Slut på styret i Syrien?

Omvæltningerne i Syrien byder på gode muligheder, humanitære såvel som geo-politiske. De vestlige stater bør hurtigt og håndfast udnytte øjeblikkets chance for at komme af med Syriens stærke mand, Bashar al-Assad og hans medskyldige. Der vil vise sig mange fordele, når disse ender i den historiens skraldespand som er dem sikker.

Syrere river billeder ned af al-Assad'erne, Bashar (tv) og hans far Hafez.

Udlandet: Den ondsindede, men taktisk begavede Hafez al-Assad fordærvede gennem årtier Mellemøsten med en uforholdsmæssigt stor syrisk indflydelse. Hans søn, den uduelige Bashar, har fortsat dette mønster siden år 2000 ved at sende terrorister til Irak, myrde Libanons premierminister Rafiq al-Hariri, vælte hans søn Saad, støtte terrorgrupperne Hizbollah og Hamas og udvikle kemiske og nukleare våben. Hans fjernelse vil være et alment gode.

Men Bashars hovedrolle internationalt har været at tjene som Teherans primære allierede. Selvom Vesten sædvanligvis opfatter den syrisk-iranske alliance som et skrøbeligt bekvemmelighedsægteskab, har det holdt i mere end tredive år og overlevet ændringer i persongalleri og omstændigheder på grund af det, som Jubin Goodarzi i 2006 kaldte for de to parters "bredere og mere langtrækkende, strategiske interesser med basis i deres nationale sikkerhedskrav."

Den syriske intifada har allerede svækket den iransk ledede "modstandsblok" ved at skærpe den politiske afstand mellem Teheran og Assad og fremkalde splittelse i den iranske ledelse. Syriske demonstranter afbrænder det iranske flag; hvis (sunni) islamisterne kom til magten i Damaskus, ville de afslutte den iranske forbindelse og alvorligt skade mullahernes store ambitioner.

Kurdere demonstrerer for statsborgerskab i Qamishli, Syrien, i april 2011.

Afslutningen på Assads styre peger på andre vigtige konsekvenser. Bashar og det regerende islamistiske AK-parti i Tyrkiet har udviklet så tætte bånd, at nogle kommentatorer mener, at fjernelsen af Assads regime vil medføre kollaps for hele Ankaras mellemøstpolitik. Uro blandt Syriens kurdere kunne også føre til større autonomi for disse, hvilket igen ville opmuntre deres etniske fæller i Anatolien til at kræve en selvstændig stat, en udsigt som i den grad bekymrer Ankara, at man herfra har sendt en strøm af højt rangerede gæster til Damaskus og ivrigt presset en indbyrdes udleveringsaftale igennem.

Omvæltninger i Syrien vil være en befrielse for Libanon, som har været under den syriske tøffel siden 1976. Et afledt Damaskus giver også de israelske strateger mulighed for, i hvert fald midlertidigt, at rette opmærksomheden mod landets mange andre udenrigspolitiske problemer.

Hjemmefronten: I et selvtilfreds interview, hvor man drøftede udviklingen i Tunesien og Egypten, blot få uger før hans eget land rejste sig den 15. marts, forklarede Bashar al-Assad de lidelser, som også hans egne indbyggere oplever: "Når der finder en opstand sted, er det selvindlysende at sige, at der findes en vrede [som] er næret af fortvivlelse."

Ordet fortvivlelse opsummerer fint det syriske folks lod; siden 1970 har Assad-dynastiet hersket i Syrien med en stalinistisk jernnæve, som kun har været en anelse mindre undertrykkende end Saddam Husseins i Irak. Fattigdom, ekspropriation, korruption, stagnation, undertrykkelse, frygt, isolation, islamisme, tortur og massakrer er Assad-styrets kendemærker.

Vogues reklamestykke om Bashar al-Assads kone i bladets martsnummer 2011.

Takket være vestlig grådighed og naivitet har udenforstående imidlertid sjældent erkendt det fulde omfang af denne virkelighed. På den ene side støtter det syriske regime økonomisk Center for Syriske Studier ved St Andrew Universitet. På den anden side findes der en uformel Syrien-lobby. Udenrigsminister Hillary Clinton refererer således til Bashar al-Assad som en "reformator" og magasinet Vogue udgiver et reklamestykke om tyrannens kone, "Asma al-Assad: En rose i ørkenen" (og kalder hende "betagende, ung og meget elegant—den friskeste og mest tiltrækkende blandt førstedamer").

En enkelt potentiel fare ved et regimeskifte bør bemærkes. Forvent ikke et relativt blidt coup d'état [statskup] som i Tunesien og Egypten, men en dybtgående revolution rettet ikke blot mod Assad-klanen, men også mod det Alawi-samfund som den udspringer af. Alawi'erne, en hemmelighedsfuld post-islamisk sekt som udgør godt en ottendedel af den syriske befolkning, har domineret styret siden 1966 og fremkaldt et dybt fjendskab blandt sunniflertallet. Sunnierne udfører intifadaen og Alawi'erne udfører det beskidte arbejde med at undertrykke og dræbe dem. Denne spændingstilstand kan give anledning til et blodbad og endda til borgerkrig, muligheder som udenforstående magter bør erkende og forberede sig på.

Under det dødvande, der nu hersker i Syrien, hvor demonstranter fylder gaderne og regimet dræber dem, kan vestlig politik gøre en afgørende forskel. Steven Coll fra New Yorker har ret i, at "Tiden med håbefuld forhandling med Assad er forbi." Tiden er inde til at feje frygten for ustabilitet til side, for som kommentator Lee Smith så rigtigt skriver: "Det kan ikke blive værre end Assad-regimet." Tiden er inde til at fjerne Bashar fra magten for at beskytte de uskyldige blandt Alawi'erne og håndtere "den djævel vi ikke kender."