Nu hvor Hamas tilsyneladende har vundet det palæstinensiske valg, er Vesten fanget i sit eget garn.
På den ene side er Hamas en terroristgruppe, som uforknyt rammer civile israelere og opfordrer til den jødiske stats udslettelse. På den anden side har de netop vundet det, som iagttagere vurderer til at have været et rimeligt og retfærdigt valg, og nyder dermed den legitimitet, som udspringer af valgurnen. Hver eneste udenrigsminister står nu med et dilemma: At lirke dem frem til moderation eller at opgive dem som uforbederlige ekstremister? At mødes med Hamas-medlemmer eller at undgå dem? At fortsætte med at donere midler til Det Palæstinensiske Selvstyre eller at udsulte det for midler?
Denne dobbeltbinding har vi selv knyttet, for med Washington i spidsen har praktisk talt hver eneste vestlig regering anlagt en tve-grenet holdning til løsning af Mellemøstens problemer.
Den negative gren går ud på at bekæmpe terrorismen. En "krig mod terror" er på vej og involverer militære styrker i marken, strammere økonomisk lovgivning og en hel vifte af spionagetiltag.
Den positive gren går ud på at fremme demokratiet. Historien viser, at demokratiske lande næsten aldrig fører krig mod hinanden og har tendens til at blomstre. Derfor kan valg synes at være det, lægen har ordineret mod Mellemøstens onder.
Men denne kombination har fejlet i denne problemfyldte region. Det første egentlige valg i Det Palæstinensiske Selvstyre har kaldt Hamas frem. I december 2005 talte det egyptiske valg stærkt for Muslim Brotherhood, et radikalt islamisk parti, og ikke for de liberale elementer. I Irak stemte valget efter Saddam en pro-iransk islamist ind som premierminister. I Libanon fejrede vælgerne de syriske troppers tilbagetrækning ved at stemme Hizbollah ind i regeringen. Ligeledes har radikale islamiske elementer haft fremgang ved valg i Saudi Arabien og Afghanistan.
Kort sagt, valg bringer Vesten mest dødelige fjender til magten. Hvad er gået galt? Hvorfor har en demokratisk opskrift, som har vist sig succesrig i Tyskland, Japan og andre tidligere krigeriske nationer, ikke fungeret i Mellemøsten?
Det er ikke islam eller en anden kulturel faktor, som bærer ansvaret for denne forskel; det er snarere den kendsgerning, at de ideologiske fjender i Mellemøsten endnu ikke er blevet bekæmpet. Demokratiseringen fandt sted i Tyskland, Japan og Sovietunionen, efter at deres befolkninger havde måtte tåle disse totalitære regimers prøvelser. I 1945 og 1991 indså de, hvilke katastrofer fascismen og kommunismen havde bragt dem, og var rede til at forsøge en anden vej.
Det er ikke tilfældet i Mellemøsten, hvor den totalitære fristelse stadig har stor magt. Muslimer over hele regionen – med Iran som eneste og vigtigste undtagelse – drages mod det islamistiske program med dettes slogan om, at "Islam er løsningen." Det har været tilfældet fra Iran i 1979 til Algeriet i 1992, Tyrkiet i 2002 og Det Palæstinensiske Selvstyre i denne uge.
Dette mønster har forskellige følger for de vestlige regeringer:
- Sænk tempoet: Læg mærke til, at utålmodighed med hensyn til at føre Mellemøsten frem mod demokrati bestandigt giver bagslag ved at bringe vore mest dødelige fjender til magten.
- Indstil jer på langtidsstrategier: Uanset hvor værdifuldt det demokratiske mål er, så vil det tage årtier at nå.
- Bekæmp den radikale islam: Først når muslimerne indser, at dette er en vej, der er dømt til nederlag, vil de være åbne over for alternativer.
- Værdsæt stabilitet: Stabilitet bør ikke være et mål i sig selv, men fraværet af den medfører sandsynlighed for anarki og radikalisering.
Hvis vi vender tilbage til dilemmaet ved Hamas' sejr, så bør de vestlige hovedstæder vise palæstinenserne, at de – ligesom da tyskerne valgte Hitler i 1933 – har truffet en beslutning, som er dybt uacceptabel for den civiliserede opinion. Det Hamas-regerede Palæstinensiske Selvstyre bør isoleres og afvises i alle situationer og palæstinenserne således opmuntres til at se det forkerte i deres adfærd.
