Indtil nu har islamistisk styre indebåret vold og diktatur; kan det udvikle sig til noget anstændigt?
Eller sagt anderledes: hvis Ruhollah Khomeini og Osama bin Ladens brutalitet kendetegner dem som mænd af i går, og Recep Tayyip Erdoğan og Mohamed Morsis autokrati gør dem til mænd af i dag, kan morgendagens islamister – muslimer som søger en ensartet og global anvendelse af islamisk lov under en kalifs styre – så blive demokratiske og humane?
Islamismen har ændret sig betydeligt gennem de seneste 13 år. Så sent som i 2001 var dens tilhængere synonyme med kriminelle, terrorister og revolutionære. Ud fra denne opfattelse skrev jeg tre dage efter 9/11, at mange islamister "ser fredsommelige ud, men de må alle anses for potentielle drabsmænd."
Disse ord lyder forældede i dag, hvor islamister oplever stemmeboksen som et mere effektivt middel til magt end geværet. Terrorisme og tvang er ganske vist stadig i brug viden om, udøvet af barbariske grupper som ISIS og Boko Haram. Men en vis reformering af islam er allerede på vej.
Det afgørende spørgsmål drejer sig nu om arten af styre: Kan islamister ikke alene skifte fra terrorisme til politik, men også gå frem fra diktatur til demokrati? Kan de slette deres egen tilsyneladende iboende overherredømmementalitet, deres krigeriskhed, umoralitet, kvindehad og antisemitisme? Eksemplerne på forandring omfatter bl.a. følgende:
I Tyrkiet synes enkelte kerneislamister – især Fethullah Gülen, lederen af landets mest indflydelsesrige islamistiske organisation, og præsident Abdullah Gül – at bevæge sig væk fra det aggressive diktatur. Gülen kritiserede f.eks. den tyrkiske regerings rolle i Mavi Marmara-hændelsen imod Israel i 2010. Og Güls villighed til at behandle Gezi Park-protesterne med sympati stod i stærk kontrast til premierminister Erdoğans vilde reaktion.
Güls hustru Hayrünnisa (som bærer hovedtørklæde) besøgte London i 2010 og da hun blev spurgt, hvad hun mente om, at grundskolens skolepiger bærer hijab, svarede hun: "En pige kan ikke på egen hånd beslutte sig for at bære hovedtørklædet i så ung en alder. Hun bør selv træffe sin beslutning, når hun er gammel nok." Med Gül ved roret kunne Tyrkiets AKP-parti faktisk blive dén socialt konservative bevægelse af afholdende, anstændigt klædte kvinder, osmanniske sentimentalister og kapitalister, som den i dag blot foregiver at være? Eller ville han blive lige så aggressiv som Erdoğan?
 Hayrünnisa Gül, den tyrkiske præsidents hustru. |
I Iran ramte Hassan Rouhanis løfte om en mindre striks islamisme en streng af længsel efter normalitet i vælgerskaren. Symptomatisk for dette har hijaberne i Iran udviklet sig væk fra de foregående års grelle og sjuskede heldragter. Anført af designeren Farnaz Abdoli og dennes tøjstil Poosh kan iranske kvinder i dag foretage modevalg, som var utænkelige for en generation siden.
 Til venstre: En chador-klædt iransk kvinde fra tiden for den Islamiske Republiks begyndelse i 1979. Til højre: Modemagasiner for tildækkede kvinder, så som Âlâ, Aquila Style og Modestile, symboliserer forandringerne inden for islamismen og forsøgene på at gøre den mindre strengt doktrinær. |
I Jordan har Zamzam Initiative brudt med Det Muslimske Broderskab, argumenteret imod dettes "monopol på den islamiske diskurs" og efterlyst en islam som "en kulturel ramme, der omfatter hele nationen og samtidig betoner religiøs, sekterisk, politisk og racemæssig pluralisme."
I Egypten tager mange yngre aktivister afstand fra Morsis greb af magten. Talsmanden Hamza Zoba'a har beskyldt Det Muslimske Broderskab for at have "begået fejl" og for at være gået i den "fælde at ville regere alene." Ali Khafagy, en leder i Giza, har sagt, at "den tid kommer, hvor vi vil holde vore ledere ansvarlige og kræve forandring. Og der skal ske forandringer. Vi har brug for folk, som er mere åbne, mere villige til at samarbejde med alle." Én iagttager, Tarek Osman, spår at broderskabet vil få succes ved at sætte en stopper for sine diktatoriske tilbøjeligheder og udvikle sig "næsten hinsides al genkendelighed."
I Tunesien, hvor regeringspartiet Ennahda står over for en krise, har vicepræsident Abdelfattah Mourou udvist en ukarakteristisk åbenhed over for at indgå et kompromis med ikke-islamister, mens partiet selv samarbejder med venstrefløjsrivalen Nidaa Tounes.
Jeg har gennem årtier hævdet, at islamismen, ligesom fascismen og kommunismen, af natur er diktatorisk, for de er alle tre præget af en radikal, utopisk mentalitet, en glorificering af staten og en hang til globalt hegemoni. Jeg har fuld af foragt sammenlignet en moderat islamist med en moderat nazist og bemærket, at selvom Erdoğan og Osama bin Laden benytter forskellig taktik, så sigter de begge mod at anvende det samme middelalderlige lovkompleks.
Kommunismen antyder to mulige udviklingsveje. I Prags Forår i 1968 søgte Alexander Dubček at opbygge en "socialisme med et menneskeligt ansigt," hvilket betød en kommunistisk samfundsorden med flerpartipolitik, en overflod af forbrugsvarer samt ytrings- og bevægelsesfrihed. Kommunistpartiet i Kina har oplevet et radikalt u-marxistisk, kapitalistisk opsving.
 Alexander Dubček forsøgte at skabe en "socialisme med et menneskeligt ansigt," men sovjetiske tropper intervenerede. |
Islamismens dybt anti-moderne og autoritære karakter gør mig højst tvivlende over for, at noget civiliseret og værdifuldt vil kunne opstå af denne ideologi; det mest sandsynlige er vel, at de seneste positive tendenser blot er taktiske og midlertidige. Men jeg kan ikke længere med sikkerhed afvise muligheden af, at islamismen udvikler sig og forbedres i et eller andet omfang.
20. maj 2014 tilføjelse: For en yderligere diskussion af Erdoğan-Gül-Gülen-triaden og deres demokratiske skudsmål kan man læse mit weblog-indlæg "Must Islamists Be Autocratic?" [Er islamister nødt til at være autokratiske?]
