Mens den er kolossalt vigtig, når det gælder Irans forhold til omverdenen, forholdet mellem USA og Israel og Obamas forhold til kongressen, har den anstrengte, modsætningsfyldte og lidet konkrete Joint Comprehensive Plan of Action [fælles omfattende handlingsplan] ikke den store indflydelse på, om mullaherne opnår kernevåben eller ej. Lad mig forklare:
Hvis man antager, hvilket man bør gøre, at den iranske ledelse er fast besluttet på at opbygge et kernevåbenarsenal og midlerne til at levere det, så er de økonomiske emner (sanktioner, boykotter, embargoer), som styrer P5+1-forhandlingerne, underordnede. De påvirker hastigheden, omkostningerne og vanskelighederne forbundet med opbygningen af arsenalet, men hindrer ikke dettes ultimative realisering.
Den eneste måde, hvorpå man kan standse Irans program, er gennem magtanvendelse, formentlig ved at angribe dets nukleare infrastruktur fra luften. Men dette perspektiv, der nu er marginaliseret som "krigsmuligheden", bliver i modsætning til for to år siden ikke længere diskuteret.
Nu hvor Binyamin Netanyahu netop er genvalgt som premierminister, har Israel en leder, der tilsyneladende er villig til at tage nogle skæbnesvangre skridt. Men distraheret af forhandlingerne tænker vi dårligt nok på dette – heller ikke selvom Israels forsvarsstyrker, IDF, to gange tidligere har angrebet nukleare installationer (Iraks i 1981, Syriens i 2007) og begge gange til almindelig overraskelse.
 Før og efter det israelske luftvåben, IAF, angreb den syriske atomreaktor ved Deir al-Zour i september 2007. |
Vil israelerne bombe Iran eller ej? Jeg kan ikke svare, men jeg kan sige så meget, at det er dette og ikke Lausanne-aftalens bagateller, der er kernespørgsmålet. (7. april 2015)
