Amerikanske journalister gav Mohammed Saeed al-Sahhaf, den irakiske informationsminister under Saddam Hussein under den amerikansk ledede invasion i 2003, det hånlige navn "Baghdad Bob" (og englænderne [ligesom danskerne] kaldte ham for "Komiske Ali"). Han sprøjtede vildt ukorrekt propaganda ud under sine daglige pressemøder, roste de irakiske tropper og fortalte eventyrlige historier om, hvordan man knuste de udenlandske angribere, selv når man på skærmen kunne se de selvsamme angribere trænge ind på ham.
 Mohammed Saeed al-Sahhaf, den irakiske informationsminister kendt som "Baghdad Bob." |
Vel, de iranske brigadegeneraler synes at efterligne Bob. To nylige citater (med en vis redigering af den engelske oversættelse):
Brigadegeneral Hossein Salami, kaptajnløjtnant i den Islamisk Revolutionsgardes korps: "IRGC lader sig aldrig skræmme af størrelsen på hangarskibene eller de brølende raketter fra amerikanske og udenregionale fjender, og deres udstyr er ikke andet end rustent jern set med dets øjne."
 Brigadegeneral Hossein Salami, kaptajnløjtnant i den Islamiske Revolutionsgardes korps. |
Brigadegeneral Ahmad Vahidi, forsvarsministeren, i en telefonsamtale med sin syriske modpart, netop som denne tog over efter sin myrdede forgænger, citeret af den Islamiske Republiks nyhedstjeneste: "Iran har tillid til, at Syriens stærke forsvarssystem vil få USA, dets regionale allierede og Israel til at opgive deres planer om at indfri deres mål i region. Han sagde, at det zionistiske styre og dets terrorister ikke kan påvirke den syriske hærs stærke vilje og ikke kan opbygge en base for Israel ved hjælp af psykologiske operationer i Syrien."
 Brigadegeneral Ahmad Vahidi, den iranske forsvarsminister. |
Kommentarer: (1) Man må håbe, at disse bemærkninger ikke for alvor bliver troet, for som Geoffrey Blainey så overbevisende hævder i The Causes of War [Årsagerne til krig], så er den førende årsag til kamp overdreven optimisme: "Krige starter som regel, når to nationer er uenige om deres indbyrdes styrkeforhold, og krige ophører som regel, når de kæmpende nationer bliver enige om deres indbyrdes styrkeforhold." (2) Men selvom den slags bemærkninger ikke for alvor bliver troet, så kan påstande som disse antage selvstændigt liv og kan ofte få beklagelige konsekvenser.
