Måske som den eneste i gruppen der fokuserer på den islamistiske trussel mod Europa, er jeg opmuntret i disse dage. Det skyldes, at jeg ser den anti-islamistiske reaktion vokse og endda hurtigere end den islamistiske trussel selv.
Den britiske premierminister David Camerons spændende tale den 5. feb., hvor han klogt fokuserede på det, han kaldte for "hands-off tolerancen" [hænderne-væk-tolerancen] over for den "islamistiske ekstremisme", herunder også dennes ikke-voldelige udgaver, passer præcist med dette mønster.
På lignende vis vurderede Tysklands kansler Angela Merkel i oktober multikulturalismen for at have "fuldkommen fejlet." En folkeafstemning i Schweiz om minareter var et udtryk for bekymringerne hos landets befolkning – og meningsmålinger over hele kontinentet viste, at disse følelser blev delt i brede kredse.
Opståelsen af respektable politiske partier som primært fokuserer på problemerne omkring Islam – med Geert Wilders' Party for Freedom [Frihedsparti] (PVV) i Holland i front – er måske det mest opløftende tegn, idet det tvinger gamle partier som det engelske British Conservatives [De Konservative] til at være mere opmærksomme. Jeg har en anden holdning på mange specifikke områder af disse initiativer – Anthony Daniels peger f.eks. med rette på noget af det, Cameron forbigik i sin tale – men disse ting kommer i anden række. Det at individer og organisationer med tiden finder deres stemme og lærer sig strategier og taktik til at afværge islamismen, giver den europæiske civilisation håb.
