Robert Marquand fremsætter en overbevisende, om end kontra-intuitiv påstand i Christian Science Monitor om, at "Israel opnår mere sympati i Europa: bekymring over den islamistiske trussel har påvirket det traditionelt pro-arabiske Europas syn på den israelsk-palæstinensiske konflikt."
Han indleder med at notere, at ledere fra forskellige EU-lande for nylig sluttede sig til den israelske udenrigsminister, Tzipi Livni, da hun erklærede: "Vi er alle imod terrorisme", og angiver denne anekdote som et symbol på det "lidet bemærkede, men eksisterende sammenløb mellem europæisk og amerikansk-israelsk tænkning" vedrørende den arabisk-israelske konflikt.
I årtier, skriver Marquand,
udgjorde Europa en Mellemøst-modpol – generelt sympatiserende med palæstinenserne som den svage part, kritisk over for en ukvalificeret amerikansk opbakning til Israel. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) havde kontorer i Europa. Frankrigs flåde hjalp Yasser Arafat med at flygte til Tripoli i 1983. Europa støttede op om Oslo-aftalen og anså den palæstinensiske sag for at være en kamp for territorium og statsdannelse.
Men Europas traditionelle holdning til den arabiske konflikt har lige så stille ændret sig: Den hælder mere og mere mod den amerikansk-israelske holdning til krigen mod terror, "civilisationernes sammenstød," sammen med en underliggende uro over islams vækst – og bort fra en betoning af de palæstinensiske kerneklagepunkter, såsom de fortsatte israelske bosættelser på Vestbredden og i Øst-Jerusalem og "besættelsen."
Grundene til denne ændring er komplekse og mangfoldige og er i ikke ringe grad forbundet med væksten i de muslimske befolkninger i Europa. Men siden d.11. sept. har diskussionen og psykologien i Europa ændret sig, og den pro-arabiske støtte er "tyndet ud og svækket," som Karim Bitar ved Det Internationale Institut for Strategiske Forbindelser i Paris udtrykker det – og er i højere grad løbet sammen med den amerikansk-israelske holdning til kampen imod terror. "Der optræder et sammenløb vedrørende genstanden [terrorisme] mellem Europa og USA og en rest af divergens med hensyn til midlerne [militær logik]," hævder den franske intellektuelle Dominique Moisi. "Europæerne er i dag, her efter 11. sept., i mindre grad end før for de islamiske muslimer. Vi ser også, at selv amerikanske jøder ikke har det helt godt med det, som Israel foretager sig. Der optræder en større kritik af Israel end tidligere i den amerikanske meningsdannelse; og i Europa er der mindre støtte til det, som araberne er."
Offentlighedens støtte til araberne er mindsket på grund af sociale spændinger med de muslimske immigranter. "Europa frygter den islamistiske trussel, indadtil såvel som udadtil, og dette har startet en forandring i det generelle syn på den israelsk-palæstinensiske konflikt," siger Aude Signoles fra University of La Réunion. "Der optræder en generel 'arabertræthed' i Europa," siger Denis Bauchard fra L'Institut français des relations internationales.
En meningsmåling fra Pew Global Attitudes i 2006 fandt, at de franske sympatier var ligeligt fordelt (38 procent) mellem dem, der sympatiserede med palæstinenserne og dem, der sympatiserede med Israel, hvilket betød en fordobling af støtten til Israel og 10 procent stigning i støtten til palæstinenserne gennem de foregående to år. I Tyskland sympatiserede 37 procent med Israel – en stigning på 13 point gennem 2004 og mere end dobbelt så mange end dem, der støttede palæstinenserne.
Et tegn er, at bortset fra José Luis Rodríguez Zapatero i Spanien har alle de større europæiske ledere i dag –Nicolas Sarkozy i Frankrig, Angela Merkel i Tyskland, Gordon Brown i Storbritannien og Silvio Berlusconi i Italien – sympati med Israel.
Det, som Marquand kalder for et "euro-amerikansk sammenløb", betyder, at de europæiske diplomater støtter palæstinenserne af følelsesmæssige og humanitære årsager frem for politiske. "Europa selv er ikke det samme Europa som for årtier siden," skriver han, "domineret af fransk diplomati og dettes arabiske bånd. Der er 27 nationer. Østlige og tidligere sovjetstater som Polen og Den Tjekkiske Republik indtager ofte en amerikansk position i udenrigspolitikken."
Kommentar: Dette er endnu et tegn på, at Europa ikke er "færdig," men, som jeg har hævdet andetsteds, i en dyb, løbende udvikling, hvor dets skæbne vis-à-vis islam stadig i høj grad er ukendt. (8. januar 2009)
