Et demokratisk islam?

Der hersker et indtryk af, at muslimerne lider uforholdsmæssigt under diktatorers, tyranners, ikke-valgte præsidenters, kongers, emirers og diverse andre stærke mænds styre – og dette er korrekt. En grundig analyse fra Frederic L. Pryor ved Swarthmore College i Middle East Quarterly ("Are Muslim Countries Less Democratic?" / "Er muslimske lande mindre demokratiske?") konkluderer, at "i alle lande, bortset fra de allerfattigste, er islam forbundet med færre politiske rettigheder."

Det faktum, at lande med muslimsk befolkningsflertal er mindre demokratiske, gør det fristende at slutte, at religionen islam, som er deres fællesnævner, i sig selv er uforenelig med demokrati.

Jeg er uenig i denne konklusion. Vor tids muslimske forlegenhed afspejler snarere nogle historiske omstændigheder end nogle iboende fænomener hos islam. Med andre ord, islam er, som alle præ-moderne religioner, udemokratisk i sin ånd. Den har imidlertid, i ikke mindre grad end andre religioner, mulighed for at udvikle sig i en demokratisk retning.

Marsiglio af Padua

En sådan udvikling er ikke nem for nogen religion. I kristendommens tilfælde varede kampen for at begrænse den katolske kirkes politiske rolle smerteligt længe. Selvom overgangen begyndte, da Marsiglio af Padua udgav Defensor pacis i året 1324, tog det kirken endnu seks hundrede år at forsone sig med demokratiet. Hvorfor skulle islams overgang blive roligere eller nemmere?

At bringe islam i overensstemmelse med en demokratisk livsform vil kræve dybe forandringer i dens fortolkning. Islams anti-demokratiske retslære, shari‘a, ligger for eksempel ved problemets kerne. Udviklet som den blev for mere end tusind år siden, forudsætter den autokratiske herskere og underdanige indbyggere, den betoner Guds vilje over folkelig suverænitet og opfordrer til voldelig jihad for at udvide islams grænser. Desuden prioriterer den på anti-demokratisk vis muslimer over ikke-muslimer, mænd over kvinder og frie personer over slaver.

Mahmud Muhammad Taha

Hvis muslimerne skal opbygge fuldt funktionsdygtige demokratier, må de grundlæggende afvise shari‘a-lovgivningens offentlige aspekter. Atatürk gjorde det på en meget direkte måde i Tyrkiet, men der er andre, som har tilbudt en mere forfinet tilgang. Mahmud Muhammad Taha, en sudanesisk filosof, ekspederede de offentlige islamiske love ud ved grundlæggende at genfortolke koranen.

Atatürks bestræbelser og Tahas ideer indebærer, at islam er under bestandig udvikling, og at betragte den som uforanderlig er en alvorlig fejltagelse. Eller med en levende metafor fra Hassan Hanafi, professor i filosofi ved Cairos universitet, så er koranen "et supermarked, hvor man tager det, man ønsker, og lader det stå, som man ikke ønsker."

Islams problem er ikke så meget, at den er anti-moderne, men snarere at dens moderniseringsproces knapt nok er begyndt. Muslimerne kan modernisere deres religion, men det kræver store forandringer: Ud må en krigsførende jihad med henblik på at påtvinge muslimsk styre, andenklasses borgerskab for ikke-muslimer og dødsdomme for blasfemi eller frafald. Ind må træde individuelle frihedsrettigheder, borgerrettigheder, politisk deltagelse, folkelig suverænitet, lighed for loven og repræsentative valg.

To forhindringer stiller sig imidlertid i vejen for disse forandringer. I Mellemøsten især har stammetilhørsforhold stadig altafgørende betydning. Som Philip Carl Salzman forklarer i sin seneste bog, Culture and Conflict in the Middle East, så skaber disse bånd et kompliceret mønster af stammeautonomi og tyrannisk centralisme, som forhindrer udviklingen af konstitutionalisme, retssikkerhed, statsborgerskab, ligestilling mellem kønnene og de øvrige forudsætninger for en demokratisk stat. Først når dette arkaiske, familiebaserede, sociale system er fjernet, kan demokratiet virkelig vinde frem i Mellemøsten.

Globalt set hindrer den tvingende og magtfulde islamistiske bevægelse demokratiet. Den søger det modsatte af reform og modernisering – nemlig genindførelse af shari‘a i dennes helhed. En jihadist som Osama bin Laden skærer måske dette mål tydeligere ud i pap end en systempolitiker som Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdoğan, men begge søger de at skabe en fuldkommen anti-demokratisk, om ikke totalitær orden.

Islamisterne reagerer på to måder over for demokratiet. Først fordømmer de det som u-islamisk. Det Muslimske Broderskabs grundlægger, Hasan al-Banna, anså demokrati for et forræderi imod de islamiske værdier. Broderskabets teoretiker Sayyid Qutb afviste folkelig suverænitet ligesom Abu al-A‘la al-Mawdudi, grundlæggeren af Pakistans politiske parti Jamaat-e-Islami. Yusuf al-Qaradawi, Al-Jazeeras tv-imam, hævder, at valg er kætterske.

Trods denne foragt er islamisterne ivrige efter at bruge valg til at opnå magt og har vist sig at være nogle behændige stemmeslugere; selv en terroristorganisation (Hamas) har vundet et valg. Dette ry gør dog ikke islamisterne demokratiske, men antyder deres taktiske fleksibilitet og deres opsathed på at få magt. Som Erdoğan så afslørende har forklaret: "Demokratiet er som en bil på gaden. Når man når frem til sit bestemmelsessted, stiger man ud."

Hårdt arbejde kan en dag gøre islam demokratisk. I mellemtiden udgør islamismen verdens førende anti-demokratiske kraft.

Beslægtede emner:  Demokrati og islam tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste