Lige siden den amerikanske regering i marts 2004 bekendtgjorde sine planer om at bygge "den største ambassade nogensinde forestået af noget land," har jeg holdt øje med sagen, gjort nar ad dens overdrevne størrelse (21 tønder land), umådelige pris (750 millioner dollar), kæmpestore stab (16.000) og årlige budget (6 milliarder dollar). Jeg har også beklaget ambassadens placering på Saddam Husseins gamle paladsområde, kritiseret dens isolerede, indesluttede karakter og gyst ved dette diplomatiske monstrums provokerende konsekvenser. For at få et overblik kan man læse min artikel vedrørende dette emne; med henblik på de mange dystre, men underholdende detaljer kan man kigge i min 4.700-ord lange blog.
 En af den amerikanske ambassades fine bygninger i Bagdad. |
Kommentarer:
(1) Det er på høje tid. Hvilken planet har udenrigsministeriet befundet sig på? Gjorde man sig slet ingen forestillinger om, at irakerne kunne føle sig krænkede over denne diplomatiske påtrængenhed?
(2) Nogle få studier af muslimsk historie ville have gjort denne konklusion indlysende.
(3) Den amerikanske regerings historie er præget af ærefulde tilbagetrækninger fra de lande, som den har erobret og besat; og Irak er ingen undtagelse, med alle styrker trukket ud mindre end ni år efter invasionen, og med den lokale regerings tilladelse til ikke alene at overtage styret, men endda hundse rundt med amerikanerne.
(4) Der eksisterer en uformel tradition for, at overalt hvor udenrigsministeriet bygger sin største ambassade, opstår der med sikkerhed problemer – Saigon og Teheran er tidligere eksempler. I dag er Irak i spil. Peking er den næste i hakkeordenen.
