Deadlinen den 24. nov. for en aftale mellem magterne og Den Islamiske Republik Iran kom og gik; på selve dagen lykkedes det dem kun at forlænge den eksisterende midlertidige aftale med endnu syv måneder. Ayatollahen hoverede og de amerikanske senatorer hidsede sig op. Ser man bag om disse reaktioner, ansporer den aktuelle situation til forskellige overvejelser:
 Ayatollah Khamene'i er i godt humør, trods nylig operation. Kan det være de amerikanske forhandlere, der har muntret ham op? |
- Hvis man antager, sådan som jeg gør, at den apokalyptisksindede iranske ledelse vil gøre alt, hvad den kan for at skaffe sig Bomben, så vil økonomiske sanktioner blot tjene til at slække dens tempo, ikke standse den. Sagt endnu stærkere: debatten om sanktioner er perifer og endda afledende. Forhandlingernes mystiske økonomiske og videnskabelige bagateller har tendens til at begrave den eneste diskussion, som virkelig betyder noget – nemlig hvorvidt en regering vil bruge magt for at standse atomprogrammet.
- Når det er sagt, så vil det, såfremt den 114. Kongres vedtager en lov med et veto-sikkert flertal, udgøre et hidtil uset slag mod Barack Obama og vil formentlig komme til at betegne et mærkbart lavpunkt i hans præsidentperiode. Men en sådan signalhændelse i amerikansk indenrigspolitik vil næppe påvirke det iranske atomprogram.
- Nogle regeringer (den russiske, den amerikanske) har midlerne til at ødelægge de iranske faciliteter, men ikke intentionen herom. Andre har intentionen (den saudiske, den canadiske), men ikke midlerne. Dette efterlader os med kun én spiller, som på en måde har midlerne og på en måde også intentionen: Israel. Når man påtænker dette lands stilling midt imellem, så er 64.000-dollar-spørgsmålet netop, hvorvidt de vil gøre det eller ej. Det er det, der optager mig, og som jeg synes også andre burde koncentrere sig om.
- Israels dilemma synes ægte: På den ene side er det den eneste stat, som nogensinde har banket et atomprogram til standsning (og de har gjort det to gange, i 1981 og 2007); på den anden side gør den logistiske udfordring og den langt højere satsning denne runde meget mere skræmmende.
- Det er ikke første gang de 8 millioner mennesker i Israel indtager en ekstraordinær international rolle. Der er en grund til, at landet har det største antal udenlandske korrespondenter per indbygger: hvad enten det drejer sig om virtuositet inden for klassisk musik, religiøse lidenskaber, højteknologiske gennembrud, FN's Sikkerhedsrådsresolutioner eller krig, så bokser den jødiske stat globalt set langt over sin vægtklasse.
(26. november 2014)
