Når de amerikanske styrker forlader Irak ved udgangen af 2011, vil Teheran forsøge at gøre sin nabo til en satrapprovins, dvs. en satellitstat, til stor skade for vestlige, moderate arabiske og israelske interesser.
Der er allerede intense iranske bestræbelser undervejs, idet Teheran sponsorerer militser i Irak og sender sine egne styrker ind i irakiske grænseområder. Baghdad reagerer med svaghed, idets dets stabschef har foreslået en regional pagt med Iran, og toppolitikere har beordret angreb på Mujahedeen-e-Khalq (MeK), en iransk dissidentorganisation med 3.400 medlemmer bosat i Ashraf-lejren, knapt 100 km nordøst for Baghdad. MeK-spørgsmålet afslører med særlig tydelighed den irakiske underkastelse under Iran. Bemærk nogle af de seneste begivenheder:
Den 7. april frigav MeK nogle efterretninger, som udstillede Irans voksende evne til at berige uran, en afsløring som den iranske udenrigsminister hurtigt bekræftede.
 Stillbillede fra en Fox News-video af irakiske militære styrker, der angriber Ashraf-lejren. |
Denne begivenhed fandt sted trods nye løfter fra Baghdad om at behandle de iranske dissidenter humant og beskytte dem. Formanden for det amerikanske Senats komite for udenlandske relationer, John Kerry, beskrev med rette angrebet som en "massakre", mens tidligere guvernør Howard Dean kaldte den irakiske premierminister for en "massemorder." FN's Højkommissær for Menneskerettigheder "fordømte" angrebet, og FN's Hjælpemission til Irak (UNAMI) udtrykte "dyb bekymring."
 Den irakiske premierminister, Nouri al-Maliki, og den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad. |
Den 24. april, trods FN's insisteren på, at "Ashraf-lejrens indbyggere skal beskyttes mod tvangsmæssig deportation, udvisning eller tilbagesendelse," underskrev Baghdad og Teheran en udleveringsaftale, som de statskontrollerede iranske medier fortolker som en mekanisme til tvangsmæssigt at overføre medlemmer af MeK til Iran, hvor de forventer at få en forfærdelig skæbne.
Irakernes elendige behandling af de iranske dissidenter vækker humanitær bekymring, men peger også på MeK's store betydning som en mekanisme til at lægge hindringer i vejen for det amerikanske mål om at minimere Teherans indflydelse i Irak.
Når det er sagt, så bærer Washington – som i 2004 gav indbyggerne i Ashraf status som "beskyttede personer" til gengæld for, at de nedlagde våbnene – til dels ansvaret for angrebet på Ashraf; i 1997 kastede man en godbid til Teheran og opførte fejlagtigt (og opfører stadig), imod både kendsgerninger og lov, MeK på listen over "Udenlandske Terrororganisationer."
Baghdad udnytter dette terrorist-mærkat. For eksempel beretter kongresmedlem Brad Sherman (Demokrat fra Californien), at "i private samtaler har den irakiske ambassadørs kontor sagt, at den irakiske regering ikke har blodet på sine hænder, men at det i hvert fald til dels ligger hos det amerikanske udenrigsministerium, eftersom MeK er opført som en terroristgruppe, og at Irak derfor ikke føler, at man behøver at respektere menneskerettighederne over for dem i lejren." Terroristbetegnelsen giver også Baghdad en undskyldning for at udvise Ashrafs indbyggere og eventuelt udlevere dem til Iran.
 UNAMI blev grundlagt i 2003 og ledes af den hollandske politiker Ad Melkert. |
- Den amerikanske regering bør stryge MeK af listen over terrororganisationer og følge ønskerne hos et stort tværpolitisk flertal i Kongressen, hos Barack Obamas tidligere nationale sikkerhedsrådgiver og hos prominente Republikanere.
- EU bør påføre Irak økonomiske sanktioner, såfremt Baghdad fortsætter med at hindre EU-parlamentets delegation i at besøge Ashraf. (EU er Iraks andenstørste handelspartner).
- FN bør udstationere en UNAMI-delegation i Ashraf, bevogtet af en lille amerikansk styrke, for at afskrække fra fremtidige irakiske angreb og opfylde kravet fra FN's Højkommissær for Menneskerettigheder om "en fuld, uafhængig og gennemskuelig undersøgelse" af angrebet på Ashraf, så "enhver der bliver fundet skyldig i overdreven brug af magt" kan retsforfølges.
Det er på høje tid at handle i forhold til Ashraf-lejren – et nøglepunkt for en voksende iransk indflydelse på Irak - inden Teheran gør Irak til en satrapprovins.
