Daniel Pipes Mobilside Normal side
Hjemmeside | Artikler | Biografi | Søgning | English

Bush erklærer krig mod den radikale islam

af Daniel Pipes
New York Sun
11. Oktober 2005

Oprindelig engelsk tekst: Bush Declares War on Radical Islam
Oversat af Mette Thomsen

En modig tale af W. Bush i forrige uge indledte en ny æra i det, han kalder for "krigen mod terror."

En erkendelse af den fulde betydning heraf kræver lidt baggrund. Islamisterne (tilhængerne af den radikale islam) indledte deres krig mod USA i 1979, da Ayatollah Khomeini tog magten i Iran, og hans tilhængere senere samme år besatte den amerikanske ambassade i Teheran.

I de efterfølgende 22 år troede amerikanerne imidlertid blot, at de stod over for et kriminelt problem, og indså ikke, at der var blevet erklæret krig imod dem. Da islamister for eksempel i 1998 angreb to amerikanske ambassader i Østafrika, reagerede Washington ved at sende nogle detektiver til stedet, arrestere angriberne, bringe dem til New York, beskikke nogle forsvarsadvokater og derefter dømme dem og sætte dem i fængsel.

Den anden æra indledtes den 11. september 2001. Den aften erklærede Mr. Bush "krig mod terrorismen", og den amerikanske regering indstillede sig omgående på krig, for eksempel ved at vedtage USA's Patriot Act. Selvom jeg hilste denne kursændring velkommen, kritiserede jeg gennem fire år forestillingen om at føre krig mod en militær taktik, idet jeg fandt dette eufemistisk, upræcist og hindrende. I stedet opfordrede jeg gentagne gange præsidenten til at indlede en tredje æra ved at anerkende, at krigen gjaldt den radikale islam.

Bush nævnte faktisk nu og da den radikale islam – faktisk så tidligt som ni dage efter 11. september – men ikke tilstrækkeligt hyppigt eller detaljeret til at ændre på opfattelsen. Den britiske premierminister, Tony Blair bragte også diskussionen videre i juli, da han efter bombningerne i Londons transportvæsen fokuserede på "en religiøs ideologi, en fløj inden for den verdensomspændende religion islam."

Men den tredje æra indledtes for alvor den 6. oktober med Mr. Bush' tale til National Endowment for Democracy (Den nationale stiftelse for demokrati). Ikke blot anførte han flere forskellige betegnelser for magten bag terrorismen ("Nogle kalder dette onde for islamisk radikalisme; andre kalder det for militant jihadisme; endnu andre for islam-fascisme"), men han fremkom også med udførlige detaljer. Især:

• præsenterede han denne, de islamiske radikales "morderiske ideologi," som den "store udfordring i vort nye århundrede."
• skelnede han mellem denne og selve religionen islam.
• trak han paralleller mellem det radikale islam og kommunismen (de er begge elitære, koldblodige, totalitære, foragter frie folkeslag og er skæbnesvangert modsætningsfyldte) og noterede derefter på hvor mange måder, USA's krig mod den radikale islam "ligner kampen mod kommunismen i forrige århundrede."
• pegede han på de tre trin i islamisternes fremstød mod magten: ophøret af vestlig indflydelse i den muslimske verden, opnåelse af kontrol med muslimske regeringer og etablering af "et radikalt islamisk herredømme, som strækker sig fra Spanien til Indonesien."
• forklarede han det radikale islams "voldelige, politiske vision" som indeholdende en agenda om "at udvikle masseødelæggelsesvåben, udslette Israel, intimidere Europa, angribe det amerikanske folk og presse vores regering ud i isolation."
• definerede han dens ultimative målsætning: "at gøre hele nationer til slaver og intimidere verden."
• bemærkede han, at muslimerne selv må påtage sig byrden ved at udføre det "livsvigtige arbejde" for at bekæmpe islamismen.
• opfordrede han "alle ansvarlige islamiske ledere til at deltage i fordømmelsen af" denne ideologi og tage skridt til at bekæmpe den.

Den detaljerede opbygning af Mr. Bush' tale forvandler den officielle amerikanske forståelse af, hvem fjenden er, og flytter denne fra den overfladiske og utilstrækkelige bemærkning om "terrorisme" til den langt mere dybtgående betegnelse "islamisk radikalisme." Denne ændring kan få potentielt varig betydning, såfremt den omsider, her 26 år efter, overbeviser det kultiverede samfund om, at der skal sættes navn på fjenden.

En sådan handling vil for eksempel betyde, at immigrationsmyndighederne og ordensmagten kan tage islam i betragtning, når de skal beslutte, hvem der skal lukkes ind i landet, eller hvem de skal efterforske i forbindelse med anklager om terrorisme. Fokuseringen på muslimer som den eneste kilde til islamister giver dem omsider mulighed for at udføre deres job ordentligt.

Trods disse mange fremskridt var Mr. Bush' tale langt fra perfekt. Hans citater fra Koranen sender tankerne tilbage til 2001, hvor han belærte muslimerne om deres tros sande karakter; hans kommentar om, at ekstremisterne forvansker "ideen om jihad," indebærer uheldigvis, at jihad er en god ting.

Men mest alvorlig er hans begrænsning af det "radikale islamiske herredømme" (eller kalifat) til kun at omfatte regionen fra Spanien til Indonesien, for islamisterne har en global vision, som også kræver kontrol over ikke-muslimske lande – og især USA. Deres verdensomspændende ambitioner kan afgjort standses, men først skal de forstås og modarbejdes. Først når amerikanerne indser, at islamisterne har til hensigt at erstatte den amerikanske forfatning med shariah, vil de træde ind i den fjerde og afgørende etape af denne krig.

Beslægtede emner:  Amerikansk udenrigspolitik, Krigen mod terror tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste