Mellemøsten har i den grad præget George W. Bush' præsidentperiode, at jeg forventer, at historikerne primært vil vurdere ham ud fra hans handlinger dér. Og det samme vil de amerikanske vælgere gøre om lidt over en uge, når de går til valgstederne.
Det er ikke blevet fuldt påskønnet, at når det gælder Mellemøsten, har Bush systematisk reageret på regionens problemer ved at gøre det af med årtiers normer for accepteret praksis og erstattet dem med nogle forbløffende nye tilgange. I modsætning hertil holder John Kerry fantasiløst fast ved fortidens mislykkede politik.
Bush har vendt op og ned på amerikansk politik på fire hovedfelter.
Krig frem for håndhævelse af loven. Fra begyndelsen af den islamistiske vold mod amerikanere i 1979 (herunder besættelsen af USA's ambassade i Teheran, Iran, i 444 dage) har Washington reageret med at betragte den som et kriminelt problem og svaret ved at udsende detektiver, sagførere, dommere og fængselsinspektører. Den 11. sept. 2001 erklærede Bush, at vi befinder os i en "krig mod terrorisme." Læg mærke til ordet krig. Dette indebar en udsendelse af militær og efterretningstjeneste, foruden en håndhævelse af loven. Kerry har derimod gentagne gange udtalt, at han vil vende tilbage til lovhåndhævelsesmodellen.
Demokrati frem for stabilitet. "Tres år med vestlige nationers undskyldelse af og tilpasning til manglen på frihed i Mellemøsten har ikke givet os sikkerhed." Denne erklæring, som Bush fremsatte i november 2003, forkastede en topartipolitik, som fokuserede på stabilitet, og som havde været i højsædet siden Anden Verdenskrig. Bush har leveret en udfordring til de etablerede metoder, som man ville forvente at høre på et universitetsseminar, ikke fra en politisk leder. Kerry foretrækker derimod den sløve, gamle, utroværdige stabilitetsmodel.
Forebyggelse frem for afskrækkelse. I juni 2002 fejede Bush den årelange afskrækkelsespolitik af bordet og erstattede den med en mere aktiv tilgang i form af eliminering af fjenderne, før de slår til. USA's sikkerhed, sagde han, "vil kræve, at alle amerikanere er fremadskuende og beslutsomme og indstillede på forebyggende handlinger, når det er nødvendigt for at forsvare vores frihed og vores liv." Denne nye tilgang retfærdiggjorde krigen for at fjerne Saddam Hussein fra magten, inden han kunne angribe USA. Kerry vrøvler derimod om dette emne og ender som regel med at foretrække den gamle afskrækkelsesmodel.
Lederskab frem for reaktion, når der skal sættes mål for en arabisk-israelsk løsning. I juni 2003 gav jeg Bush' fornyelse af USA's politik over for den arabisk-israelske konflikt ridderslaget og kaldte den for det måske "mest overraskende og vovede skridt i hele hans præsidentperiode." I stedet for at overlade det til parterne selv at bestemme tempoet fremsatte Bush en tidsplan. I stedet for at acceptere de eksisterende ledere, kørte han Yassir Arafat ud på et sidespor. I stedet for at overlade det til parterne at definere endemålet gjorde han oprettelsen af en palæstinensisk stat til løsningen. I stedet for at holde sig væk fra forhandlingerne indtil sidste øjeblik indplacerede Bush sig selv fra begyndelsen. Kerry vil derimod tilbage til Oslo-processen og på ny forsøge sig med de trætte og mislykkede anstrengelser for at opnå resultater ved at lade israelerne forhandle med Arafat.
Jeg har visse forbehold over for Bush' tilgang og især over for det, der forekommer mig at være præsidentens højst personlige læsning af den arabisk-israelske konflikt, men jeg beundrer hans måde at reagere med energi og kreativitet på det, der tydeligvis udgør landets største ydre problemer. Hans exceptionelle villighed til at løbe en risiko og ruske op i den ondartede status quo i Mellemøsten har gode chancer for at virke.
Det er let at overse Bush' radikalisme i Mellemøsten, for i sit væsen er han konservativ, et menneske med tilbøjelighed for at ville bevare det bedste fra fortiden. Men en konservativ, der forstår, at beskyttelse af det, han elsker, sommetider kræver kreativ aktivisme og taktisk behændighed.
Og selvom John Kerry er liberal, et menneske som er parat til at skille sig af med det gamle og eksperimentere med det nye, så har han, når der gælder Mellemøsten, gennem hele sin senatskarriere og hele sin præsidentkampagne tværtimod udvist en forkærlighed for at holde sig til det allerede prøvede og sande, også selvom det ikke virker.
Så når det gælder Mellemøsten, er det ironisk nok Bush, den radikale, mod Kerry, den reaktionære.
