De brede linjer i den amerikanske regerings, andre regeringers og almindelige ledende kredses politik over for islamismen blev lagt den 2. juni 1992, da viceudenrigsminister for nærøstlige og sydasiatiske affærer Edward P. Djerejian holdt en afgørende tale, "USA og Mellemøsten i en verden i forandring," på Meridian House International i Washington, DC. Efter at have rømmet og hostet sig igennem en beskrivelse af Sovjetunionens sammenbrud, Kuwait-krigen og den arabisk-israelske konflikt gav Djerejian det, der er blevet kaldt for "den første afgørende, amerikanske regeringserklæring vedrørende fundamentalistisk islam," og skitserede, med lidt over 400 ord, en politik, som man med en bemærkelsesværdig konsistens har fastholdt gennem de efterfølgende 20 år.
 Edward P. Djerejian, viceudenrigsminister vedrørende nærøstlige og sydasiatiske affærer i 1992. |
I lande over hele Mellemøsten og Nordafrika … ser vi grupper eller bevægelser, som søger at reformere deres samfund i overensstemmelse med islamiske idealer. Der er stor variation med hensyn til, hvordan disse idealer kommer til udtryk. Vi finder ingen ensartet eller koordineret international bestræbelse bag disse bevægelser.
Denne forskelligartethed er fin, fortsatte han, så længe der føres en
reel, politisk dialog mellem regeringen på den ene side og folket og partierne og andre institutioner på den anden. De, der er rede til at tage specifikke skridt hen imod frie valg, skabe uafhængige domstole, fremme retssamfundet, mindske restriktionerne for pressen, respektere mindretallenes rettigheder og garantere individets rettigheder, vil finde os rede til at anerkende og støtte deres bestræbelser, ligesom de, der bevæger sig i modsat retning, vil finde os rede til at tale åbent og handle herefter. … De, der søger at udvide den politiske deltagelse i Mellemøsten, vil derfor finde os støttende, således som vi har været det andre steder i verden.
Washington har i virkeligheden nogle "gode, produktive relationer til lande og folkeslag af alle trosretninger over hele verden, heriblandt mange hvis regeringssystemer er grundlagt på islamiske principper." Men den amerikanske regering er "skeptisk over for dem, der bruger den demokratiske proces til at vinde magt, blot for at destruere selve processen med det formål at bevare magten og den politiske dominans. Vi tror på princippet om 'én person, én stemme', men hylder derimod ikke 'én person, én stemme, én gang'."
Djerejian påpegede derefter den generelle regel, at interessen er politisk, ikke religiøs. Med hans egne ord: "religion er ikke bestemmende – hverken positivt eller negativt – for karakteren eller kvaliteten af vore relationer til andre lande. Vore uenigheder gælder ekstremismen og den vold, afvisning, intolerance, intimidation, tvang og terror, som alt for ofte ledsager denne."
Hvilket fører os frem til talens gå-hjem-citat: "den amerikanske regering anser ikke islam for at være den næste 'isme', der konfronterer Vesten eller truer verdensfreden. Det er en overdrevent forenklet reaktion på en kompleks virkelighed. Den Kolde Krig er ikke ved at blive erstattet af et nyt modsætningsforhold mellem islam og Vesten."
Kommentar: Djerejian anlægger en grundlæggende fejlagtig antagelse her, nemlig at islamister kan være formidlere af en "bredere politisk deltagelse." Den illusion er stadig, her to årtier senere, udenrigsministeriets og næsten hele det politiske establishments vedvarende håb. Nej, for at sige det enkelt, en dybt anti-demokratisk ideologi kan ikke skabe demokratisering. Islamisterne har grebet og udnyttet dette håb og præsenterer sig uundgåeligt, også lige i øjeblikket i kampagnen op til sidste omgang af præsidentvalget i Egypten, som demokrater.
Men det er de aldrig.
