Med demonstrationerne mod regimet rasende i Egypten og muligheden af en ny regering ledet af eller inddragende Det Muslimske Broderskab spørger mange, om islam er forenelig med demokrati? Svaret er ja, det er en mulighed, men det vil kræve meget hårdt arbejde at få det til at ske.
Den nuværende situation er langt fra opmuntrende, for tyranni plager i uforholdsmæssig grad landene med muslimsk flertal. Swarthmore Colleges Frederic L. Pryor konkluderede i en analyse i 2007 i Middle East Quarterly, at islam med visse undtagelser "er forbundet med færre politiske rettigheder." Saliba Sarsar så på demokratisering i 17 arabisktalende lande i samme magasin og skrev, at "mellem 1999 og 2005 … herskede der ikke blot en mangel på fremskridt i de fleste af landene, men overalt i Mellemøsten var reformerne i tilbagegang."
Det er nemt at tage springet fra dette dystre mønster og slutte, at selve religionen islam må være årsagen til problemet. Den gamle talemåde post hoc, ergo propter hoc ("efter noget, derfor på grund af dette") understreger dette forenklede spring. I virkeligheden er den nuværende knibe med diktatur, korruption, grusomhed og tortur et resultat af en særlig historisk udvikling frem for af Koranen og andre hellige skrifter.
For fem hundrede år siden herskede der ikke demokrati nogen steder; at det dukkede op i Vesteuropa var et resultat af mange faktorer, herunder områdets græsk-romerske arv, den særlige kristne opfattelse af at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er, geografi, klima og afgørende gennembrud inden for teknologi og politisk filosofi. Det var ikke forudbestemt, at Storbritannien og siden USA skulle føre an på vejen til demokrati.
Sagt på en anden måde: selve ånden i islam er selvfølgelig udemokratisk, men det gjaldt også for enhver præ-moderne religion og ethvert præ-moderne samfund.
Ligesom kristendommen blev del af den demokratiske proces, således kan islam også blive det. Denne forvandling vil med sikkerhed blive smertefuld og vil kræve tid. Udviklingen af den katolske kirke fra en reaktionær kraft i middelalderen til en demokratisk kraft i dag, en udvikling som stadig ikke er helt afsluttet, har fundet sted gennem 700 år. Når en institution baseret i Rom var så længe om det, hvorfor skulle en religion fra Mekka, stopfuld af stærkt problematiske skrifter, gøre det hurtigere eller med færre bryderier?
At få islam til at opmuntre til politisk deltagelse kræver en gigantisk holdningsændring, især over for sharia, dens lovkompleks. Dette lovkompleks, som blev udviklet for godt tusind år siden under delvist stammeprægede forhold og opererer med en etik, som er meget forskellig fra vor tids, indeholder en lang række elementer, som er dybt uacceptable for den moderne følelse, herunder de anti-demokratiske forestillinger om, at Guds vilje har forrang over folkets, militær jihad som et legitimt middel til at ekspandere muslimsk herredømme, muslimers overlegenhed over ikke-muslimer og mænds over kvinder.
Kort sagt, sharia i klassisk forstand kan ikke forenes med moderne livsførelse generelt og demokrati i særdeleshed. At få muslimer til at deltage politisk betyder enten, at lovens offentlige aspekter helt skal afvises – sådan som Atatürk gjorde det i Tyrkiet – eller genfortolkes. Den sudanesiske filosof Mahmud Muhammad Taha gav et eksempel på det sidstnævnte, da han genlæste de islamiske skrifter og i stor stil sløjfede skadelige islamiske love.
Islam bliver ved med at ændre sig, så det er en fejl at insistere på, at denne religion skal forblive, som den var. Som Hassan Hanafi fra Cairo Universitet udtrykker det, så er Koranen "et supermarked, hvor man tager det man ønsker, og efterlader det man ikke ønsker."
Ser man bort fra Atatürk og Taha, har muslimerne knapt nok påbegyndt den lange, slidsomme vej hen imod en modernisering af islam. Og udover de iboende vanskeligheder ved at revidere en samfundsorden fra det syvende århundrede, så den passer til etikken i det vestligt dominerede énogtyvende århundrede, så trækker den islamistiske bevægelse, som i dag dominerer muslimsk intellektuelt liv, i præcis den modsatte retning af demokratiet. I stedet kæmper den for at genoplive hele sharia og anvende denne med usædvanlig strenghed, uanset hvad flertallet måtte ønske.
Nogle islamister afskriver demokratiet som kættersk og som forræderi mod de islamiske værdier, men de klogeste af dem, som har lagt mærke til bevægelsens udbredte popularitet, har overtaget demokratiet som en mekanisme til at gribe magten. Islamisternes succes i et land som Tyrkiet forvandler dem ikke til demokrater (dvs. viser en villighed til at give afkald på magten) men viser derimod deres vilje til at overtage en hvilken om helst taktik, som kan give dem magt.
Jo, med tiden og tilstrækkelige anstrengelser kan muslimerne blive lige så demokratiske som vesterlændinge. Men samtidig er de de mindst demokratiske folkeslag af alle og den islamistiske bevægelse udgør en kolossal forhindring for politisk deltagelse. I Egypten såvel som andre steder bliver min teoretiske optimisme med andre ord kølnet af en pessimisme baseret på den nuværende og fremtidige virkelighed.
