Refleksioner over invasionen af Irak

Hvordan skal man forstå den amerikansk ledede ekspeditionsstyrke, som angreb Irak for præcist ti år siden, den 18. marts 2003?

Saddam Husseins regime var et af de mest uhyrlige i den menneskelige historie, som holdt henved 20 millioner mennesker trælbundne under hans grusomme og krævende vilje, og som uden at blive provokeret angreb adskillige af nabolandene (Iran og Kuwait især, men også Israel og Saudi-Arabien). Desuden stræbte han efter at komme til at dominere verdenshandelen med olie og gas og forsøgte at opbygge kernevåben. Man kan dårligt forestille sig en større trussel mod den civiliserede verden.

Alt for nem en død for et uhyre.

I årtierne der fulgte, har vi oplevet en tilbagevenden til Mellemøstens mere prosaiske rædselsfuldhed. Lokale problemer, politisk uro, islamistisk vækst, dårlige relationer til naboerne, men i det mindste ingen gasning af egen befolkning, invasion af naboerne eller trusler mod verdensøkonomien. Dette er alt, hvad man kunne forvente – bortset fra at George W. Bush naivt overbeviste sig selv og andre om, at Irak kunne blive frit og blomstrende og ligefrem en model for regionen. Han stillede sig derpå i spidsen for en indsats i milliarddollar-klassen, som kostede i tusindvis af liv og ophørte smerteligt brat.

Så jo, både Irak og verden er bedre tjent med, at Saddam er væk. Men den amerikanske regerings store forhåbninger om en rehabilitering er blevet skuffede. Dette burde være en bitter lektie imod fremtidige fristelser i retning af "nation-opbygning": vestmagterne er overvældende overlegne på slagmarken, men støder på store vanskeligheder, når de forsøger at forme andre lande. Lad være med at forsøge det sidste, medmindre indsatsen er høj nok og viljen til at føre det igennem er til stede. (18. marts 2013)