Til forskel fra andre regeringsbeslutninger – som f.eks. skatteprocenter eller definitionen på ægteskab – er de, der angår immigration, både uoprettelige og dybtgående. I dette lys markeres i dag 50-året for vedtagelsen af det mindst omtalte, men uhyre vigtige stykke lovgivning i amerikansk historie.
Det drejer sig om immigrations- og indfødsretsloven af 1965, kendt som Hart-Cellers lov, som betød enden på de særdeles restriktive bestemmelser i den tidligere lov fra 1924 og åbnede USA for en større og mere forskelligartet immigration.
 Pews procentangivelser vedrørende den amerikanske befolkningssammensætning. |
Sætter man tal på og følger angivelserne fra Pew Research Center, var USA i 1965 84 procent hvidt, 11 procent sort, 4 procent latinamerikansk og 1 procent asiatisk; i dag er det 62 procent hvidt, 12 procent sort, 18 procent latinamerikansk og 6 procent asiatisk, samt 2 procent andet. Centeret forudser, at i 2065 vil befolkningen være 46 procent hvid, 13 procent sort, 24 procent latinamerikansk, 14 procent asiatisk og 3 procent andet.
Hvad angår antallet af immigranter, udgjorde de 5 procent af befolkningen i 1965, i dag 14 procent og forudsiges i 2065 at udgøre 18 procent.
Disse ændringer har dybtgående følger for landet; som Jeff Melnick fra Massachusetts Universitet udtrykker det: "Man må søge virkelig langt for at finde et område i amerikansk tilværelse, som er uberørt af realiteterne i '65-loven." Allerede i 1990, eller blot 25 år efter Hart-Celler, hyldede Ben J. Wattenberg denne forandring og kaldte USA for "Den Første Universelle Nation." Mange andre opfatter, ligesom han, befolkningsdiversiteten som noget iboende positivt.
Men jeg ser mere dystert på det. Mens multikulturalismen bider sig fast, spekulerer jeg på, om den klassiske amerikanske kultur med dens understregning af individualisme og frihed vil overleve. Nu hvor omkostningerne til kommunikation og transport skrumper ind, bliver det nemmere at knytte bånd til andre lande, og nyankomne får mulighed for at fravælge vigtige dele af amerikansk tilværelse. Jeg ser, hvordan den amerikanske evne til tilpasning svækkes, og det engang forenede land i stigende grad rives fra hinanden. Jeg er bekymret for, at USA's succes vil bringe så mange ind fra hele verden, at de til sidst ender med at undergrave selv samme succes.
Eller sagt på en anden måde, det første halve århundrede med Hart-Celler er kun en slags opvarmning til det, der kommer. USA i 2065 vil, forudser jeg, adskille sig langt mere fra landet, som det er i dag, end landet i dag adskiller sig fra det, som det var i 1965. Og det vil ikke være til det bedre. (3. oktober 2015)
