For de af os der hævder, at der ikke er grundlæggende forskel på Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas, kommer et interview med Mahmoud Abbas i dag ved Salam Musafir fra RT, det russiske tv-netværk, som en nyttig bekræftelse. Jeg har fremhævet tre nøglepassager, hvor dette fremgår:
RT: I dag hælder den anden part i den palæstinensiske modstand, Hamas, i stigende grad mod en politisk løsning af problemet frem for en militær. Har De bemærket denne ændring?
Mahmoud Abbas interviewet i dag på RT.
MA: Ja, det har vi. Desuden er det noget, vi er enige om. Et antal af Hamas' medlemmer støtter denne holdning. Det enedes vi om under vores møde i Cairo, og for flere måneder siden ved topmødet i Organization of Islamic Cooperation [Organisationen for islamisk samarbejde, OIC] bekræftede vi på ny, at det palæstinensiske folk har ret til ikke-voldelig modstand. Vi vender tilbage til forhandlingsprocessen. Der er ingen uenighed herom mellem os og Hamas' ledere, selvom nogle bliver ved med at sige, at de ikke betragter en fredelig løsning som den eneste mulighed og ikke udelukker militær kamp. Men al den snak sluttede ved Cairo-mødet, som var sponsoreret af USA og Egypten. I dag er det Hamas' officielle holdning. Tag jer ikke af de spredte Hamas-medlemmer, som siger noget andet. …
RT: EU menes at overveje at fjerne Hamas fra listen over terrororganisationer. Tror De, at dette kan være et forsøg på at legitimere den Hamas-ledede regering?
MA: Det tror jeg ikke. Efter den seneste udvikling er der ret store chancer for, at Hamas-regeringen kan blive anerkendt som legitim. Hvis Hamas forpligter sig på våbenhvilen og hvis de åbent lover at holde sig til den fredelige folkelige modstand, så kan jeg ikke se den store forskel på deres politik og vores. I så fald er der ikke brug for at kalde dem en terrororganisation.
RT: Men I sendte jo ikke raketter ind over Israel….
MA: Det har hverken vi eller Hamas gjort. Ikke længere. Efter den anden intifada besluttede vi at opgive den væbnede modstand. Og lad mig være fuldkommen oprigtig over for Dem: vi ønsker slet ikke at udløse nogen form for væbnet modstand. Hamas har sagt det samme. Javist, der fandt sammenstød sted tidligere, men de er stoppet – jeg takker Allah for dette.
I hver eneste af de tre fremhævede udtalelser understregede Abbas selvfølgelig, at Hamas har overtaget Fatahs ikke-voldelig holdning, ikke omvendt. Men for enhver, der har øjne at se med, er dette tydeligvis falsk. Selv intervieweren påpeger, at Hamas bliver ved med at angribe Israel med raketter, et faktum som Abbas blankt benægter.
Jeg forstår det virkelige budskab her som værende, ikke at Hamas har sluttet sig til Fatah med hensyn til beslutningen om "at opgive væbnet modstand," men lige omvendt; at de begge spiller spillet, der går ud på at lade som om de er ophørt med volden, hvilket Abbas ikke har gjort mere end Hamas har.