Det ambitiøse Tyrkiet

Tyrkiets udenrigsminister Ahmet Davutoğlu erklærede bombastisk for få dage siden, at "Hvis verden står i brand, så er Tyrkiet brandmanden. Tyrkiet påtager sig førerrollen med henblik på stabilitet i Mellemøsten."

Gül hilser varmt på Ahmadinejad.

Sådanne ambitioner er nye for Ankara. I 1990'erne var det tilfreds med at opfylde sine NATO-forpligtelser og følge Washingtons ledelse. Fra omkring 1996 blomstrede dets relationer til Israel. I det hele taget udgjorde den tyrkiske politik en tiltalende undtagelse fra den tyranniske, islamistiske og konspiratoriske mentalitet, som i almindelighed prægede de muslimske folk. At landets politiske ledere var korrupte og fumlende syntes ikke at have de store konsekvenser.

Disse fejl fik imidlertid nogle ekstreme følger og medførte en afvisning af de gamle politiske partier og en sejr for et islamistisk parti, Adalet ve Kalkınma Partisi (AKP), ved valget i november 2002. I marts 2003, forud for den kommende krig i Irak, signalerede den nye regering, at en ny æra var indledt, ved at nægte at give amerikanske tropper tilladelse til at krydse tyrkisk territorium.

Gennem de følgende otte år blev den tyrkiske udenrigspolitik tiltagende fjendtlig over for Vesten i almindelighed og USA, Frankrig og Israel i særdeleshed, samtidig med at den blev varmere over for regeringerne i Syrien, Iran og Libyen. Dette omsving blev især tydeligt i maj 2010, da Ankara både hjalp Teheran med at undgå sanktioner for dettes kernekraftprogram og skadede Israels omdømme med den Mavi Marmara-ledede konvoj.

Men det fulde omfang af Ankaras Mellemøst-ambitioner viste sig i begyndelsen af 2011 samtidig med regionens vidtrækkende opstande. Pludselig var tyrkerne allestedsnærværende. Deres seneste aktiviteter omfatter:

Erdoğan i samtale med en fornøjet al-Assad.

Fremsættelse af en model: Den tyrkiske præsident, Abdullah Gül, mener, at Tyrkiet kan have en "stor og utroligt positiv effekt" på Mellemøsten – og han har visse aftagere. Rached Ghannouchi, leder af Tunesiens nyligt legaliserede Ennahda-bevægelse, har f.eks. udtalt: "Vi lærer af Tyrkiets erfaringer, især af den fred der er opnået i landet mellem islam og modernitet."

Tilbydelse af en økonomisk livline til Iran: Gül aflagde et statsbesøg i Teheran i februar, ledsaget af en stor gruppe forretningsfolk som toppen på en udvikling, hvor Tyrkiet, ifølge Jamestown Foundation, "bliver en større [økonomisk] livline for Iran." Ydermere roste Gül det iranske politiske system.

Vanskeliggørelse af de udenlandske bestræbelser i Libyen: Det begyndte den 2. marts, da den tyrkiske regering gjorde indvendinger mod enhver militær intervention imod Mu'ammar al-Qaddafis regime. "Udenlandske interventioner, især militære interventioner, uddyber blot problemet," udtalte Davutoğlu den 14. marts, måske af frygt for en tilsvarende intervention for at beskytte kurderne i det østlige Tyrkiet. Da de militære operationer begyndte den 19. marts, deltog de tyrkiske styrker ikke. Den tyrkiske modstand forsinkede NATO's engagement i Libyen indtil 31. marts og belæssede den derefter med betingelser.

Støtte til Qaddafi: Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdoğan hjalp Qaddafi ved at fremsætte både demagogiske proklamationer ("Tyrkiet vil aldrig blive en part, som retter sine våben mod det libyske folk") og praktiske forslag (f.eks. at Qaddafi bevarer sit styre ved at udnævne en præsident). Ankara tilbød også, ifølge avisen Hürriyet, "at deltage i distributionen af humanitær hjælp i Libyen, at stå for Benghazi lufthavn og at udsende flådefartøjer for at kontrollere området mellem Benghazi og den græske ø Kreta." Som tak svarede Qaddafi: "Vi er alle osmannere." Til gengæld skummede de libyske rebeller af raseri og marcherede imod den tyrkiske regering.

Erdoğan kunne dårligt komme tættere på al-Qaddafi.

Hjælp til Damaskus: I januar indvilligede Ankara i at træne syriske tropper; i marts rådgav Erdoğan offentligt Syriens præsident Bashar al-Assad med hensyn til, hvordan han kan beholde magten, måske af frygt for at Syriens 1,4 millioner kurdere kunne opnå større autonomi og måske skabe uro blandt Tyrkiets godt 15 millioner kurdere.

Anti-zionisme: Ankara har optrådt som anfører med hensyn til en delegitimering af Israel. Davutoğlu forsøger at forene dets fjender samtidig med, at han forudsiger Israels forsvinden; en regeringsforbundet organisation planlægger en ny Gaza-"frihedskonvoj" med mindst 15 deltagende skibe; og vicepremierministeren opfordrer til en Libyen-lignende bombning af Israel.

Ankaras ambitioner bør holdes i skak. Dets styre tilstræber på en mindre provokerende og mere intelligent måde end det iranske regime at omdanne de muslimske lande i dets eget islamistiske billede. Åbningssalverne i denne bestræbelse er gået godt, idet de har været både effektive og stort set ubemærkede.

Mulige metoder til at blokere for AKP's indflydelse kunne være: at udtrykke ubehag ved Ankaras "neo-osmanniske" politik; offentligt at så tvivl om hvorvidt Tyrkiets handlinger er forenelige med dets NATO-medlemsskab; i det stille at opmuntre oppositionspartierne med henblik på landets valg i juni 2011; og ved det øjeblikkelige AKP-fjendskab og de kurdiske opstande i det østlige Tyrkiet at genoptage det ømfindtlige spørgsmål om kurdiske borgerrettigheder.