Andrew C. McCarthy og jeg har været allierede meget længe og har kæmpet imod den islamistiske svøbe fra samme skyttegrav gennem to årtier. Men alliance betyder ikke énstemmighed og han bringer i dag i sin NRO-artikel "Can Islamism Evolve?" et kritisk svar på min tidligere NRO-artikel "Islamisme med et menneskeligt ansigt?"
 Andrew C. McCarthy, tidligere U.S. anklager. |
I denne skrev jeg, at mens islamismen – den radikale utopiske bevægelse, som tilstræber en ensartet og global anvendelse af islamisk lov under en kalifs styre – i vidt omfang forbliver voldelig og tyrannisk, tyder en udvikling i flere lande på en svag mulighed for, at denne ideologi kan udvikle sig i en mere medgørlig og anstændig retning. Hvortil Andy svarer med tre afgørende synspunkter, som jeg kort skal replicere på:
1. Andy anfører: "Vestligt demokrati er i færd med at regredere væk fra en kultur præget af individuel frihed beskyttet af en begrænset regeringsmagt. Hvis det i dag forekommer muligt, at islamismen kan demokratiseres, kan det kun skyldes det moderne demokratis tilpasning til en mere centraliseret og intrusiv regeringsførelse."
Mit svar: Demokrati er så afgjort et elastisk begreb og de seneste tendenser har for det meste været negative; tænk blot på den Europæiske Unions pseudo-demokratiske karakter. Jeg taler dog ikke så meget om en forringet form for demokrati, men mere om en udvikling hen imod noget civiliseret; jeg forholder mig ikke teknisk til demokrati, men politisk med hensyn til frihed og retssamfund.
2. Andy er uenig i mit udsagn om, at "islamismen har udviklet sig betydeligt gennem de seneste 13 år," idet den har bevæget sig væk fra voldanvendelse til fordel for et arbejde inden for systemet. Han mener, at islamismen ikke har "ændret sig substantielt overhovedet," men at der i dag simpelthen er større opmærksomhed på de ikke-terroristiske islamister.
Mit svar: Jeg havde for 13 år siden kendskab til ikke-voldelige islamister; det lå faktisk i min påstand fra 2001 om, at selvom de ser "fredsommelige ud, … må de alle anses for potentielle drabsmænd." Jeg oplever i dag, at "disse ord klinger arkaiske," fordi jeg i dag må indse, at visse islamister ikke er potentielle drabsmænd. Nogle af dem er i ægte forstand politiske uden intentioner om at bruge magt. Andy er ikke nået til denne konklusion, men jeg tror, at han i sidste ende vil gøre det.
3. Andy tager et emne op, som jeg ikke havde med i mit indlæg, nemlig de politiske konsekvenser af en mulig anstændig islamisme. Han mener, at der ikke er nogen konsekvenser, idet han skriver, at der ikke findes noget værre valg end at "se et lille strejf af håb om, at islamismen kan udvikle sig til et rationale for yderligere samarbejde og indrømmelser til islamister. Islamismen er vore fjenders ideologi og … skal bekæmpes, ikke markedsføres."
Jeg svarer: Vi er enige. Det, at jeg øjner "et lille strejf af håb," betyder ikke, at vestlige stater skal give sig til at løbe i hælene på de islamistiske bevægelser i håbet om, at disse bliver mere moderate. Nej, det er så afgjort vore fjenders ideologi, som skal bekæmpes og marginaliseres, ligesom fascismen og kommunismen blev det tidligere.
(24. maj 2014)
