Den palæstinensiske "ret til tilbagevenden" indtrådte i de amerikanske politikeres leksikon i december 2006, da Iraq Study Group Rapporten opfordrede den amerikanske regering til at støtte de israelsk-palæstinensiske forhandlinger, som forholdt sig til det, man kaldte for et "nøglespørgsmål i forbindelse med en endegyldig status." Den anbefaling kom som et mildt chok, idet "retten til tilbagevenden" til Israel tydeligvis er en kodebetegnelse for at oversvømme Israel demografisk og dermed opløse zionismen og den jødiske stat, og derfor aldrig tidligere har været et mål for det officielle Washington.
Et år senere overtog Det Hvide Hus' vicepressesekretær Dana Perino begrebet, dog uden at skabe megen opmærksomhed. Tilsyneladende ud af det blå informerede hun journalisterne ved en pressebriefing den 28. november 2007 om, at "Spørgsmålet om ret til tilbagevenden er en del af køreplanen, og det bliver et af de spørgsmål, som israelerne og palæstinenserne må drøfte under … forhandlingerne."
Og i rette øjeblik dukkede "ret til tilbagevenden" faktisk op som emne før og under George W. Bush' seneste rejse til Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre, hvor han nævnte det offentligt tre gange:
-
4. januar: I et interview med Israels Kanal 2 erklærede Bush, at han er "optimistisk med hensyn til, at vi kan få omridset af en stat defineret. Med andre ord, forhandlingerne vedrørende grænser og ret til tilbagevenden og disse forskellige emner kan afsluttes."
-
9. januar: Ved en fælles pressekonference med Israels premierminister Ehud Olmert henviste han til konfliktens kernespørgsmål som værende "territorium og ret til tilbagevenden og Jerusalem."
-
10. januar: I en tilsvarende fælles pressekonference med Det Palæstinensiske Selvstyres leder, Mahmoud Abbas, bemærkede han, at to-statstanken "i virkeligheden ikke har den store relevans, før grænserne er fastlagt, spørgsmålet om ret til tilbagevenden er løst, Jerusalem er forstået, … [og] de almene sikkerhedsforanstaltninger er på plads."
I en anden situation, ligeledes den 10. januar, erklærede Bush, noget undvigende, sin tro på, at "vi bliver nødt til at kigge på etableringen af en palæstinensisk stat og nye, internationale mekanismer, herunder kompensation, for at løse flygtningespøgsmålet." Skal "ret til tilbagevenden" mon være en af disse nye, internationale mekanismer?
Kommentarer: (1) Trods den store ændring af politik som antydes i den amerikanske regerings accept af "ret til tilbagevenden," har medierne stort set forbigået historien, sådan som "The Lurker" dokumenterer i "Censoring Bush's call for Palestinian ‘right of return'" (Censurering af Bush' efterlysning af en palæstinensisk 'ret til tilbagevenden'). I særdeleshed rapporterede Jerusalem Post om dette forhold, for derefter at udsende en historie, som benægtede det.
(2) Dengang Iraq Study Group Rapporten dukkede op, var analytikerne forvirrede over omtalen af en "ret til tilbagevenden", for som en person tæt på processen forklarede: "Det er svært at vide, om den sprogbrug dukkede op af uforsigtighed – jeg ved, at der foregik mange omskrivninger helt frem til sidste øjeblik – eller om det var et bevidst forsøg på at tilføre Bush' retorik noget, som ikke var der tidligere." Set i bakspejlet ser det ud til, at denne nævnelse faktisk var bevidst – og havde et ganske vellykket formål. "The Lurker" konkluderer, måske korrekt, at James A. Baker, III, førende forfatter af Iraq Study Group Rapporten, "endnu engang er blevet en afgørende faktor i forbindelse med fastlæggelsen af USA's mellemøstpolitik."
(3) Dette er blot én blandt flere problematiske udtalelser fra Bush-administrationen, såsom præsidentens moralske sidestilling af "terrorisme og opildnen (til vold), hvad enten dette begås af palæstinensere eller israelere", eller udenrigsminister Condoleezza Rice' kalden den arabisk-israelske konflikt for det centrale problem i Mellemøsten og hendes opfattelse af palæstinenserne som en analogi til Sydens sorte.
(4) Bush indledte sin kommentar den 10. januar med at hævde, at "Jeg er den eneste præsident, som hidtil virkelig har formuleret en to-statsløsning," og det har han ret i. Sagt med andre ord, så er han den eneste amerikanske præsident, som har gjort sig til fortaler for et "Palæstina", og nu den eneste til at efterlyse en palæstinensisk "ret til tilbagevenden." Mere bredt forstået, så har Bush i hele sin præsidentperiode fulgt sin egen vej i forbindelse med det arabisk-israelske spørgsmål, tilbudt nye og personlige løsninger på et hundredårigt, gammelt problem og kasseret retningslinjerne for det arabisk-israelske diplomati.
(5) Man kan kun gætte på, hvor ofte Bush har rejst emnet "ret til tilbagevenden" i sine private samtaler med israelere og palæstinensere og med hvilken intensitet og hvilket pres.
(6) Lad os kigge fremad, mod det sidste år af Bush' præsidentperiode, idet jeg citerer mig selv: "skulle israelerne modsætte sig en fælles amerikansk-palæstinensisk position, aner jeg en mulig krise af hidtil usete proportioner i forholdet mellem USA og Israel." Jeg forudsiger ikke, at dette vil ske, men noterer blot, at alle enkeltdelene til sådan en udvikling er til stede.
(7) Selvom Bush "af mange israelere (opfattes) som den bedste ven, den jødiske stat har haft i Det Hvide Hus," så har jeg længe haft min tvivl vedrørende denne karakteristik, og nu mere end nogensinde.
