Dette er en særligt følsom periode i tyrkisk politik, mellem første valgrunde i juni som resulterede i et parlament uden beslutningsdygtigt flertal, og anden valgrunde fastlagt til 1. nov. Det vanvittige opløb til sidstnævnte har været præget af stigende vold imod landets kurdiske mindretal, begyndende med et angreb på fredsdemonstranter i juli, som efterlod 33 døde; en svada af kurdiske gengældelsesangreb på politifolk og soldater; en hel kurdisk by, Cizre, sat under belejring; og kurdere som svarer igen ved at udråbe autonome zoner.
Den 10. okt. indtraf så den værste voldshandling i moderne tyrkisk historie, en dobbeltbombe uden for Ankaras centrale jernbanestation, som dræbte mindst 105 demonstranter for tyrkisk-kurdisk fred og sårede over 400. Ingen har påtaget sig ansvaret for angrebet, hvilket har fået politikere og analytikere – mig selv iberegnet – til at kaste sig ud i intense spekulationer med hensyn til gerningsmændenes identitet og formål.
 Bomben sprang, mens Ankara-demonstranterne dansede arm i arm. |
De første gisninger om, at Islamisk Stat (eller ISIS, ISIL eller Daesh) selvstændigt havde gennemført denne operation imod kurderne, giver ingen mening, for selvom kurderne er ISIS' mest slagkraftige fjende i nabolandet Syrien, ville et angreb på dem i Tyrkiets hovedstad imod den tyrkiske stats ønske være tåbeligt, eftersom ISIS er dybt afhængig af tyrkisk støtte og ikke ønsker at fremprovokere tyrkiske luftangreb.
ISIS' involvering må være sket med det tyrkiske efterretningsvæsens medviden. Regeringen har et motiv: I sin iver efter at vinde flertallet af parlamentspladserne ved næste valgrunde, både for at undgå undersøgelser for korruption og for på legitim vis at øge sin magt, har præsident Recep Tayyip Erdoğan indledt en delvis krig mod Tyrkiets kurdere ud fra et håb om derved at vække tyrkiske nationalistiske følelser. Ankara-bombningen passer perfekt ind i dette mønster. Desuden er den forenelig med den tyrkiske efterretningstjenestes historie, der præget af beskidte tricks, heraf nogle imod kurderne, samt et mønster med opdigtede beviser imod hjemlige rivaler (så som militæret eller Fethullah Gülen-bevægelsen).
Ikke mindre vigtigt, så har øjenvidner fortalt, hvordan politiet brugte tåregas, "så snart bomben sprang," og "ikke ville lade ambulancerne komme frem," hvilket fik vrede ofre til at angribe politiets biler.
Selahattin Demirtaş, lederen af Tyrkiets pro-kurdiske parti, udtrykte samme tankegang mere poetisk: "Staten, som har underretninger om fuglens flugt og hvert eneste af dens vingeslag, var ikke i stand til at forhindre en massakre i hjertet af Ankara?" Indtil der dukker flere oplysninger op, må vi formode, at den tyrkiske præsidents hænder er indblandede i denne forfærdelige hændelse. (12. oktober 2015)
 Selahattin Demirtaş, kurdisk politisk leder, kommenterede det anti-kurdiske bombeangreb i Ankara. |
