedkulds hastværk, som prægede Washingtons tilgang i begyndelsen – indtil de skadelige virkninger af denne politik på amerikanske interesser blev for åbenlyse til, at man kunne ignorere dem, hvilket betød, at man stort set forlod denne holdning.

I en tid hvor George W. Bush vækker en så intens fortørnelse blandt sine kritikere, vil den, der ønsker ham det godt, kun modstræbende give sig til at kritisere ham. Men kritisere må man; at foregive, at alt er godt, eller at forblive loyal mod personen trods hans handlinger, gavner ingen. En åbenhjertig erkendelse af fejl og mangler må gå forud for en reparation af samme.

Jeg nærer respekt for Bush' velmenende motiver og gode hensigter og beklager, at han har sat en rekordhøj anerkendelse af hans embedsførelse på 90 procent i kølvandet på 11. sept. over styr og giver den næste præsident en polariseret vælgerskare i arv sammen med et militær, som vægrer sig ved anvende magt imod Iran, Hamas med kontrol over Gaza, en ventende katastrofe i Irak, radikal islam på vej frem og et hidtil uset omfang af global anti-amerikanisme.

De konservative har et stort arbejde foran sig for at genopbygge deres mellemøstpolitik.

Beslægtede emner:  Amerikansk udenrigspolitik tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste Denne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.