Wieneraftalen er underskrevet og bliver sandsynligvis snart ratificeret, hvilket rejser følgende spørgsmål: Findes der en regering, som vil gribe ind militært for at standse den næsten uundgåelige iranske atomoprustning?
Det vil tydeligvis ikke blive den amerikanske eller russiske regering eller nogen af de andre fire underskrivere. Praktisk talt kan der kun være tale om Israel, hvor det er den almindelige opfattelse, at Wieneraftalen gør et israelsk angreb mere sandsynligt. Men ingen uden for Israels sikkerhedsapparat, heller ikke jeg, kender dets intentioner. Denne uvidenhed giver mig mulighed for følgende spekulationer.
Luftbombardementer er som skabt til en dramatisk fortælling. |
Tre angrebsscenarier forekommer mulige:
Fly. Det var fly, der krydsede de internationale grænser og kastede bomberne i det israelske angreb på Iraks nukleare anlæg i 1981 og i angrebet på det syriske i 2007, hvilket gør dette til standardantagelsen vedrørende Iran. Undersøgelser viser, at det vil være vanskeligt, men opnåeligt.
Specialoperationer. Disse foregår allerede: computervirusangreb på iranske systemer, der ikke er forbundet med Internettet og derfor burde være urørlige, mord på højtstående iranske atomforskere og eksplosioner på nukleare anlæg. Det må formodes, at israelerne havde en finger med i spillet i hvert fald ved nogle af disse angreb, og de vil antagelig kunne øge deres styrke og rækkevidde og måske afbryde hele kerneprogrammet. I modsætning til en udsendelse af fly hen over adskillige lande har specialoperationer den fordel, at de kan nå steder som Fordow, langt fra Israel, og efterlade sig beskeden eller slet ingen signatur.
Atomvåben. Dette dommedagsvåben, som ikke synes at blive diskuteret særlig meget, ville formentlig blive afsendt fra ubåde. Det øger risikoen kolossalt, og israelerne vil derfor kun gribe til det, i betydningen "Never Again," såfremt de er desperate.
Blandt disse muligheder forudser jeg, at Netanyahu-regeringen sandsynligvis vil vælge nummer to, som også er den mest udfordrende at gå i gang med (især nu hvor stormagterne har lovet at hjælpe iranerne med at beskytte deres nukleare infrastruktur). Skulle det mislykkes, vil de vende sig mod fly, med atomvåben som en sidste udvej. (16. juli 2015)